Et ubrydeligt løfte kan kun skabes af en Engel eller Drúir med exceptionel Dherak. Det kræver ikke en formel. Det kræver ikke en ceremoni. Det kræver kun at to mennesker mener det de siger, og at mindst én af dem har kraft nok til at universet lytter.

Ritualer der dur, kapitel 11

Kapitel 4

Væggen der åbnede sig

Slottet var større end noget sted jeg nogensinde havde været.

Gangen jeg stod i strakte sig i begge retninger og forsvandt i halvmørke, og der var ingen skilte, ingen pile, ingen af de små trygge markører en normal bygning har for at fortælle dig hvor du er. Der var bare sten og portrætter og fakler der brændte med det samme blålige skær som i toiletbåsen i Syerston, og døre der alle lignede hinanden.

Jeg begyndte at gå. Jeg valgte venstre, fordi det var den ene retning der føltes lige så rigtig som den anden, hvilket vil sige at det var helt tilfældigt. Gangen drejede og blev smallere, og så bredere igen, og så kom der en trappe der førte nedad, og jeg tog den, og så kom der en ny gang, og den lignede den forrige, og jeg havde ingen idé om jeg var kommet nærmere opholdsstuen eller længere væk.

Portrætterne kiggede på mig. Ikke alle. Men nok af dem til at det ikke var behageligt. En ældre kvinde i en mørkeblå kappe fulgte mig med øjnene fra den ene side af rammen til den anden, og da jeg stoppede op og kiggede direkte på hende, kiggede hun hurtigt væk, taget i at stirre.

Jeg stoppede op midt i gangen og lænede mig mod væggen. Mine ben var trætte, og min mave knurrede, og jeg mærkede sulten og trætheden i mine ben og den lille kolde erkendelse der fulgte: der var ingen der ledte efter mig. Ahra vidste ikke hvor jeg var. Haltora havde afleveret mig og var gået. Vuldator havde sendt mig af sted til en opholdsstue han ikke havde fortalt mig vejen til. Og døren til hans kontor var en statue nu.

Jeg var fortabt i et slot fuld af mennesker, og ingen af dem vidste at jeg var der.

Det var ikke nyt. Det var bare en ny version af noget jeg havde kendt hele mit liv.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg gik. Det føltes som timer, men det var nok kortere. Gangene skiftede karakter. Slottet kunne ikke bestemme sig for hvad det ville være. Nogle var brede og velbelyste med tæpper på stengulvet og vinduer der kiggede ud over floden. Andre var smalle og kolde og lugtede af fugt og gammel sten. Jeg prøvede at huske de sving jeg tog, men efter det tredje eller fjerde opgav jeg.

Og så var der nogen for enden af gangen.

En skikkelse. Høj, lyst hår. Han stod med ryggen til mig og kiggede på noget jeg ikke kunne se, og han bevægede sig ikke. Jeg skyndte mig mod ham. Mine skridt gav ekko mod stenen, og da der var ti meter mellem os, vendte han sig halvt om.

Grønne øjne. Unge, men ikke så unge som mine. En tyveenårigs øjne i et ansigt der var hårdt og opmærksomt og allerede vendt mod den næste ting.

"Hej," sagde jeg. "Vent, jeg er..."

Han var væk.

Ikke gået. Ikke løbet. Bare væk. Der hvor han havde stået, var der tom luft og grå sten, og der var ingen døre i nærheden, og ingen sving, og ingen steder at forsvinde hen.

"Øv," sagde jeg til den tomme gang.

Ingen svarede.

Jeg gik hen til det sted hvor han havde stået. Muren så ud som alle de andre mure. Grå sten, fugtige i samlingerne, med den vage lugt af kælder. Jeg lænede mig op mod den i ren udmattelse, og da min skulder ramte stenen, mærkede jeg at en af dem gav efter. Ikke meget. Bare en centimeter. Et lille klik, som om noget indeni muren reagerede.

Væggen åbnede sig.

Den gled til side, bygget til netop det, lydløst og langsomt, og bag den var der en trappe der førte nedad i mørket. Kold luft strøg op fra åbningen og ramte mit ansigt som en hånd.

