Under de gamle huse i Tés Aváirs øvre by ligger æblekældre, der er kalket hvide, fordi kalk holder på kulden og ikke tager lugt af det der ligger i den. De fleste blev muret til, da husene over dem skiftede ejere. Ingen ved præcis hvor mange der er. Man ved kun at der er flere kældre end huse.

Fra "Husbog for den øvre by", Tés Aváirs byarkiv

Kapitel 30

Plads tilbage

Vi sejlede tilbage til Déynáir fredag eftermiddag, Retia og jeg.

Ahra blev i Tés Aváir to dage mere. Færgen var halvtom. Havet var gråt og tungt og lugtede af tang og is, og vinden kom ind fra nord og fandt hvert hul i min kappe. Brevet lå i min inderlomme, foldet om strimlen, og jeg holdt hånden over det det meste af vejen, sådan som man holder en hånd over sin lomme i en menneskemængde.

Slottet var stadig næsten tomt. Værelset lugtede af kold sten. Nihil lå på sin seng med ryggen til og lod som om han sov, og hermelinen lå rullet sammen på hans pude.

Lørdag morgen sad Nix for enden af min seng.

Jeg vidste ikke hvor længe katten havde siddet der. Den sad helt stille med halen lagt om poterne og de røde øjne på mig, og Alôpex lå ved min hals og knurrede lavt. Ikke rigtigt. Mest for at sige at hun havde set den. I den anden seng åbnede Nihil ikke øjnene, men hans hånd lukkede sig om tæppet.

Da jeg satte mig op, sprang Nix ned på gulvet og gik hen til døren og kiggede tilbage.

Jeg tog støvlerne på.

Den gik foran mig hele vejen, over det syvende trin fra oven uden at sætte en pote på det, og forbi portrættet der duftede af stearin og pergament, uden at se på det. Jeg så heller ikke på det. Der stod et navn på messingpladen, og en dag ville jeg læse det. Ikke den dag. Lyset gennem vinduerne var hvidt af frost.

Døren stod på klem. Den var ung og almindelig, lyst egetræ med blanke hængsler, som om nogen havde åbnet den for mig og ladet den være som den var. Sidst var den blevet gammel under min hånd.

Jeg bankede på alligevel.

"Kom ind."

Kontoret var det samme. Stearinlysene var brændt langt ned, og nogle af dem var gået ud, og der lå størknet voks på bordet i små hvide søer, som om ingen havde tænkt på at skifte dem i lang tid. Der stod to kopper te på bordet.

Edrin sad ikke bag det. Han stod ved vinduet med hænderne foldet på ryggen.

Hans duft nåede mig før han vendte sig. Stearinlys og gammelt pergament, og under det rummet nogen lige har forladt. Og noget salt, svagt, som havde været der i november også. Dengang havde jeg ikke forstået hvad det var.

Nix sprang op på bordet og satte sig mellem de to kopper.

"Godrand," sagde han.

Han sagde det mod ruden. Så vendte han sig om.

Det ramte mig et sted under brystbenet, og jeg stod stille, til det var gået over. Haltora havde sagt det på bjerget, som en ordre, sådan som han råbte alle efternavne hen over cirklen i kamptimerne. Edrin sagde det langsomt, som om han havde haft det i munden længe og ikke vidste om det kunne holde, når det kom ud. Det var hans brors navn. Det måtte også have været hans eget.

"Sæt dig," sagde han. "Hvis du vil."

Sidst havde jeg ikke sat mig. Jeg kiggede på stolen. Så satte jeg mig. Det var ikke for hans skyld.

Han trak den anden stol ud fra væggen og satte sig over for mig, uden bordet imellem os. Han vidste ikke hvor han skulle gøre af hænderne. Han lagde dem på knæene. Så om koppen. Så på knæene igen.

"Haltora har talt med mig," sagde han. "Flere gange. Han råber ikke. Det ved du."

"Ja."

