Prøveøen blev udvalgt af skolens første rektor for tre hundrede år siden. Ingen ved hvorfor han valgte netop den ø. Da han blev spurgt, sagde han bare: Den valgte mig. Han sagde aldrig noget mere om det, og ingen spurgte igen.

Déynáirs historie, tredje udgave

Kapitel 9

Øen

Kulden ramte mig først.

Ikke den slags kulde man føler i november i Oxford, tør og bidende og velkendt. Det her var en anderledes kulde. Fugtig og tung, mættet med duften af fyrreskov og våd jord og noget ældre, noget der lugtede af mos og råd og ting der havde vokset og var døde og vokset igen i hundredvis af år uden at nogen mennesker havde rørt ved dem.

Mine fødder sank ned i blødt underlag. Blade, jord, rødder. Mørket var totalt. Ikke byens mørke hvor der altid er en gadelygte eller et vindue eller en billygte et sted i kanten af synsfeltet. Det her var skovens mørke, det kompakte, levende mørke der har sin egen vægt og sin egen lugt og sin egen lyd.

Og lyden var overalt. Dryppen fra blade. Vind i trækroner. Noget der bevægede sig i undervegetationen, småt og hurtigt. Og længere væk, dybt i skoven, en fugl der skreg en enkelt gang og tav.

Jeg var alene.

"Ahra?" sagde jeg. Min stemme lød forkert herude. For høj. For menneskelig.

Ingen svarede.

"Retia?"

Ingenting.

Alôpex' kløer strammede sig om min skulder. Hendes snude var kold mod min hals, og hendes åndedræt var hurtigt og opmærksomt.

"Mod nord," sagde hun i mit hoved. "De andre er mod nord. Jeg kan mærke Lynx."

Mod nord. Men hvor var nord? Jeg stillede mig stille og lod mine øjne vænne sig til mørket. Langsomt begyndte formerne at komme frem. Træstammer. Grene. Og på stammerne, i den svage rest af månelys der sivede ned igennem bladtaget, kunne jeg se mosset. Det groede tykkest på den ene side af hvert træ, den nordlige side, den side der fik mindst sol. Det var noget Mr. Dewson havde sagt i en af sine sjældne nyttige øjeblikke på forhindringsbanen: "Mos gror mod nord, drenge. Husk det. En dag kan det redde jer."

Jeg havde aldrig troet at den dag ville komme. Men her var den.

Jeg begyndte at gå. Mine hænder fandt træstammer i mørket, ru bark under mine fingre, og jeg fulgte dem fra træ til træ med Alôpex som mit kompas. Barken var forskellig under mine fingre fra træ til træ. Noget var glat og koldt, birk måske. Noget var dybt furet og tørt, gammelt egetræ der havde stået her i hundredvis af år. Noget var blødt og fugtigt af mos, og mine fingre sank ned i det og kom op med en duft af jord og regn og et helt miniatureøkosystem der levede sit liv i mørket uden at nogen nogensinde kiggede på det.

Grenene hang lavt og ridsede mine kinder med den slags lette snit man ikke mærker før bagefter. Mine fødder snublede over rødder jeg ikke kunne se, og to gange faldt jeg og landede med hænderne i noget der var koldt og vådt og levende, blade og jord og svampe der knuste under min vægt med en blød, giftig duft.

Alôpex løb foran mig og stoppede og ventede og løb igen, og jeg fulgte hendes hvide pels igennem mørket som en stjerne man navigerer efter.

Det tog ti minutter at finde dem. Eller det føltes som ti minutter. Det kunne have været en time. Tiden i skoven fulgte sine egne regler.

Ahra stod ved et stort, fladt klippestykke og holdede Lynx tæt ind til sig. Hans ansigt var hvidt i mørket, og hans hænder rystede, og da han så mig kom der en lyd ud af ham der var halvt lettelse og halvt noget der lignede et hulk han prøvede at stoppe.

"Gudskelov," sagde han. "Jeg troede... jeg vidste ikke..."

"Jeg er her," sagde jeg.

Retia sad på klippen med Fulmen på sin skulder. Hun så ikke bange ud. Hun så ud som en person der havde besluttet sig for ikke at være bange, uanset hvad det kostede. Hendes duft nåede mig igennem skovluften, saltvind og vilde roser, og den var skarpere end normalt. Angst, tænkte jeg. Angst gør duften skarpere.

"Er alle okay?" sagde hun.

"Ja," sagde jeg.

"Godt. Kortet."

Jeg tog kortet frem fra min inderlomme. Det var krøllet og fugtigt, men da jeg foldede det ud, steg øen op af papiret og hang svævende i luften mellem os, lysende svagt grønt i mørket. Den røde prik der viste vores position blinkede i den sydlige del af skoven, tæt ved kysten. Huset på toppen af bjerget lå langt mod nord, et lille symbol der blinkede svagt hvidt.

