Hitlaro-bankens bokse skifter udseende afhængigt af nøglen der sættes i dem. Det er ikke dekoration. Det er identifikation. Jo ældre døren bliver, jo ældre er slægten. Jo mere slidt håndtaget er, jo flere hænder har holdt det.

Nogle døre er så gamle at dværgene selv ikke husker hvem der lavede dem.

En dværgs erindringer, privat samling

Kapitel 5

Byen på den anden side

Næste morgen vågnede jeg klokken otte af at solen ramte mit ansigt gennem et vindue jeg ikke havde bemærket aftenen før. Sovesalen var halvtom. Ahra lå stadig og sov med ansigtet begravet i puden og en arm hængende ud over sengekanten.

Jeg stod op, klædte mig på i mit eget tøj, og gik ind i opholdsstuen. Pejsen var slukket, men rummet var stadig varmt. Jeg satte mig i en lænestol ved vinduet og sad og kiggede ud over floden. Den var bredere end i går. Eller også var det lyset der fik den til at se bredere ud. Eller også var den bare bredere, fordi alt på det her sted fulgte sine egne regler.

Jeg havde et problem. Brevet sagde at jeg skulle medbringe tre hvide kapper, en kedel, tyve reagensglas, bøger, en daggert, et sværd, og en masse andet. Og jeg ejede ingenting. Ikke en krone. Ikke en mønt. Ikke engang normalverden-penge.

Jeg havde tænkt mig at gå til rektor og spørge, men da jeg kom ud på gangen og begyndte at gå mod trappen, stod Prof. Haltora allerede ved foden af den som om han havde stået der og ventet.

"Rektor sagde at du nok ville komme," sagde han.

"Jo, det hænger sådan sammen at jeg ikke har nogen penge til at købe..."

"Ja, rektor sagde også at det var det du ville sige." Han stak en hånd ind under sin kappe og trak en lille nøgle frem. Den var af sølv, ikke større end en lillefinger, og den var gammel. Meget gammel. Mønstrene i metallet var så slidte at man næsten ikke kunne se dem mere.

"Det er nøglen til din bankboks i Hitlaro-banken i Tés Aváir," sagde Haltora. Han holdt den mellem tommel- og pegefinger, og hans store, ar-mærkede hånds forsigtighed med den lille genstand sagde noget om hvad den var værd. "Pas godt på den. Mist den ikke."

Jeg tog imod nøglen. Den var kold og tung for sin størrelse, og da mine fingre lukkede sig om den, mærkede jeg noget. En svag summen, næsten ikke til at opfange, nøglen vidste at den var blevet rørt af den rigtige person.

"Professor," sagde jeg. "Hvem har lagt penge i den boks?"

Haltora kiggede på mig med de sorte øjne. Han sagde ingenting i tre sekunder. Så: "Skynd dig ned i spisesalen. Rektor har noget vigtigt at sige til jer der skal til Tés Aváir."

Han vendte sig og gik, og ulven fulgte efter ham som en skygge.

Han havde ikke svaret på mit spørgsmål. Jeg begyndte at vænne mig til det.

I spisesalen var der allerede fyldt med elever. Ahra sad og spiste med den slags beslutsomhed kun en femtenårig dreng der er vågnet for sent kan stable på benene, og han vinkede mig over med en halv toast i hånden.

"Har du fået nøglen?" spurgte han med munden fuld.

"Ja. Hvordan vidste du..."

"Min mor fortalte mig at nye elever altid får en nøgle den første morgen. Det er tradition." Han slugte toasten. "Vi tager færgen klokken elleve. Jeg skal også veksle."

Rektor rejste sig ved højbordet. Salen blev stille med det samme.

"Alle der skal til Tés Aváir i dag finder færgen ved kajen. Afgangen er klokken elleve. Jeg minder endnu engang om at det er forbudt at betræde bjergets øverste del, og at den ottende etage er lukket i år på grund af renovering." Han satte sig igen, og salen brød ud i snak.

"Hvorfor er ottende etage lukket?" spurgte jeg Ahra.

"Ingen idé. Maka sagde at den altid har været åben før." Han tog en bid mere toast og trak på skuldrene.

Vi maste os ned til kajen en time senere. Solen stod højt over øen, og luften var varm med den saltede, kobberagtige duft jeg var begyndt at genkende som stedet selv. Færgen var en bred, flad båd med plads til over hundrede, og den lå allerede og vuggede ved kajen da vi kom. Vi fandt en plads på dækket og satte os ned.

Ahra var i gang med at forklare mig valutaen ("Gulddalere, sølvtalenter og kobbermønter. Ti af en slags til den næste. Helt simpelt.") da nogen kom gående hen mod os. Jeg genkendte hende med det samme. Langt brunt hår. Blå øjne. Samme røde trøje som i aftes.

"Må jeg sidde her?" sagde Retia. "De andre gider ikke have mig derovre."

"Selvfølgelig," sagde Ahra og rykkede sig. Hans duft drev over mod mig i havluften, varm bark og honning, og den var allerede begyndt at betyde noget for mig. Den betød at jeg ikke var alene.