"Han har ret." Han kiggede ned på sine hænder. "Fire børn gik op på bjerget den nat, fordi der ikke var en eneste voksen I troede I kunne gå til. Det var ikke Haltoras skyld. Det var ikke din." Hans tommelfinger gled hen over kanten af koppen, frem og tilbage, ligesom den havde gjort sidst. "Jeg tav. Og min tavshed sendte dig derop uden os."

Jeg havde troet at det ville føles som at vinde, hvis han nogensinde sagde det. Det føltes som at få ret i noget man hellere ville have taget fejl af.

"Jeg var ikke alene," sagde jeg.

"Nej." Noget gik hen over hans ansigt. "Det var du ikke. Det er ikke min fortjeneste."

Jeg havde haft de samme fire spørgsmål med op ad trapperne som sidst. Nu kunne jeg kun få ét af dem over læberne.

"Hvem dræbte min far?"

Edrin lukkede ikke øjnene denne gang. Han kiggede ikke mod vinduet. Han kiggede på mig.

"Jeg ved det ikke," sagde han.

Det var de samme ord som sidst. Sidst havde de været svaret på hvornår jeg var stærk nok. Jeg havde troet at det var det eneste han ikke vidste.

"Jeg har brugt femten år på at finde ud af det." Han sagde det stille og jævnt, som et regnestykke han havde regnet mange gange. "Jeg ved hvor det skete. Jeg ved at det regnede. Jeg ved hvem der ikke var der. Hvem der var, ved jeg ikke."

I to uger havde jeg troet at hans tavshed var en dør han holdt lukket for mig. Men bag den her dør var der ingenting. Der var bare et rum han havde stået i alene i femten år og ledt. Det var værre. Og det var lettere, på en måde jeg ikke havde ord for, og det irriterede mig at det var lettere.

"Du kunne have sagt det," sagde jeg. "Sidst."

"Ja."

"Hvorfor gjorde du ikke?"

Nix gik hen over bordet og pressede hovedet mod hans håndled, og denne gang rørte han ikke ved katten. "Fordi 'jeg ved det ikke' er det sværeste en voksen kan sige til et barn," sagde han. "Og du var ikke et barn. Det havde du lige fortalt mig."

Jeg kunne mærke brevet mod brystet gennem trøjen. Min dreng. Jeg kunne have taget det frem og lagt det på bordet mellem kopperne. Jeg gjorde det ikke. Det var den første ting jeg nogensinde havde holdt for mig selv i det kontor, og det føltes ikke godt, og det føltes heller ikke forkert.

"Jeg beder dig ikke om at tilgive mig," sagde han.

"Godt," sagde jeg.

Det kom hurtigere end jeg havde villet. Jeg kiggede ned på den hvide krans i min håndflade og prøvede at finde noget der var mere sandt.

"Jeg ved ikke om jeg kan," sagde jeg.

"Det ved jeg heller ikke." Han nikkede, langsomt, som om vi var blevet enige om noget. "Vi kan begge to lade være med at vide det lidt endnu."

Han rejste sig og gik om bag bordet og trak en skuffe ud. Den knirkede. Han stod lidt med hånden nede i den uden at tage noget op, og jeg så hans skuldre løfte sig og sænke sig, én gang, som når man trækker vejret før man går ud i koldt vand.

Så tog han et billede op. Det lå med bagsiden opad. Han kom tilbage og satte sig og holdt det mellem hænderne på knæene.

"Jeg har taget det op af den skuffe mange gange," sagde han. "Og lagt det tilbage hver gang. Jeg tænkte at det var sikrest dér." Han kiggede ned på bagsiden. "Det var nok mest mig selv, det var sikrest for."

Han rakte det frem.

Jeg tog det ikke med det samme. Jeg tænkte helt tydeligt: hvis jeg vender det, kan jeg ikke vende det tilbage. Så tog jeg det.

Det var på tykt papir, slidt blødt i hjørnerne. Det lugtede af skuffe. Af træ og papir og stearin og noget der havde ligget i mørke længe.

Jeg vendte det.

