Barrieren til Anglien blev lagt i det syvende år af Krigen. Den blev designet til at holde det farlige inde og det uskyldige ude. I de tre hundrede år siden har den virket upåklageligt.

Det bekymrende er at den aldrig blev designet til at lade nogen igennem. At den gør det alligevel, er noget vi endnu ikke forstår.

Rådets årlige sikkerhedsrapport, optryk nr. 214

Kapitel 3

Den der går på vand

Vi fandt gate 3. Vi fandt pladser ved siden af hinanden. Flyet lignede et fly, men det var det ikke rigtig. Sæderne var lavet af noget der var blødt som læder men varmt som stof, og de formede sig efter min krop da jeg satte mig ned. Stolen kendte mig allerede. Vinduerne var runde og lukkede, og glasset var mælkehvidt, og udenfor var der ingenting at se.

"Det er fordi vi ikke er startet endnu," sagde Ahra da han så mig stirre. "Når vi er i luften, kan du se ud. Det er ret vildt, faktisk."

"Hvad er det her for et fly?" spurgte jeg.

"Det er ikke rigtig et fly. Det hedder et fly fordi der ikke er et bedre ord på Anglîsh. Det er mere en kasse der flyver. Drevet af Dherak." Han sagde det sidste ord som om jeg burde vide hvad det betød. Jeg vidste det ikke.

"Dherak?"

"Den energi der driver al magi. Alle Engle og Drúir har det. Det er ligesom..." Han stoppede. Åbnede munden. Lukkede den igen. "Okay, min bedstemor kunne forklare det her på ti sekunder, men hun er også halvtreds år ældre end mig og skræmmende klog. For mig er det mere... tænk på det som et batteri? Inde i brystet? Nej, det er ikke helt rigtigt. Det er mere som en ild der altid brænder, men du kan godt bruge for meget af den, og så..." Han gestikulerede med begge hænder og tabte næsten sin melonkage. "Okay, batteri. Vi siger batteri. Du har et batteri i brystet. Det oplader sig selv mens du sover. Al den magi du laver, bruger noget af det. Hvis det løber tørt, kan du ikke lave magi, og du bliver rigtig træt. Det var det min bedstemor sagde, bare bedre."

"Alle har det?"

"Alle Engle og Drúir, ja. Normale mennesker har det ikke." Han kiggede på mig med en pludselig usikkerhed i øjnene. "Altså, du har det sikkert også. Du er jo blevet optaget."

Jeg sagde ingenting. Jeg vidste ikke om jeg havde et batteri i mit bryst. Jeg vidste at tyve drenge havde mistet mælet i et omklædningsrum fordi jeg ville have dem til at holde kæft, at luften havde fanget mig da jeg faldt fem meter, og at jeg var svømmet halvtreds meter i november uden at fryse. Om det var Dherak eller noget andet, havde jeg ingen idé om.

Madvognen kom. En kvinde i brun kappe skubbede den ned gennem gangen, og den klirrede af flasker og tallerkener.

"Skal du have noget?" spurgte Ahra.

"Jeg har ikke nogen penge."

"Selvfølgelig giver jeg. Du kan betale mig tilbage når du har vekslet." Han rodede i sin taske og trak en lille pose mønter frem, og hans fingre sorterede blindt igennem dem mens han bestilte melonkager og citronvand til os begge. Melonkagen var den bedste ting jeg nogensinde havde smagt, og det var ikke engang tæt på. Den smagte som sommer og noget der ikke havde et navn, kagen vidste hvad ens yndlingsfrugt var og tilpassede sig.

Vi sad en stund og spiste. Ahra talte om sin familie, om sine brødre, om sin bedstemors Dherak-timer der havde fået ham til at hade torsdage. Jeg lyttede og sagde lidt. Det var nemt at lytte til Ahra. Han talte med hele kroppen: hans hænder tegnede buer i luften når han forklarede noget, hans skuldre løftede sig når han var begejstret, og hans ansigt skiftede udtryk tre gange pr. sætning. Han talte som en flod der ikke kunne stoppe, og det eneste man skulle gøre var at sidde ved bredden og lade ham løbe. Og det mærkelige var at det ikke var irriterende. Det var befriende at sidde overfor et menneske der sagde alt det de tænkte, når man selv altid holdt alt det man tænkte inde.