Jeg havde ikke ledt efter den. Jeg havde bare lænet mig mod den forkerte væg på det rigtige tidspunkt.

Det var nok.

Jeg gik ned.

Trappen var smal og stejl, og de eneste lys var små blålige sten sat ind i væggen med halvanden meters mellemrum. Det lugtede af gammel sten og støv. Mine skridt gav ekko, og et sted langt foran mig var der en svag lyd af stemmer.

Jeg fulgte lyden. Efter fem minutters gang kom jeg til en dør med to små huller i øjenhøjde. Jeg bøjede mig ned og kiggede igennem.

En stor stue. Bløde møbler. En pejs der brændte. Og en masse elever der sad og snakkede og spillede og lo, og midt iblandt dem stod Ahra og kiggede nervøst rundt som om han ledte efter nogen.

Mig. Han ledte efter mig.

Noget i mit bryst bevægede sig en lille smule.

Jeg lagde min hånd på dørhåndtaget. Det var af jern og koldt og glat. Jeg trykkede det ned og skubbede døren op og trådte ind. Den første der fik øje på mig var Ahra.

"Chris!" Han var henne ved mig i tre skridt og greb fat i min skulder for at sikre sig at jeg var virkelig. "Hvor har du været? Jeg har ledt efter dig i en time."

Der var noget i hans greb jeg ikke var vant til. Ikke hårdt. Ikke svagt. Bare der. Det var grebet fra en person der faktisk havde bemærket at jeg var væk, og som faktisk var lettet over at jeg var kommet tilbage. Jeg havde aldrig haft nogen der greb fat i mig på den måde. Matronen klappede mig på hovedet når hun gik forbi. Lærerne rørte mig aldrig. Ingen havde nogensinde holdt fast i min skulder med den besked: "du var væk, og det betød noget."

"Jeg for vild," sagde jeg. Det var ikke løgn, men det var heller ikke hele sandheden. "Tredje sal. Det er ret forvirrende deroppe."

"Maka sagde at tredje sal er den sværeste at finde rundt på." Lettelsen i hans stemme var så tydelig at den næsten var komisk. "Kom, vi skal ned i spisesalen og have noget at spise."

Vi gik mod døren. Det var først da vi var ude på gangen at jeg stoppede.

"Ahra."

"Ja?"

"Jeg fandt ikke vejen herned ved at gå rundt. Jeg fandt en hemmelig passage. Oppe på gangen lænede jeg mig op mod muren, og den åbnede sig, og der var en trappe derned der førte direkte hertil."

Ahra stoppede. Hans øjne blev store. "Hemmelige passager? Dem har jeg hørt om. De skulle være umulige at finde."

"Jeg fandt den helt tilfældigt. Og lige inden jeg fandt den, var der nogen for enden af gangen. En høj fyr med lyst hår og grønne øjne. Han forsvandt bare, lige foran mig."

Noget krydsede Ahras ansigt. Ikke overraskelse. Noget hurtigere, som en skygge der passerede over vand. Det varede et halvt sekund. Så var det væk.

"Underligt," sagde han. "Det var nok bare en ældre elev. Der er vel nogle der kan teleportere."

Han sagde det for hurtigt. Men jeg var for sulten til at tænke over det.

"Fedt med passagen, dog." Han grinede, og det var det grin der nåede hele vejen op til hans øjne. "Vi skal finde dem alle. Inden vi er færdige. Alle de hemmelige passager på hele skolen, inden fjerde år. Er du med?"

Han rakte sin hånd frem.

Jeg tænkte ikke over det. Jeg tog den.

I det sekund vores hænder mødtes, kom lyset.

Det var ikke et blødt lys. Det var et hvidt, blændende glimt der fyldte hele gangen og slog mig i øjnene som en eksplosion. Jeg prøvede at trække min hånd væk, men det kunne jeg ikke. Vores hænder sad fast som om noget havde smeltet dem sammen, og mine fingre brændte, og Ahras fingre brændte, og luften omkring os blev til røg.

Og så kom stemmen.

Den kom ikke fra nogen sted. Den kom fra alle steder. Den var dyb og gammel og tonløs, lavet af sten og vand og noget der havde eksisteret længe før nogen af os.