To mennesker. Billedet var tegnet med brunt blæk, uden farver, kun brunt og hvidt og papirets gule, og det var tegnet udenfor ved noget vand, og vinden havde fat i dem begge to. Han lo. Ikke ind i billedet, men ud af det, ad noget eller nogen der stod til venstre for den der havde tegnet. Han havde håret ned i øjnene og stod med vægten på det ene ben, sådan som Haltora havde sagt til mig mindst tyve gange at man ikke skulle stå. Hans hånd lå på hendes ryg.

Hun lo ikke. Hun kiggede lige ind i billedet. Lige på mig. Hendes hår var blæst ind over den ene kind, og hun havde ikke gidet at tage det væk, og på hendes skulder sad en ravn.

Jeg kiggede længe på ravnen, fordi det var lettere end at kigge på hende. Den var mindre, eller yngre. Men det var den. Jeg vidste det, ligesom jeg havde vidst det i kælderen med den i hænderne.

Så kiggede jeg på hende.

Jeg havde troet at jeg ville genkende noget. Det gjorde jeg ikke. Hun var en fremmed, en ung kvinde jeg aldrig havde set, med en mund der var en anelse skæv i den ene side, som om hun var ved at sige noget der ikke var pænt, og et blik der ikke veg. Og så, uden at jeg kunne sige hvor det sad, var hun ikke fremmed mere. Det var noget omkring mundvigen. Noget jeg havde set hver morgen i spejlet på badeværelset på Fjordly uden at vide hvad det var jeg så på.

Jeg havde ikke engang haft et billede af nogen jeg var i familie med.

"Mor," sagde jeg.

Det var ikke til Edrin. Det kom bare ud, lavt, ind i det stille kontor. "Min mor" havde jeg sagt før. Det var noget man sagde om nogen. Det her var noget man sagde til nogen, og jeg havde aldrig haft nogen at sige det til.

Edrin rejste sig og gik hen til vinduet og stillede sig med ryggen til mig. Han gjorde det stille, som man forlader et rum uden at gå ud af det.

Jeg sad med billedet i begge hænder og holdt det i kanterne med tommelfingrene, så jeg ikke rørte ved deres ansigter. Alôpex var sprunget op i mit skød. Hun satte snuden ned mod billedet og snusede, og så kiggede hun op på mig.

"Det dufter af ham," sagde hun og drejede hovedet mod ryggen ved vinduet. "Og af skuffe."

"Ja."

"Ikke af hende."

"Nej," sagde jeg. "Det er bare et billede."

Det var også det. Det var mere end jeg havde haft i femten år.

Da jeg rejste mig, vendte Edrin sig om. Han tog et skridt hen mod mig og løftede hånden, som om han ville lægge den på min skulder. Den blev hængende i luften. Jeg så den. Han så at jeg så den, og så lagde han den på bordkanten i stedet og blev stående sådan, med fingrene spredt ud over træet.

"Tak," sagde jeg. Det var det eneste jeg havde, og jeg mente det, og det var ikke det samme som det andet.

"Godrand," sagde han igen, da jeg stod i døren. Ikke for at sige noget mere. Bare for at sige det.

Jeg gik ned ad trappen med billedet inde under trøjen ved siden af brevet. Der var ved at blive trangt derinde.

Skolen begyndte igen mandag.

Spisesalen var fuld for første gang siden ferien, og den var for høj. Alle stemmerne på én gang, bestik mod tallerkener, bænke der skrabede, og det lugtede af havregrød og varmt brød og våde kapper der tørrede ved pejsene. Jeg havde vænnet mig til stilheden. Det tog mig en hel portion grød at vænne mig fra den igen.

Ahra sad ved siden af mig. Han var kommet søndag aften med den sidste færge og var gået direkte ind på sit værelse uden at sige ret meget. Han spiste lidt. Det var mere end i går.

Retia sad over for os med sin te mellem begge hænder, som altid.

Så rejste Will sig.

Han sad midt på bænken sammen med Marcus og resten af hold 13, hvor han havde siddet hele december. Han tog sin tallerken og sin kop og sagde noget til Marcus, der nikkede uden at kigge op. Så gik han. Ned langs bænken, forbi sit eget hold, og hans skridt blev en anelse kortere, jo tættere han kom på enden.