"Hvad er de kollegier du nævnte i lufthavnen?" spurgte jeg da der var en pause.

"Fem kollegier. Toníâs for de kloge og loyale. Ästonie for de tapre med god hukommelse. Razolní for de modige og gode, fysisk og mentalt. Gistónu for de..." Han stoppede. Hans mund lukkede sig et øjeblik som om han prøvede at holde et ord tilbage. "De magtbegærlige. De mørkeste. De der prøver at sno sig ud af alt." Han sagde det som om Gistónu var et sted man sendte folk hen for at straffe dem.

"Og det femte?"

"Ushenhiener. Kun Drúir. De dygtigste Drúir bliver samlet der, og de har deres egne timer, og der er næsten ingen der kender dem." Han trak på skuldrene. "Det er lidt mærkeligt, faktisk."

"Hvilken vil du på?"

"Razolní. Begge mine brødre har gået på Razolní." Han sagde det hurtigt. Han havde haft den samtale med sig selv mange gange. "Hvad med dig?"

Jeg trak på skuldrene. "Jeg ved ikke nok om dem til at have en mening."

"Det finder du ud af. Det gør alle." Han smilede, men det varede kun et sekund, og så var usikkerheden der igen, nede i bunden af hans øjne. Ahra var bange. Ikke for skolen. For sig selv.

Jeg trak mine ben op under mig i sædet og lænede mig tilbage og lukkede øjnene. Mine hænder lå i mit skød, tomme og stille. Flyet brummede lavt som en kat der spinder, og vibrationerne gik op igennem gulvet og ind i mine knogler. Jeg tænkte på brevet. Jeg tænkte på Oxford. Jeg tænkte på matronen der aldrig havde svaret, og Mr. Pendry der ville vente forgæves på mit stamtræ.

Til sidst faldt jeg i søvn.

Mørke. Kulde. Lugt af stearinlys og gammel sten.

Et bord. Rundt. Mennesker rundt om det, mange, i kapper med hætterne trukket op. Jeg kunne ikke se ansigter. Kun skygger og stearinlys og hænder der lå fladt på bordet.

"De Tretten rejser sig igen." En mands stemme, for enden af bordet. "Vi må handle."

"De er stærkere end os." En kvinde. Rolig, men ikke rolig nok.

Så en latter. Lav og tør og uden humor. "Jeg ved lige hvordan. Vi skal bare..."

Mørket tog ham. Resten forsvandt. Og det sidste jeg mærkede inden alting blev sort var en kulde der ikke hørte til i en drøm, og en lugt af noget der brændte et sted langt væk.

"Chris! Tag din sele på, vi lander snart!"

Jeg vågnede med et ryk. Ahras hånd var på min skulder, og lyset skar mig i øjnene. Flyet vibrerede voldsommere end før.

"Hvad..." sagde jeg. Min stemme var tyk af søvn.

"Sele. Nu." Ahra satte sin egen på og kiggede nervøst ud af vinduet. Glasset var ikke længere mælkehvidt. Det var gennemsigtigt, og udenfor var der himmel, men himlen var forkert. Den var for tæt. For grøn. Som om atmosfæren selv var lavet af noget andet end luft.

Jeg tog min sele på og prøvede at samle drømmen sammen i mit hoved. Hvem var De Tretten? Hvem sad der rundt om det bord? Og hvem var mesteren, og hvad var det han vidste hvordan de skulle gøre?

Det havde ikke følt som en drøm. Det havde følt som et rum man var blevet trukket ind i.

"Klar?" sagde Ahra.

"Nej," sagde jeg.

Flyet begyndte at ryste. Så blev det værre. Et tryk byggede sig op i mine ører, dybt og hårdt, og mine tænder vibrerede og min mave trak sig sammen og mit bryst føltes for stramt. Noget bragede. Himmelen selv revnede, og vi blev presset hårdt ned i sæderne, og flyet steg stejlt opad. Jeg greb fat i armlænet og mærkede sædet klemme sig om min krop. Et nyt brag, og lyset udenfor vinduet var for skarpt til at kigge direkte på, og i et splitsekund smagte jeg metal i min mund, kobber og salt, og så, lige så pludseligt som det var begyndt, holdt det op.

