Dherak kan ikke skabes. Det kan ikke destrueres. Det kan kun flyttes fra et sted til et andet, og prisen betales altid.

Prof. Haltora, forelæsningsnoter, årstal ukendt

Kapitel 10

Defluo

Duggen vækkede mig.

Den lå på alt. På mit tæppe, på mine hænder, på Alôpex' pels der glimtede i det tidlige lys. Den lugtede af nat og jord og det søde, kolde der er i morgenluft man aldrig har indåndet fra en seng. Himlen over trækronerne var grå og rosa, og alt var stille undtagen fuglene der var begyndt at synge med en insisteren der sagde at natten var ovre, uanset om man var klar til det.

Jeg satte mig op. Min krop var stiv og øm og koldt på de steder tæppet ikke havde dækket. Men luften der fyldte mine lunger da jeg trak vejret dybt, var den reneste luft jeg nogensinde havde indåndet. Den smagte af fyrreskov og dug og det der er tilbage når alt det menneskelige er fjernet.

Ahra lå stadig og sov. Hans ben var hævet, og stoffet omkring biddet var mørkt af tørret blod. Lynx lå vågen ved hans side og kiggede på mig med gule øjne der sagde "han har det ikke godt, men han lever."

Retia var allerede oppe. Hun stod ved kanten af lysningen med kortet åbent i luften foran sig og Fulmen på sin skulder, og hun studerede symbolerne med den koncentrerede intensitet hun havde når hun besluttede noget.

"God morgen," sagde hun uden at vende sig.

"God morgen."

"Anden skriftrulle er der." Hun pegede på et symbol nordøst for vores position, halvvejs oppe ad bjergsiden. "Tredje er der." Et andet symbol, højere oppe, tæt på huset. "Hvis vi holder tempoet, kan vi nå huset inden mørket falder."

"Ahra kan ikke holde det tempo," sagde jeg.

"Så hjælper vi ham," sagde hun. Ikke koldt. Bare faktuelt. Retia var ikke den type der pakkede sandheden ind for at gøre den nemmere at sluge.

Ahra vågnede en halv time senere med et ansigt der var falmet til den grålige farve hud får når den har brugt natten på at kæmpe med noget indeni. Biddet på hans ben var hævet og mørkt, og huden omkring det var varm da jeg rørte den.

"Det er inficeret," sagde Retia og kiggede på det med det nøgterne blik hun brugte når hun vurderede ting.

"Det er fint," sagde Ahra og prøvede at stå. Han skar ansigt og greb fat i en gren for at holde balancen. Lynx pressede sig mod hans gode ben, og Ahra lagde en hånd på lossens hoved og stod stille et øjeblik med lukkede øjne og trak vejret igennem tænderne.

"Jeg kan gå," sagde han. "Det gør ondt, men jeg kan gå."

Han sagde det med en beslutsomhed der var ny for ham. Ikke Ahras normale nervøse energi. Noget roligere, noget der var kommet til ham i løbet af natten, mellem smerten og mørket og den stilhed vi havde delt ved bålet.

Jeg tog hans taske og lagde den over min egen skulder, oven på min egen taske og buen og koggeret. Det var tungt. Alt var tungt. Han begyndte at protestere, men jeg kiggede på ham, og han stoppede.

Ingen af os sagde noget. Vi begyndte bare at gå.

Vi fulgte Retia.

Og hun var dygtig. Ikke på den prangende måde, ikke med store beslutninger og dramatiske valg. Det var de små ting. Hun stoppede ved et kryds mellem to stier og kiggede ikke bare på kortet, hun kiggede på solen, på træernes vækstretning, på den side af stenene hvor mosset groede tykkest. Hun valgte stier der undgik de stejleste stigninger, ikke de korteste, fordi hun vidste at Ahra ikke kunne klatre med sit ben. Hun sagde ingenting om det. Hun bare gik den vej der var lettest for ham og lod ham tro at det var den eneste vej.