Nihil sad hvor han altid sad. Yderst, for enden af bænken, hvor lyset fra vinduerne ikke helt nåede hen. Han havde siddet der siden øen, alene, et stykke fra de to andre, fordi han ikke kunne se dem i øjnene. Will havde været med på øen. Jeg tror ikke han forstod hvorfor Nihil skammede sig. De havde ladet Nihil gå fra sygefløjen dagen efter solhverv, og han var stadig bleg og sad med ryggen mod muren. I hans ærme sov hermelinen, kun den sorte halespids stak ud. Hun havde ikke været længere væk fra ham end det siden bjerget.

Will satte tallerkenen ned over for sin bror og satte sig.

Et par fra årgangen kiggede op. Will så ikke på dem. Han så på Nihil, og jeg kunne se hans hånd om koppen, og at den ikke var helt rolig.

Nihil holdt op med at spise. Han kiggede på sin bror et langt øjeblik. Så skubbede han brødkurven et par centimeter hen over bordet mod Will og spiste videre.

Will tog et stykke brød. Han smilede ikke sit nemme smil. Han sad bare der.

Noget satte sig i min kæbe. Jeg kendte det. Det var den samme gamle ting, den der kom når andre havde noget jeg ikke havde, og jeg vidste godt hvor dum den var. Ved siden af mig sad Ahra, der havde haft to brødre for ti dage siden, og rørte i sin grød. Jeg tog en skefuld og tyggede på den, selvom grød ikke er noget man tygger, og ventede på at det gik over. Det gik over. Ikke helt.

Nihil løftede hovedet. Hans blå øjne gik hen over salen og fandt mig, ligesom de havde fundet mig i døren den dag ferien begyndte. Han nikkede. Et kort nik. Det samme som efter duellen.

Jeg nikkede tilbage.

Da han gik forbi os på vej ud, med Will et halvt skridt bag sig, stoppede han. Alôpex sad på bænken ved siden af mig, og han kiggede ned på hende, og hun kiggede op på ham og knurrede ikke. Han duftede af vintervind og bart jern, og der var ikke så meget kulde i det som der havde været.

"Kamp i morgen," sagde han. "Næste gang."

Mere sagde han ikke. Han kiggede bare lidt for længe på ræven. I hans ærme, lige under Gistónus syede knude, åbnede hermelinen et sort øje og lukkede det igen. Så gik han.

"Næste gang," sagde jeg til hans ryg.

Retia kiggede på mig over kanten af sin kop. "Hvad var det?"

"Jeg tror det var Nihil der var venlig," sagde jeg.

Ahra lavede en lyd ned i sin grød. Det var ikke et grin. Men det var tættere på end i går.

Den sidste dag i året vågnede jeg før det var lyst.

Nihils seng var tom og tæppet lagt sammen. Jeg tog tøjet på i mørket og gik ned.

Græsplænen var hvid af rim og knasede under støvlerne, og luften var så kold at den sved inde i næsen. Over østtårnene var himlen grå med en tynd gul stribe helt nede ved kanten. Floden lå sort under tågen.

Den var to meter bred. Måske mindre. Isen langs kanterne var groet ind mod midten fra begge sider, og der var kun en smal stribe sort, langsomt vand tilbage imellem dem. Den lugtede af sten og vinter og af noget der var kommet langt oppefra.

Ahra stod på bredden, og Lynx sad ved hans fødder og kiggede på vandet med tydelig mistro. Retia sad på en sten med Fulmen på knæet. Et stykke fra dem begge, med armene over kors og skuldrene trukket op om ørerne, stod Nihil. Hermelinen stak hovedet ud af hans ærme og var ved at falde i søvn.

Ingen af dem havde sagt noget til mig om det. Jeg havde ikke sagt noget til nogen af dem.

"Godmorgen," sagde Retia.

"Hvad laver I her?"

"Det samme som dig." Hun rejste sig og børstede rimen af bukserne. "Det er tradition."