"Chris Godrand og Ahra Retonk. I har indgået et løfte om at finde alle passager på denne skole inden I forlader den. Er I begge indforstående med dette løfte?"

"Ja," sagde Ahra. Hans stemme rystede.

"Ja," sagde jeg. Min stemme rystede også.

"Godt. Når dette løfte er indgået, kan det ikke brydes. Den af jer der bryder det, vil komme til at bøde for det."

Stemmen forsvandt. Røgen forsvandt. Lyset forsvandt. Vores hænder slap hinanden, og vi stod på gangen og kiggede på hinanden med store øjne og rystende fingre.

"Hvad..." begyndte jeg.

"Det var et ubrydeligt løfte," sagde Ahra. Han var hvid i ansigtet. "Jeg har hørt om dem, men jeg har aldrig set et. Det kræver utrolig meget Dherak at udløse. En af os..." Han stoppede og kiggede ned på sin hånd. "En af os må have en kraft der er helt vildt stærk for at det bare kan ske ved et håndtryk."

"Er det farligt?"

"Kun hvis vi bryder det." Han kiggede på mig. "Fortæl det ikke til nogen. Overhovedet."

Jeg nikkede. Min hånd prikkede stadig. Noget var blevet lagt ned i den der ikke var der før.

"Lad os gå ned og spise," sagde Ahra med en stemme der prøvede at lyde normal. "Jeg er sulten."

Jeg fulgte efter ham og sagde ingenting. Men inden i mig var der en ny tanke der ikke ville forsvinde: en af os havde lige lavet magi kraftig nok til at binde to mennesker sammen med et løfte der ikke kunne brydes.

Og jeg var ret sikker på at det ikke var Ahra.

Spisesalen var det største rum jeg endnu havde set på Déynáir.

Loftet forsvandt opad i mørke, og lange borde stod i rækker hele vejen ned gennem salen. Maden stod allerede fremme, og den var overalt: oksesteg, kartofler i flødesauce, brød der stadig dampede, frugter i farver jeg ikke kendte navnene på. Fakler brændte langs væggene og kastede et varmt, gyllent lys over det hele, og lyden af hundredvis af stemmer og klirren af bestik var som en mur af lyd.

Vi fandt to pladser for enden af et af bordene. Ahra begyndte at fylde sin tallerken med det samme. De sidste to timers panik var allerede glemt. Jeg satte mig ned og kiggede ud over salen. Alle de ældre elever sad i grupper, og de nye elever sad i klynger af dem der kendte hinanden fra deres gamle skoler. Latter og halvhøje samtaler krydsede bordet som tråde i et net.

Og for enden af vores bord sad en pige alene.

Hun havde langt brunt hår og blå øjne, og hun sad og kiggede ned i sin tallerken. Det eneste i rummet der fortjente hendes opmærksomhed. Ingen sad ved siden af hende. Ingen talte til hende. Stolen til venstre for hende var skubbet ud som om nogen havde rejst sig og gået.

"Det er hende der sprang først i floden," hviskede Ahra med munden halvfuld af kartofler. "Hende der var modigere end alle os andre."

"Hvorfor sidder hun alene?"

Ahra trak på skuldrene. "Ingen idé."

Jeg tog min tallerken og rejste mig. Ahra kiggede forvirret på mig. Jeg gik hen til den tomme stol ved siden af pigen og satte mig ned.

Da jeg sad, kom duften. Alle de mennesker jeg havde mødt i den her verden duftede af noget. Ahra af varm bark og honning. Haltora af jern og ild. Men hun duftede af saltvind og kold sten og vilde roser, den slags roser der gror på klipper ved havet hvor ingen har plantet dem. Det var den første duft der fik mig til at glemme at trække vejret et øjeblik.

Hun kiggede op. Hendes øjne var vågne og mistænksomme og blå som floden udenfor.

"Er stolen ledig?" sagde jeg, selvom jeg allerede sad i den. Det var en dum ting at sige. Men dumme ting er nogle gange de eneste ærlige ting, fordi de siger "jeg ved godt jeg gør noget underligt, og jeg gør det alligevel."