Det var den slags lederskab der ikke beder om at blive bemærket.

Halvvejs opad stoppede hun og kiggede på en gruppe sten der lå i en bue. "Der har været en sti her engang," sagde hun. "Stenene er lagt af mennesker, ikke af naturen. Se kanterne."

Jeg kiggede. Hun havde ret. Stenene var for jævne, for regelmæssige. Nogen havde lagt dem der for lang tid siden.

"En sti op til hvad?" sagde jeg.

"Det ved jeg ikke," sagde Retia. "Men den fører den rigtige vej."

Vi fulgte de gamle sten opad, og de førte os igennem den tætteste del af skoven hurtigere end kortet havde antydet var muligt.

Og jeg lod hende lede, og det gjorde ikke ondt. Det var mærkeligt. Hele mit liv havde jeg bygget mig selv af det at være den bedste, den hurtigste, den stærkeste, den der klarede forhindringsbanen på fire minutter og tolv sekunder. At lade nogen andre gå forrest burde føles som at give noget fra mig. Men det føltes som at sætte en rygsæk ned man har båret så længe at man har glemt at den er der, og først når vægten forsvinder, forstår man hvor tung den var.

For første gang i lang tid behøvede jeg bare følge. Og det var befriende på en måde min krop forstod før min hjerne gjorde: mine skuldre slap, min kæbe slap, og mine skridt blev lettere.

Terrænet blev hårdere jo højere vi kom. Jord blev til sten, og sten blev til klippe, og træerne blev lavere og mere vindblæste, bøjet af årtiers storm i én retning. Luften blev tyndere og koldere, og den bar en ny duft med sig: sne. Et sted højere oppe lå der sne, selvom det var sensommer nede ved kysten. Vinden havde skiftet, og den kom nu ovenfra, kold og ren, med en skarphed der skar i kinderne og fik mine øjne til at løbe.

Den anden skriftrulle lå i en revne i en klippevæg. Retia fandt den.

Ikke ved uheld. Hun stoppede, kiggede på kortet, kiggede på klippen, gik hen til en specifik revne i den grå sten, stak sin hånd ind, og trak den ud med en rulle pergament mellem fingrene.

"To ned," sagde hun.

"Det var dit fund," sagde jeg.

Hun kiggede på mig. Overrasket. Retia var ikke vant til at nogen anerkendte det hun gjorde. Hun var vant til at folk enten ignorerede hende eller anklagede hende for at snyde.

"Ja," sagde hun. "Det var."

Ahra sad på en sten og holdt sit ben. "Fedt. Kan vi tage en pause?"

Vi tog en pause. Ahra drak vand og rettede bandagen om sit ben, og hans ansigt var grå af smerte. Lynx sad ved hans fødder og kiggede bekymret op på ham.

"Vi kan stadig vende om," sagde Ahra stille. "Det er ikke for sent."

"Nej," sagde Retia.

"Mit ben..."

"Bliver værre uanset hvad vi gør. Vi kan lige så godt gå opad som nedad." Hun satte sig ned på hug foran ham, så de var i øjenhøjde, og lagde sin hånd på hans knæ, det raske. Hendes blik var ikke strengt. Det var fast. "Vi stopper ikke, Ahra. Ikke nu."

Ahra kiggede på mig. Jeg ville beskytte ham. Jeg ville bære ham hele vejen op ad bjerget hvis det var nødvendigt. Men jeg vidste at Retia havde ret, og det at hun havde ret og at jeg vidste det og at det alligevel gjorde ondt, var en af de ting jeg lærte den dag om hvad det vil sige at have mennesker man holder af.

"Vi fortsætter," sagde jeg.

Ahra lukkede øjnene. Åbnede dem igen. Nikkede.