"For de modigste," sagde Nihil. "Jeg er her mest fordi jeg ikke kunne sove."

Første gang jeg krydsede den flod, havde den været over hundrede meter bred, og jeg havde gået oven på den. Alene, mens halvtreds mennesker gik på bunden under mig og kiggede op gennem vandet. Jeg havde aldrig fundet ud af hvorfor den bar mig. Jeg stod ved kanten og kiggede ned i det sorte vand og tænkte på om den ville gøre det igen.

Jeg prøvede ikke. Oven på havde jeg været alene. Det havde jeg prøvet.

Retia gik først.

Hun trak støvlerne af og stillede dem ved siden af hinanden på bredden, og hun smøgede bukserne op over knæene og gik ud på isen langs kanten og ned i vandet uden at standse. Jeg hørte hende trække vejret ind mellem tænderne, det samme halvkvalte indpust som den første morgen hun var gået med mig i floden og havde spurgt hvor koldt det var. Hun havde ikke været i vandet siden angrebet. Jeg vidste det, og hun vidste at jeg vidste det, og ingen af os sagde det. Hun stod i midten med vandet til lårene og armene ud til siden og vendte sig om.

"Kom nu, Godrand," sagde hun.

Hun sagde det, som hun sagde alting, hurtigt og uden at tænke over det. Som et navn man har sagt hundrede gange. Hun havde aldrig sagt det før.

Jeg trak støvlerne af.

Vandet tog mine fødder, så mine skinneben, så knæene, og det gjorde ondt på den måde det altid gjorde ondt, overalt på én gang og ingen steder rigtigt. Bunden var glat og stenet, og strømmen trak blidt i mine ben mod syd, mod havet. Mærket i min håndflade begyndte at brænde i samme øjeblik, som om nogen havde tændt det. Jeg knyttede ikke hånden. Jeg lod den hænge ned i vandet og brænde.

Fire. Hold. Seks.

Bag mig plaskede det. Ahra kom ud ved siden af mig uden at have smøget noget op, og hans bukser blev mørke helt op til livet. Han lagde en hånd på min skulder, mest for at holde balancen, troede jeg. Den blev liggende, også efter han havde fundet den.

Nihil kom sidst. Han gik ned i vandet som om han var sur på det, og han bandede lavt og længe, et ord på Anglîsh jeg aldrig havde hørt før. Hermelinen kravlede ud af hans ærme, før vandet nåede hende, og løb langs bredden ved siden af ham, en hvid streg i det hvide, og sprang over striben hvor den var smalleste og satte sig på den anden bred og kiggede tilbage på os.

"Hvor koldt er det?" sagde Nihil mellem tænderne.

"Meget," sagde Retia og jeg på samme tid.

Lynx tog hele striben i ét spring og rystede poterne én efter én på den anden side og kiggede tilbage på os, som om vi var de dummeste dyr han nogensinde havde mødt. Alôpex svømmede over med snuden højt og ørerne lagt fladt.

Ahra lo.

Det var ikke højt. Det var det lille, hikkende grin han lavede når noget blev for meget, og det slap ud af ham før han kunne holde det tilbage. Han hørte det selv. Hånden på min skulder strammede sig. Så lod han det være.

Jeg havde ikke hørt det siden bjerget.

Vi stod midt i floden til lårene i det koldeste vand i Anglien, og ingen af os gik videre med det samme. Mine ben var holdt op med at gøre ondt og var gået over til ikke rigtig at være der.

Jeg holdt op med at tælle og lyttede efter vandet. Det var der. Den gamle, langsomme strøm under strømmen, den der kom ned fra bjerget i nord og løb under slottet og ud her. For ti dage siden havde den taget en rød tråd fra min næse med sig mod syd. Den havde løbet under kælderen, hvor Ahra kom op ad trappen. Vand husker, havde Maka sagt. Hvis det var sandt, tænkte jeg, så huskede det også det her. Fire mennesker og nogle dyr i det kolde, på samme tid. Og under brystbenet, der hvor min Dherak plejede at summe, rørte noget sig. Et par slag, svagt, som en flue der vågner i en vindueskarm i januar. Så var der stille igen.