Min krop rystede. Hænderne var våde af sved. Alting var stille.

Flyet fløj jævnt igen. Luften udenfor vinduet var blå nu, helt almindelig blå, og under os lå der noget grønt.

"Anglien," sagde Ahra stille. Han sad og kiggede ud af vinduet med store øjne. "Vi er igennem barrieren."

Vi landede en halv time senere.

Jeg havde siddet og kigget ud af vinduet uden at sige noget, og Ahra havde ladet mig sidde. Han kunne mærke at jeg var et andet sted med mit hoved. Det var jeg også. Drømmen sad stadig i mine knogler som en kold hånd der ikke ville give slip.

Da flyet stoppede og dørene gik op, mærkede jeg luften før jeg så noget.

Saltvand. Blomster. Jord der var varm af sol. Og noget under det hele, noget jeg ikke kunne sætte navn på, en duft der mindede om kobber og regn, den samme duft som i den hemmelige lufthavn, men stærkere her. Som om selve øen åndede den ud.

Jeg trådte ud af flyet. Mine fødder ramte græs, blødt og varmt, og jeg stoppede.

Foran mig lå et slot. Ikke et slot som dem jeg havde set på billederne i Mr. Pendrys historietime. Et rigtigt slot, med otte etager og syv tårne der stak op mod en himmel der var for blå til at høre hjemme i den verden jeg var kommet fra. Det ene tårn havde et fladt tag. De andre havde spidse tage af et materiale der skinnede som om det var lavet af sølv. Slottet lå op ad en bakke med grønne marker der løb ned til en bred flod, og floden var så klar at den lyste i sollyset.

Og der var mennesker overalt. Ældre elever der gik i grupper mod slottet, lærere i kapper af forskellige farver, dyr der løb og fløj og krøb. To ravne sad på en pæl og kiggede på mig. En pige med en los gik forbi mig så tæt at losdyret snusede til min ankel, og hun trak det væk med en undskyldning jeg ikke hørte.

Jeg lagde mærke til noget da vi gik hen over græsset mod slottet. Et mærke på den yderste mur, tæt ved jorden, halvt dækket af en busk der så ud til at være plantet der for nylig. Det var et brandmærke. Stenene var sorte og sprukne i en cirkel på størrelse med et voksent menneske, og buskens blade, dem der var tættest på mærket, var stadig visne og brune selvom resten af haven blomstrede.

Nogen havde prøvet at skjule det. Nogen havde ikke gjort det godt nok.

"Stille!"

Stemmen var dyb og bar nok til at skære igennem alt andet. Alle drejede hovedet.

En mand stod ved floden. Han var høj, mørk, med sort hår og øjne der var så mørke at det tog mig et sekund at forstå at de var sorte. Helt sorte. Ingen iris, ingen hvid, bare sort. Han gik i en gylden kappe med hætten nede, og ved hans side stod en stor sort ulv med øjne der lyste sært gule.

"Alle førsteårselever med mig," sagde han. "Alle andre ved hvordan de skal komme til skolen. Førsteårselever, kom med mig." Han begyndte at gå mod floden.

"Det er Prof. Haltora," hviskede Ahra. "Vicerektor. Og lærer i kamp."

Jeg sagde ingenting. Jeg fulgte bare efter, med Ahra lige bag mig, og de andre nye elever der næsten alle kendte hinanden og snakkede lavmælt bag os. Grupperinger der allerede var dannet. Ansigter der hilste på hinanden som om de var vendt tilbage fra en sommerferie i stedet for at starte noget nyt.

Og mig der ikke kendte nogen.

Haltora stoppede ved flodbredden. Floden var bred, mindst hundrede meter, og vandet var så klart at man burde kunne se bunden, men det kunne man ikke. Det var som om klarheden selv var en illusion, et glas der kun lignede gennemsigtighed.

"For at komme til skolen for første gang," sagde Haltora med en stemme der ikke tillod spørgsmål, "skal I komme over på den anden side af floden uden at blive våde."

Ingen sagde noget. En pige ved siden af mig skubbede sine hænder ned i sine lommer og sagde med svag stemme: "Men det kan vi jo ikke, hvis vi ikke må svømme."