"Åbenbart," sagde hun. Et halvt smil, den ene mundvig, der forsvandt lige så hurtigt igen. Men det var der. Der var noget i hendes stemme der ikke var uvenligt, men heller ikke venligt. Det var stemmen fra en person der var vant til at folk satte sig ned og gik igen.

"Jeg hedder Chris," sagde jeg. "Chris Godrand."

Tredje gang. Det blev nemmere for hver gang.

"Retia Caritas," sagde hun. Så kiggede hun på mig og ventede på resten. "Har du ikke hørt om mig?"

"Nej," sagde jeg. "Jeg har ikke hørt om nogen. Jeg kom her i dag."

Noget i hendes ansigt ændrede sig. Ikke et smil. Bare en lille åbning, En dør der havde været lukket et stykke tid var gået et par centimeter op.

"Så sidder du her fordi du vil, og ikke fordi du ikke ved bedre?"

"Jeg sidder her fordi der var en ledig stol," sagde jeg. "Og fordi du sprang først i floden, og det syntes jeg var ret modigt."

Ahra satte sig ned på den anden side af hende med sin tallerken i den ene hånd og den anden allerede i gang med at gestikulere. "Hej. Jeg er Ahra. Må jeg sidde her? Der er mere plads end derovre. Og Chris er stille, men det er okay. Jeg snakker nok for os begge."

Retia kiggede på os begge to. Og for første gang siden jeg havde set hende, var der noget i hendes øjne der ikke var mistænksomt. Det var ikke tillid. Ikke endnu. Men det var begyndelsen på noget der måske kunne blive det.

"Ja," sagde hun. "I må gerne sidde her."

Jeg har tænkt på det øjeblik mange gange siden. Ikke fordi det var dramatisk. Men fordi det var der det begyndte, det hele, alt det der kom efter, det gode og det forfærdelige, og ingen af os vidste det endnu.

Det var bare fire ord. Men hun sagde dem, og hun mente dem, og jeg kunne mærke forskellen. Jeg havde hørt "ja" sagt på tusind måder i mit liv. Matronens "ja" der betød "spørg mig ikke mere". Lærernes "ja" der betød "sæt dig ned". Retias "ja" betød: "Jeg vælger jer. I det mindste lige nu."

Det var nok.

Opholdsstuen var næsten tom da vi kom tilbage. De fleste elever var gået i seng. Ahra viste mig vej til sovesalen, et langt rum med senge på række ned langs begge vægge, og jeg fandt min seng med mit navn skrevet på et lille skilt ved hovedgærdet.

Chris Godrand.

Jeg satte mig på sengekanten og begyndte at tage mine sko af. Ahra lå allerede på sin seng to pladser væk og var ved at falde i søvn.

"Godnat," sagde han. Han lå på siden med ansigtet mod væggen og trak tæppet op over sin skulder.

"Godnat," sagde jeg.

Jeg sparkede mine sko af, trak mine ben op på sengen og lå et øjeblik ovenpå tæppet inden jeg trak det op over mine skuldre. Sengen var blødere end den på Hayman Kollegiet, og puderne duftede af lavendel og salt og noget tredje der mindede om tørt græs i sensommeren. Tæppet var tungt og varmt, og det lagde sig over mig som om det vidste at jeg var træt, og for første gang i lang tid mærkede jeg min egen krop slippe. Skuldrene sank ned. Kæben slap. Mine hænder der altid var knyttede om noget usynligt åbnede sig langsomt mod madrassen.

Jeg lå længe og kiggede op i mørket.

Vuldators ansigt. Den smerte der kom og gik. Haltoras helt sorte øjne. Drømmen om de enogtyve kappeklædte. Den hemmelige passage der havde åbnet sig, ikke fordi jeg ledte, men fordi jeg stoppede. Ahras rystende fingre efter løftet. Og Retias stemme der sagde "I må gerne sidde her" som om det var det modigste hun havde sagt hele dagen.

Et sted i mit bryst, dybt nede under sulten og trætheden og forvirringen, var der en lille varme der ikke havde været der da jeg var vågnet den morgen.

"Nogen her kender dig," hviskede jeg til mørket.

Mørket svarede ikke.

Men det føltes alligevel som om det lyttede.