"Vi er her," sagde Retia og pegede. "Bjerget er der. Vi har tre dage. Det er langt, men det er muligt."

"Hvis vi ikke dør først," sagde Ahra.

"Vi dør ikke," sagde Retia. Og den måde hun sagde det på, fik mig næsten til at tro på det.

Vi fandt det første depot efter en halv times vandring mod nord. En lille cirkel af sten med en pose i midten, markeret med det symbol vi havde set på kortet. Posen indeholdt tørret kød, to vandflasker, et tæppe der var tyndere end papir men varmere end uld da jeg lagde det over mine skuldre, og et svævende kompas der drejede langsomt i luften over min hånd.

"Mad for en dag, måske halvanden," sagde Retia og vurderede portionerne med et blik der sagde at hun havde prøvet at rationere før.

Vi satte os ned med ryggen mod en stor sten og spiste. Det tørrede kød var salt og sejt, og jeg bed stykker af det og tyggede langsomt mens Ahra drak af vandflasken og gav den videre til Retia der tørrede mundstykket af med ærmet inden hun drak. Vi sagde ikke meget. Vi spiste og drak og kiggede op mod trækronerne, og så rejste vi os og gik videre. Skoven ændrede sig mens vi gik dybere ind. Træerne blev højere, stammerne tykkere, og luften blev koldere og mere stille. Duften af fyrreskov blev stærkere, blandet med noget sødere, noget der mindede om de blomster jeg havde lugtet på engen hos Surain men mørkere, tungere, som blomster der gror i skygge i stedet for i sol.

Alôpex løb på jorden foran mig nu, hendes hvide pels næsten lysende i mørket, og hun stoppede regelmæssigt op og snuste til luften med sin sorte snude.

"Hvad kan du lugte?" spurgte jeg hende i tankerne.

"Alt," sagde hun. "Jord. Vand. Dyr der sover. Og noget gammelt. Noget der har været her længe."

"Farligt?"

"Ikke endnu."

Vi gik videre. Og det var Alôpex der fandt den første skriftrulle.

Hun stoppede midt i et skridt og begyndte at grave. Hendes poter arbejdede hurtigt i den bløde skovbund, og jordklumper fløj bagud mellem hendes ben, og efter tyve sekunders graveri trak hun en lille rulle pergament op af jorden med tænderne og lagde den ved mine fødder.

"Den var under roden," sagde hun. "Den lugtede af gammel magi."

Jeg samlede den op. Den var forseglet med rødt voks, og da jeg brækkede seglet og rullede den ud, lyste teksten op i et kort, blåligt glimt og slukkede igen. Jeg kunne ikke læse hvad der stod. Men den var der.

Retia kiggede på mig med et udtryk der lavede noget interessant med hendes ansigt: det ene øjenbryn gik op, den ene mundvig gik ned, og resultatet var en blanding af imponeret og irriteret der var så unik for hende at jeg allerede var begyndt at genkende den. Det var det ansigt hun lavede når nogen gjorde noget hun ikke kunne forklare.

"Du ledte ikke engang efter den."

"Nej," sagde jeg. "Det var Alôpex."

"Det er stadig dig," sagde hun. "Din Amícûs er en del af dig."

Ahra kiggede fra skriftrullen til mig til Alôpex og tilbage igen. "En ned, to tilbage. Skal vi finde et sted at overnatte?"

Vi fandt en lysning med et klippefremspring der gav læ fra vinden. Jorden her var blødere, dækket af et tykt lag nåle der knasede under vores fødder og lugtede af harpiks og noget sødt, den lugt fyrretræ har når det har ligget i årevis og langsomt giver sine olier fra sig. Klippevæggen bag os var ru og kold, dækket af lav og mos, og den gav en fornemmelse af beskyttelse bare ved at være der.

Retia holdt sin hånd frem over den bunke tørre grene vi havde samlet. Lukkede øjnene. En lille rynke dukkede op mellem hendes øjenbryn, den slags rynke der siger at noget kræver noget af en.

"Ignis."

Flammen der kom var blå. Ikke orange, ikke gul. Blå, med en kerne af hvidt, og den kastede et lys over lysningen der forvandlede alting. Skyggerne fra træerne blev lange og skarpe, og mosset på stenene glimtede, og vores ansigter blev oplyste fra neden med et skær der fik os alle til at se ældre ud. Ilden varmede ansigtet men ikke ryggen, og den lugtede af den lugt elektricitet har lige efter et lyn, ren og skarp og levende.

"Min bedstemor lærte mig det," sagde Retia. "Blå ild brænder længere end orange."