Haltora kiggede på hende. "Jo, det kan godt lade sig gøre. Lad mig vise dig det." Han trådte frem mod vandet, og i det øjeblik hans fod ramte overfladen, splittedes det. Det skete ikke langsomt. Det skete som om floden selv trak sig væk fra ham, og Haltora gik ned i den tørre fure den efterlod, med sandet og stenene under hans fødder, og ulven fulgte med som om det var den mest naturlige ting i verden.

En pige var den første af eleverne der fulgte efter. Hun tog et skridt, vandet splittedes, og hun gik ned på bunden med armene tæt ind til kroppen og øjnene fast rettet fremad. Så en dreng. Så to til. Alle trådte ud i floden, og floden åbnede sig for dem, og de gik på bunden med vandvæggene stående på begge sider som glas.

Jeg stod tilbage på bredden. Jeg var en af de sidste.

Jeg tog et skridt. Satte min fod på vandoverfladen.

Vandet splittedes ikke.

Min fod landede på floden som om den var et gulv. Ikke fast, ikke hårdt. Det gav en lille smule under min vægt, som om jeg stod på noget der var lavet af tykt glas og luft og noget tredje der ikke havde et navn. Vandet var koldt under mine såler, ikke vådt men koldt, som om kulden trængte op igennem en bund der ikke var der. Jeg kunne mærke flodens strøm under mig som en langsom puls. Men det bar mig. Jeg stod på vandet.

Jeg tog endnu et skridt. Og endnu et. Mine fødder fandt en rytme, og det var den mærkeligste fornemmelse: at gå på noget der burde give efter men ikke gjorde, at mærke overfladen bøje sig under mine sko og komme tilbage, at vide med hele min krop at det her var umuligt og alligevel gøre det, skridt for skridt, i en stilhed der var så dyb at jeg kunne høre mine egne øjenvipper blinke.

Under mig kunne jeg se de andre elever gå på flodens bund, med vandvæggene stående op på begge sider af dem. Over dem gik jeg. På overfladen. Alene.

Ingen sagde noget. Alle kiggede. Lydene af snak og nervøs latter var forsvundet, og det eneste jeg kunne høre var mine egne skridt, bløde og næsten lydløse mod overfladen, og lyden af mit eget hjerte der hamrede i mine ører.

Haltora stod nede i den tørre fure og kiggede op på mig. Han sagde ét ord.

"Videre."

Jeg gik videre. Mine fødder fandt overfladen for hvert skridt, og den holdt, og den gav, og den bar mig, og da jeg nåede den anden side og trådte op på bredden, var det som om floden gav slip i et suk bag mig. Jeg vendte mig om. De andre elever stod nede på flodbunden og kiggede op gennem vandet på det sted hvor jeg havde gået, som om de ventede på at forstå hvad de lige havde set.

Og så mærkede jeg det. Mine hænder rystede. Ikke lidt. De rystede som blade i vind, og mine knæ var bløde, og min mave var tom på en måde der ikke havde noget med sult at gøre. Jeg havde lige gået på vand. Jeg havde lige gået hen over en flod foran halvtreds mennesker, og ingen af dem havde gjort det samme, og jeg vidste ikke hvorfor jeg kunne, og mit hjerte hamrede i mine ører så højt at jeg næsten ikke hørte da Haltora talte.

Haltora kom op på bredden som den sidste. Ulven rystede sig. Haltora kiggede på mig med de helt sorte øjne. Tæt på duftede han af jern og natteluft og noget der ulmede, som gløder der stadig er varme under asken. Det var duften af øjeblikket lige inden en storm bryder.

"Hvad hedder du?" sagde han.

"Chris Godrand," sagde jeg.

Det var anden gang jeg sagde det højt. Det var første gang nogen anden end mig selv havde hørt det.

Haltora sagde ingenting i tre sekunder. Noget passerede over hans ansigt. Ikke overraskelse. Noget ældre end overraskelse. Så: "Følg med mig."

Han førte mig op ad en bred stentrappe og ind gennem slottets hoveddør. De andre elever var gået en anden vej, og gangene var tomme. Vores skridt gav ekko mod stengulvet, og ulven gik lydløst mellem os som om den var lavet af skygge.