Retia stod med ansigtet mod den anden bred og vinden i håret. Hun duftede af saltvind og kold sten og vilde roser, og den bitre tone fra bjerget var der stadig, svagt, under det hele. Jeg kom til at tænke på kastanjen i skålen i hendes mors entré. Og på en duft af kalk og æbler, der ikke var brændt træ og aske. Jeg havde ikke sagt noget om nogen af delene. Jeg stod en halv meter fra hende i floden og vidste at jeg ikke havde, og jeg sagde det heller ikke der. "Men vi gør det ikke. Ikke mere," havde hun sagt, foran pejsen, den dag Ahra kom tilbage. Jeg huskede det udmærket.

"Jeg kan ikke mærke mine fødder," sagde Nihil.

"Så gå," sagde Retia.

Vi gik.

Den anden bred var stejl og glat af is. Retia kom op først og vendte sig og rakte en hånd ned, og jeg tog den. Hendes fingre var iskolde og fulde af grus. Bag mig fik Ahra fat i Nihils ærme, og Nihil lod ham.

Så stod vi der, alle fire, på den forkerte side af floden med bare fødder i rimen og damp fra vores våde ben. Solen kom op over østtårnene og ramte isen, og alting blev gult og hvidt på én gang.

"Vi skal tilbage igen," sagde Nihil. "Vores støvler er derovre."

Retia kiggede på ham. Så begyndte hun at grine, og det var det åbne grin, det fra den første morgen, og Nihil kiggede væk, og et øjeblik var han meget tæt på at smile.

Haltora satte os ikke over for hinanden i kamptimen. Han satte Nihil og mig til at slå mod hver sin træpæl hele timen og gik forbi os med hænderne på ryggen og et ansigt der ikke sagde noget. Næste gang blev ikke den dag.

Om aftenen bankede Ahra på. Han lugtede stadig svagt af sten og koldt vand fra floden, og Lynx kom ind før ham og lagde sig på min pude, som om den var hans. Nihil lå på sin seng med en bog. Han kiggede op og så ned igen.

Ahra satte sig på kanten af min seng med kortet i hånden. Madrassen gav sig under ham. Retias blyantskort på bagsiden af en spiseplan, med Ahras røde streger, rullet sammen og blødt i kanterne af alle de aftener på gulvet i Førsteårsstuen.

"Retia gav mig det tilbage," sagde han. "I går."

Han rullede det ud over mine knæ. Retias grå gange i blyant, og de røde, alle vores ruter, alle de små kryds. Stregen fra nordtårnet ned gennem kælderen, der stoppede ved en væg.

Den stoppede ikke mere. Fra væggen gik der en ny streg videre. Den var rød som de andre, men den var ikke lige. Den gik i små ryk under slottets fundamenter og mod nord, og den havde ingen kryds. Den var tegnet af en hånd der ikke havde haft noget at tegne efter. Kun at huske det.

"Du tegnede den selv," sagde jeg.

"Den var ikke på kortet." Han trak på skulderen. Det så ud som om det gjorde ondt. "Vi skal finde dem alle sammen. Det har vi lovet."

"Hvorfor giver du mig det?"

"Hæng det op." Han kiggede på væggen over min seng og ikke på mig. "Så kan vi se hvor vi mangler."

Så stak han hånden i lommen og tog noget andet frem. Han holdt det lidt, inden han rakte mig det.

En fjer. Lang og mørkebrun, næsten sort ude i spidsen, og lys og gylden inde ved skaftet. Den var tre gange så lang som ravnens.

"Aquila tabte den på færgen," sagde han. "Den dag vi sejlede ham over. Maka samlede den op. Han sagde at du skulle have den." Han tav lidt. "Han sagde ikke hvorfor."

Jeg tog den. Den var let og stiv, og den duftede. Svagt, så svagt at jeg måtte holde den op til ansigtet. Tør egebark og blæk.