Vi satte os rundt om ilden, og varmen trak langsomt ind i mine fingre, mine kinder, mine øjenlåg. Min ryg var stadig kold, presset mod klippevæggen, og kontrasten mellem den varme forside og den kolde bagside af min krop var mærkelig og intim, en påmindelse om at jeg var et fysisk menneske i et fysisk sted.

Alôpex lagde sig i mit skød, varm og tung, og hendes hjerte slog mod mit ben. Lynx lå ved Ahras side med hovedet på hans lår. Fulmen sad på en gren over Retias hoved og kiggede ud i mørket med sine gyldne øjne.

Og det var da det kom.

Ikke en lyd. En følelse. En fornemmelse af at noget i skoven havde ændret sig. Alôpex løftede hovedet og rettede sine ører mod mørket. Lynx rejste sig med en lav knurren. Fulmen fløj op og kredsede over lysningen med hurtige, nervøse slag.

"Hvad..." begyndte Ahra.

"Stille," hviskede Retia.

Vi lyttede. Og nu hørte jeg det. Ikke fodtrin. Ikke grene der knækkede. Noget andet. En kulde der rykkede tættere på, langsomt og bevidst. Ikke vejret. Noget der bevægede sig igennem vejret. Temperaturen i lysningen faldt. Min udånding blev til damp foran mit ansigt. Ilden flakkede og blev mindre, og Retia kiggede ned på den med et udtryk der sagde at det ikke var hendes skyld.

"Noget trækker Dherak fra ilden," hviskede hun.

Mørket bag træerne blev tættere. Ikke mørkere. Tættere. Der var noget derude der ikke bare var fravær af lys, men tilstedeværelse af noget der absorberede det. Jeg mærkede det på min hud, en kribling der løb op ad mine arme og ned ad min ryg, og mine tænder begyndte at klapre, ikke af kulde men af noget dybere, noget min krop reagerede på før min hjerne forstod hvad det var.

"Chris," sagde Alôpex i mit hoved. Hendes stemme var anspændt. "Det er gammelt. Meget gammelt. Det hører til øen."

Ahra var hvid i ansigtet. Hans hænder rystede, og han kiggede fra mig til Retia til mørket, og hans hele krop vibrerede af den slags panik der ikke er dramatisk men total, den der fylder alt fra fingerspidserne til tænderne.

"Scutum!" sagde han.

Ordet kom ud af ham halvkvalt, men det kom, og i det øjeblik han sagde det glimtede noget i luften rundt om os. Et usynligt skjold, en blære i virkeligheden, og det lyste et splitsekund med en svag guldhvid tone. Kulden trak sig et skridt tilbage.

Men kun et skridt.

Det der var derude trykkede mod skjoldet. Jeg kunne mærke det, et pres der ikke var fysisk men som min krop registrerede alligevel, en tyngde mod mine skuldre og mit bryst. Alôpex knurrede lavt, en lyd jeg aldrig havde hørt fra hende, dyb og gammel og instinktiv.

Så trak det sig tilbage. Langsomt. Bevidst. Ikke fordi det var bange for os. Fordi det havde set nok.

Ahra sank sammen. Hans ansigt var aske-gråt, sved stod på hans pande, og hans hænder rystede så voldsomt at han måtte presse dem mod jorden for at stoppe dem.

"Er det væk?" sagde han.

"For nu," sagde Retia.

Ahra kiggede ned på sine hænder. De rystede stadig, men langsommere nu, som efterdønninger af noget der var løbet igennem ham og havde taget noget med sig på vej ud.

"Jeg er udmattet," sagde han stille. "Scutum tog noget af mig. Inde fra brystet. Det føles som om nogen har taget en spand og øst noget af mig ud."

"Dherak," sagde Retia. "Batteriet. Magi koster."

Ahra lo. Et tørt, halvkvalt grin. "Sjovt at det er mig der finder ud af det på den hårde måde."

Ilden begyndte langsomt at vokse igen nu da det der havde trukket fra den var væk. Varmen vendte tilbage. Mine skuldre slap. Min kæbe slap.

Vi satte os tættere rundt om ilden end vi havde gjort før. Tættere end fremmede sidder. Tættere end venner der bare er venner. Tættere som folk der lige har stået sammen imod noget de ikke forstod.

Og så var der stille. Ikke den ubehagelige stilhed man har med fremmede. Den slags stilhed man har med mennesker man har gået igennem noget med. Det var en stilhed der ventede på at nogen skulle fylde den med noget der betød noget.

Det var Ahra der startede. Selvfølgelig var det Ahra.