Jeg gav ham min arm. Han greb fat med begge hænder, og hans fingre var varme og klamme mod min hud. Han trak sig op. Lynx gik tæt ved hans anden side, pressede sin krop mod hans ben ved hvert skridt. Vi begyndte at klatre igen, langsomt nu, tre mennesker og tre dyr der bevægede sig opad igennem en skov der lugtede af mos og våd sten.

Den tredje skriftrulle var synlig fra tyve meters afstand. Den lå på et klippefremspring under en overhæng af sten, helt åbenlyst, og den lyste svagt guldet i det lys der sivede ned igennem bladtaget.

Vi kunne se den. Vi kunne bare ikke nå den.

Barrieren var usynlig. Retia gik lige ind i den og prallede af med et ryk der sendte hende tre skridt tilbage. Det var ingen væg man kunne se eller røre. Det var bare et nej. Et punkt i luften hvor verden sagde "ikke længere."

"Ignis," sagde Retia og holdt sin hånd mod barrieren. Den blå flamme ramte overfladen og sprøjtede til siderne og døde. Ingenting.

Ahra prøvede. "Scutum." Det usynlige skjold mødtes med den usynlige barriere, og der var et kort glimt af hvidt lys, og så ingenting. Ahra satte sig ned på klippefladen med et ansigt der var opgivende.

"Hvad gør vi nu?" sagde han.

Jeg kiggede på skriftrullen bag barrieren. Den var ti meter væk. Ti meter og en umulig væg.

"Sig ordet. Tænk på stedet. Slip."

Instruksen fra skriftrullen i forberedelsesrummet. Tre sætninger. Simpelt. Umuligt.

Retia kiggede på mig. "Chris."

"Ja."

"Du har aldrig gjort det før."

"Nej."

"Hvis det går galt..."

"Så finder I den sidste skriftrulle uden mig."

Ahra begyndte at sige noget, men Retia rørte ved hans arm, og han tav.

Jeg trådte hen til barrieren. Alôpex sad på min skulder, og hendes pels var varm mod min hals, og hendes hjerte slog mod min kæbe.

"Sammen?" sagde hun i mit hoved.

"Sammen."

Jeg lukkede øjnene. Alôpex' pels mod min hals. Hendes hjerte mod mit. To hjerter der slog i samme takt, og jeg vidste ikke hvornår de var begyndt at gøre det, men de gjorde det nu.

Jeg tænkte ikke på skriftrullen. Jeg tænkte ikke på barrieren. Jeg lod tankerne falde fra mig, den ene efter den anden, som sten man slipper ned i vand. Oxford. Matronen. Brevet. Havregrøden. Porten der lukkede med et klik. Den ældre kvinde på bussen. Ahras papirer der faldt. Retias vilde roser. Vuldators lukkede hånd. Surains rystende hænder. De fire mennesker der kendte mit navn og ikke ville fortælle mig hvad det betød.

Sten for sten for sten, ned i vandet, og vandet lukkede sig over dem.

Og da der ikke var flere sten, var der bare stilhed. Og i stilheden var der plads.

Jeg slap.

"Defluo."

Min krop forsvandt. Ikke smerteligt. Ikke skræmmende. Det var bare fravær. Jeg var ingen steder, og jeg var alle steder, og der var en smag af kobber i min mund og en lyd der var for dyb til at høre, mere en vibration end en tone, og den sang igennem mine knogler og mine tænder og mine fingerspidser.

Det var ikke smerte. Det var fravær. Jeg var ingen steder, og jeg var alle steder, og der var en smag af kobber i min mund og en lyd der var for dyb til at høre og et lys der var for hvidt til at se.

Og så var jeg et andet sted.

Ikke ved skriftrullen.

En hule.

Mørk. Kold. Men ikke tom.

Vægge af sort sten der glimtede svagt, og i det svage lys kunne jeg se symboler hugget ind i overfladen med noget der var skarpere end nogen menneskelig hånd. De dækkede alt, fra gulv til loft, rækker af tegn og mønstre der snoede sig rundt om hinanden, og de pulserede svagt, som om de stadig bar resterne af den magi der havde skabt dem.