Portrætter hang langs væggen, og jeg bemærkede noget der fik mig til at blinke to gange: et af portrætterne drejede hovedet og fulgte mig med øjnene da vi passerede. Jeg kiggede på det næste. Det samme. Øjnene fulgte mig. Ikke alle sammen, men nok til at det ikke var tilfældigt.

Haltora stoppede foran en statue af en mand med en stav i hånden. Han mumlede noget jeg ikke kunne høre, og statuen forsvandt. I dens sted stod der en dør der ikke havde været der et sekund før.

Han bankede. En stemme indefra sagde: "Kom ind."

Rummet bag døren var stort og halvmørkt, og det lugtede af stearinlys og gammelt pergament og noget der mindede om støv fra mange år. Langs væggene stod der hylder med ruller af pergament, kort, hundredvis af dem, rullet sammen og bundet med snor, og de få der var foldet ud på hylderne viste steder jeg ikke genkendte, byer og lande og kyster der måske ikke eksisterede mere. Et langt bord med stole rundt om stod midt i rummet. For enden af bordet stod en stor lænestol med ryggen til os. Haltora gik hen til stolen og bøjede sig ned og hviskede noget i øret på den der sad i den.

Stolen blev drejet.

I den sad en mand der var yngre end jeg havde forventet. Kort rødt hår. Blå øjne. En sølvfarvet kappe med hætten oppe. På hans skulder sad en hvid kat med røde øjne. Katten kiggede på mig før manden gjorde.

"Guvinor, du kan godt gå. Du har gjort hvad du skulle."

"Ja, Rektor Vuldator." Haltora rejste sig og gik ud af døren og lukkede den bag sig, og jeg stod alene i et halvmørkt rum med en mand jeg aldrig havde mødt og en kat der stadig kiggede på mig med sine røde øjne som om den allerede vidste alt det han ikke havde fortalt mig endnu.

Rummet duftede af stearinlys og gammelt pergament, men under det var der noget andet. Noget der kom fra ham. Det lugtede som et rum nogen lige har forladt. Varmen fra en krop der ikke er der mere. Og et svagt spor af noget saltet der kunne have været tårer, eller bare minderne om dem.

Vuldator betragtede mig. Ikke som Haltora havde gjort, med strenghed og autoritet. Han betragtede mig som om han kiggede på noget han havde ventet på at se i lang tid, og som nu var der, og som han ikke var helt sikker på hvad han skulle sige til.

"Chris," sagde han. Ikke Godrand. Chris. Han sagde det på den måde man siger et navn man har tænkt på i lang tid uden at sige det højt, og det var den intimitet der var det mest overraskende: at han kendte det, at han brugte det, at det lå i hans mund med en fortrolighed der ikke passede til en mand jeg aldrig havde mødt.

"Ja."

"Jeg forstår det sådan at du gik på vandet. Er det sandt?"

"Ja," mumlede jeg. Mine hænder lå i mit skød, og jeg mærkede at de var knyttet, og jeg vidste ikke hvornår de var begyndt at knytte sig.

"Det er ikke noget at skamme sig over." Han holdt en pause. Kattens hale bevægede sig langsomt frem og tilbage. "Jeg gjorde det også selv, da jeg for første gang kom til Déynáir. Og se, nu er jeg rektor." Endnu en pause, længere denne gang. Hans hånd, der havde ligget stille på armlænet, lukkede sig langsomt om kanten. Katten på hans skulder drejede hovedet og kiggede op på ham med de røde øjne, og han løsnede grebet igen. "Men lad nu være med at gå rundt og prale om det. Hold dig i ro. Er det forstået?"

"Ja, Rektor Vuldator."

"Godt. Smut hen til opholdsstuen og få noget at spise."

Jeg rejste mig og gik mod døren. Da jeg åbnede den og trådte ud på gangen, vendte jeg mig om for at sige tak.

Men der hvor døren lige havde været, stod statuen af manden med staven igen. Sten. Tavs. Ubevægelig.

Jeg stod alene på en tom gang og vidste hverken hvilken etage jeg var på, hvilken retning jeg var kommet fra, eller hvem i alverden Chris Godrand egentlig var.