"Jeg har aldrig haft en ven før," sagde han. Han sagde det til ilden, ikke til os. Hans fingre pillede ved en lille kvist, brækkede den i små stykker, systematisk, som om hans hænder havde brug for noget at gøre mens hans mund sagde noget hans hænder helst ville holde inde. "Jeg ved godt det lyder mærkeligt. Men hjemmeskoling er..." Han stoppede. "Min bedstemor er det klogeste menneske jeg kender. Hun kan ting med Dherak jeg aldrig vil lære. Men kloge mennesker er ikke altid varme mennesker, og hun lærte mig alt undtagen hvordan man taler med folk på sin egen alder." Han trak vejret dybt. "Jeg taler for meget. Jeg ved det godt. Det er fordi stilheden minder mig om alle de rum jeg sad alene i."

Ingen af os sagde noget. Ilden knitrede.

"Min far var god engang," sagde Retia. Hendes stemme var lav. "Der var en aften da jeg var syv. Han kom hjem sent. Han satte sig på min seng og fortalte mig en historie om en prinsesse der boede i et slot ved havet. Han rørte mit hår og sagde godnat." Hun kiggede ned i sine hænder. "Han duftede af noget jeg ikke kendte. Noget skarpt og bittert under hans aftershave. Jeg vidste ikke hvad det var dengang. Nu ved jeg at det var den lugt der hænger i tøjet når man har været steder man ikke burde have været."

Hun kiggede op. Hendes øjne var blanke i det blå lys, våde men ikke løbende, holdt tilbage af den slags vilje der er stærkere end tyngdekraften. Retia græd ikke. Retia havde besluttet for lang tid siden at hun ikke græd foran mennesker, og den beslutning holdt, selvom alt bag den rystede.

"Det var den bedste aften jeg husker. Og den sidste aften jeg husker ham glad."

Stilheden varede. Ilden knitrede. Et sted i skoven skreg en fugl.

Og så sagde jeg det. Ikke fordi jeg havde tænkt mig at sige det. Men fordi det var der, og det ville ud.

"Min matrone lavede havregrød til mig hver morgen i femten år," sagde jeg. "Hver eneste morgen. Den stod på bordet når jeg kom ned, og den var altid den rigtige temperatur, og der var altid et glas juice ved siden af. Og hver gang jeg spurgte hende hvem mine forældre var, lagde hun sin hånd på min kind og sagde 'din familie ville have det sådan, skat.' Og skubbede skålen lidt tættere på, som om havregrøden var svaret."

Jeg kiggede på Alôpex i mit skød. Hun kiggede op på mig med sine sorte øjne.

"Hun elskede mig nok til at give mig mad," sagde jeg. "Men ikke nok til at give mig sandheden. Og det værste er at jeg ikke ved om det var hendes valg, eller om nogen bad hende om at holde kæft."

Ilden brændte videre. Ingen sagde noget mere. Og det var den bedste stilhed jeg havde mærket. Ikke tom. Fuld. Fuld af tre mennesker der lige havde givet hinanden noget de ikke kunne tage tilbage.

Jeg kunne ikke sove.

De andre var faldet i søvn, Ahra med Lynx krøllet sammen mod hans mave, Retia med Fulmen på en gren lige over hendes hoved. Retias Ignis brændte stadig, lavere nu, en blå glød der kastede lange skygger hen over lysningen.

Jeg lå på ryggen og kiggede op igennem trækronerne. Stjernerne var anderledes her. Ikke de samme som over Oxford. Andre mønstre, andre farver, som om himlen over Anglien var en anden himmel end den jeg var vokset op under.

Alôpex lå på mit bryst med snuden mod min hals, og jeg mærkede hendes åndedræt, varmt og regelmæssigt, og hendes hjerte der slog mod mine ribben.

Og jeg tænkte at det her, denne ø, denne ild, disse to mennesker, måske var det tætteste jeg nogensinde havde været på noget der føltes som et hjem. Og det var mærkeligt at det skete i en skov jeg ikke kendte, på en ø der ikke stod på noget landkort, midt i en prøve jeg måske ikke ville bestå.

Men det var der. Og det var nok.

Og lige inden jeg faldt i søvn, hørte jeg det. Langt ude i skoven. En lyd der ikke var dyr og ikke var vind og ikke var noget jeg kunne sætte navn på. En lav, dyb brummen der vibrerede i jorden under mig, som om øen selv var vågnet et øjeblik og lyttede til os.

Alôpex løftede hovedet. Hendes ører drejede.

"Hvad var det?" sagde jeg.

"Øen," sagde hun. "Den ved vi er her."

Jeg lukkede øjnene og mærkede jorden vibrere under min ryg. Og faldt i søvn med duften af blå ild og fyrreskov og noget meget, meget gammelt der lå og ventede under det hele.