Og midt i det hele, større end de andre, hugget ind med en præcision der fik det til at se ud, det var vokset ud af stenen selv: en krans af tjørn. Et sværd igennem en sten. En daggert lagt tværs over. Det samme symbol. Det samme symbol der var på mit brev, på skjoldet i min bankboks, på brandmærket på slottets mur.

Luften i hulen lugtede af gammel Dherak. Tyk og metallisk, hundrede gange stærkere end i den hemmelige lufthavn, så stærk at den satte sig i tænderne og på tungen og føltes som at indånde metal. Og der var andre dufte under den: gammel sten, gammel ild, gammel sorg. Noget forfærdeligt var sket her engang. Hulens vægge huskede det, selvom der ikke var nogen tilbage til at fortælle det.

Og der var noget mere. Mærker i støvet på gulvet. Fodspor. Ikke gamle. Kanten af aftrykket var stadig skarp, støvet var stadig skubbet til side. Nogen havde været her for nylig. Måske dage siden. Måske timer.

Min hånd rørte ved tjørn-krans-symbolet på væggen. Det var varmt. Stenen var kold overalt undtagen der hvor symbolet var hugget ind. Der var varmt, levende, som om noget pulserede bag det.

Alôpex pressede sig mod mit ben. "Chris. Vi skal væk herfra. Det her sted er ikke til os. Endnu."

Endnu.

Jeg nåede at se det i fem sekunder. Måske seks.

Så trak magien mig videre, og jeg stod ved skriftrullen.

Mine hænder rystede. Mit hjerte hamrede. Alôpex's kløer var gravet så dybt ind i min skulder at det gjorde ondt. Men skriftrullen lå foran mig, og barrieren var bag mig, og jeg var igennem.

Jeg samlede den op.

Retia og Ahra stod på den anden side af barrieren og kiggede på mig med øjne der var store og tavse.

"Hvad skete der?" sagde Ahra. "Du var væk. Ikke bare igennem. Væk. I ti sekunder var du ingen steder."

"Jeg ved det ikke," sagde jeg.

Det var ikke helt sandt. Jeg vidste at jeg havde været et sted der ikke var på kortet. Et sted der ikke var en del af prøven. Men jeg sagde det ikke. Ikke endnu.

Barrieren var væk nu. De gik igennem uden modstand, og vi stod alle tre på klippefremspringet med tre skriftruller og et bjerg der rejste sig over os.

"Huset er deroppe," sagde Retia og pegede.

Vi klatrede de sidste hundrede meter i stilhed. Solen var begyndt at gå ned, og lyset var gyldent og skrået, og det kastede lange skygger fra stenene der lignede fingre der pegede opad. Luften var tynd og kold og ren, og den smagte af sne og sten og noget der var større end os.

Huset stod nær toppen. Lille. Af sten. Med en dør der var åben.

Indenfor var der et bord med en cirkel tegnet på det. En teleport-cirkel.

"Læg de tre skriftruller i cirklen," sagde en stemme der kom fra væggene. Arcanus' stemme.

Retia lagde den første. Ahra lagde den anden. Jeg lagde den tredje.

Cirklen lyste op. Hvidt, derefter blåt, derefter gyldent. Og så var vi ikke i huset mere.

Vi stod på Déynáirs græsplæne. Morgenlys. Mine knæ gav efter, og jeg satte mig ned i det dugvåde græs og mærkede kulden og fugten trænge igennem mine bukser. Ahra lå allerede fladt på ryggen med udstrakte arme. Retia stod stadig oprejst, men hendes hænder rystede, og hun stak dem i sine lommer for at skjule det. Slottet lå foran os. Floden til venstre, bred og klar i det tidlige lys.

Retia kiggede på mig. Ahra kiggede på mig. Alôpex lå tungt om min hals.

"Vi klarede det," sagde Ahra.

Vi havde været væk i under to dage.