Det var den samme duft som i gangen ved trappen i Tés Aváir. Den samme som i kælderen, da der ikke var nogen under den mere. Fuglen havde fløjet efter hjælp, og hjælpen var kommet for sent. Fjeren vidste ingenting om det. Den duftede bare af ham.

Ahra kunne ikke dufte den. Jeg vidste det. Han sad en halv meter fra mig og kiggede på mine hænder, og han kunne ikke mærke at hans bror var i rummet.

"Vil du have den?" sagde jeg.

"Nej." Han rejste sig. "Jeg har det han sagde."

Han gik tilbage til sit eget værelse, og Lynx sprang ned fra min pude og fulgte efter ham. I den anden seng vendte Nihil ansigtet mod væggen.

Retias seddel lå i min historiebog, hvor den havde ligget siden dagen efter banken.

Fulmen havde afleveret den ved vinduet i Retonk-huset. Der stod: "Mor siger du skal komme i morgen aften. Det siger jeg også. R."

Det var det første brev nogen på min egen alder nogensinde havde skrevet til mig. Jeg havde læst den anden sætning flere gange end den første.

Værelset var mørkt. Nihil trak vejret langsomt og regelmæssigt, og jeg vidste ikke om han sov. Månen stod lavt over floden og kastede et koldt lys ind gennem vinduet og hen over væggen over min seng. Hvid kalk, og to sorte fjer der havde siddet der siden november.

Jeg trak de sidste knappenåle ud af kraven på min kutte.

Billedet satte jeg under fjerene, midt på. Jeg satte det skævt første gang og måtte tage det ned igen, og Alôpex løftede hovedet fra puden og kiggede på mig. Kortet satte jeg til højre, rullet ud, med Ahras skæve streg nederst. Ørnefjeren ved siden af de to ravnefjer. Den var for stor og for brun og passede ikke ind, og det var nok det der var meningen. Sedlen fra Retia nede i hjørnet, hvor jeg kunne se den når jeg lå ned.

Brevet hængte jeg ikke op. Det lå i min inderlomme, foldet om strimlen med de gyldne tegn, og det skulle blive der. Strimlen kunne jeg stadig ikke læse. Sværdene lå under sengen nu, mit eget med den hvide streg og det andet. De var stadig sværd og ikke andet.

Jeg satte mig tilbage på hælene og kiggede.

Det fyldte mindre end jeg havde troet. Tre fjer, et billede, et kort og en seddel på en hel væg. Der var mere hvid kalk end der var ting. Der var plads over billedet og plads ved siden af kortet og en hel tom flade helt ude i hjørnet ved vinduet.

Jeg lagde mig ned. Alôpex krøllede sig ind mod min hals, kold i snuden og varm alle andre steder.

Der sad en ravn i vindueskarmen.

Jeg havde ikke hørt den komme. Den sad uden for ruden med månen i ryggen, sort mod det blå, og den så ind. Jeg satte mig op langsomt. Jeg ledte efter den bøjede svingfjer, men den havde vingerne foldet tæt ind til kroppen, og det var for mørkt til at se. Den kiggede på mig. Så kiggede den på væggen over mit hoved, længe, som om den så efter hvad der var kommet til.

"Er det hende?" sagde jeg til Alôpex.

Hun løftede snuden mod ruden og snusede. "Glasset er i vejen," sagde hun.

Ravnen åbnede ikke næbbet. Der faldt ingen fjer ned på karmen denne gang. Den sad bare der lidt endnu, og så lettede den med et enkelt lydløst vingeslag og var væk ud over floden.

I den anden seng lå Nihil helt stille. Jeg ved stadig ikke om han så den.

Jeg blev siddende og kiggede på væggen. Billedet var bare en lys firkant i mørket. Jeg kunne ikke se deres ansigter. Jeg vidste hvor de var.

Ahra havde et træ for hver af dem der havde været før. Jeg havde en væg med plads tilbage, og et brev der sagde "lev", og et navn som to mennesker havde sagt højt til mig på fire dage, hver på sin måde.

Jeg havde aldrig haft en familie at vende hjem til. Nu havde jeg en familie at finde.