Retia satte sig ned, trak sine ben op og slog armene om sine knæ. Hun kiggede ud over vandet. Der var stille en stund. Vinden fra havet tog fat i vores hår og bar en duft af salt og tang og opvarmet sten med sig, og solen lå varm på mine underarme hvor jeg havde rullet ærmerne op. Ikke pinligt. Bare tre mennesker der sad og kiggede på noget smukt uden at føle de behøvede at tale om det.

"Kan jeg følges med jer rundt i byen?" sagde hun efter lidt. "De andre vil ikke."

"Selvfølgelig," sagde jeg.

Retia kiggede på mig. Ikke mistænksomt denne gang. Bare undersøgende. Hun prøvede at finde ud af om jeg mente det, eller om jeg bare sagde det.

Jeg mente det.

Færgen lagde til ved en kaj af sort sten, og da vi gik ned ad broen og trådte ud på land, stod jeg stille og glemte at gå videre.

Tés Aváir var ikke bare en by. Det var en by der brændte af magi.

Husene lå tæt op ad hinanden langs smalle gader, og de var bygget af sten i farver der ikke fandtes i Oxford. Et hus der var dybt rødt. Et der var gyldent. Et der var grønt som mosgroet skovbund. Balkoner hang ud over gaderne med planter der blomstrede i farver man ikke kunne navngive, og nogle af planterne bevægede sig som om de fulgte med i samtalerne under dem. Kvinder gik frem og tilbage på kajen i kapper af alle farver, de fleste brune, men nogle grønne, nogle blå, nogle sølvfarvede. Børn løb mellem dem med dyr ved deres fødder og latter i munden.

Og der var næsten ingen mænd. Det bemærkede jeg efter et minuts tid. Kvinder og børn overalt, men mændene var væk.

"Hvor er alle mændene?" spurgte jeg.

"På arbejde," sagde Retia. "De fleste arbejder i Rådet eller i virksomhederne. De er først hjemme om aftenen."

En kvinde med krøllet brunt hår og grønne øjne kom løbende hen mod os fra en af boderne på kajen. Hun kastede armene om Retia og holdt hende tæt. Retias skuldre sank ned, noget tungt faldt af dem, og hendes hænder greb fat i hendes mors ryg og ville ikke slippe endnu. Det var ikke et kram nogen gav fordi de skulle. Det var et kram der betød noget. De holdt hinanden en lille smule for længe, og det var den lille smule der sagde alt.

Jeg kiggede væk. Ikke fordi det var pinligt. Men fordi det gjorde lidt ondt at se noget man aldrig selv har haft.

"Retia! Hvor er det dejligt at se dig igen!"

"Mor, jeg har kun været på skolen i et par dage," sagde Retia, men hun smilede alligevel.

Retias mor kiggede op og fik øje på os.

"Hvem er det, skat?"

"Nogle af mine venner. Chris og Ahra. Det her er min mor, Arvia Caritas."

"Goddag, fru Caritas. Ahra Retonk."

"Chris Godrand," sagde jeg.

Arvia duftede af nybagt brød og varmt linned og haveblomster, den slags duft et hjem har når nogen der bor i det faktisk elsker at bo der. Hun smilede varmt og sagde det var en fornøjelse, og spurgte om vi havde brug for at hun gik med rundt i byen. Retia sagde nej. Arvia sagde at de måtte komme forbi og spise senere, og så var hun væk igen, ned af kajen med hurtige skridt og et vink over skulderen.

"Hun er sød," sagde Ahra.

"Ja," sagde Retia. Bare det. Bare ja.

Der var mere hun ikke sagde. Jeg hørte det i den lille pause efter ordet, en pause der varede et halvt sekund for lang, en dør man åbner og lukker igen i samme bevægelse. Hendes fingre strøg en hårlok bag sit øre, hurtigt og nervøst, en gestus jeg havde set hende lave to gange nu, altid lige efter hun havde sagt noget der var tæt på sandheden men ikke helt nåede den. Men jeg spurgte ikke. Nogle gange er det vigtigere at høre hvad folk ikke siger, end hvad de siger. Og nogle gange er det bedste man kan gøre bare at lade dem vide at man hørte tavsheden, uden at kræve den fyld.

Hitlaro-banken lå for enden af en sidegade, og den var umulig at overse.

To statuer af små skabninger, ikke mere end en meter høje, hugget i sort sten, stod på hver side af en port lavet af guld. Porten var dækket i inskriptioner, og jeg gik tættere på for at læse dem. Det var latin. Jeg havde haft latin i tre år på Oxford, og jeg var ikke dårlig til det.

"Cave," læste jeg halvhøjt. "Nunquam solus es."

"Hvad betyder det?" spurgte Ahra.

"Vogt dig. Du er aldrig alene."

Jeg trådte et skridt tilbage fra porten og kiggede op. Det var ikke en behagelig sætning at stå og læse på indgangen til en bank. Retia stod ved min side med hænderne i sin kappes lommer, og Ahra stod bag os og kløede Lynx bag øret. Jeg kiggede op. Porten gik op af sig selv, lydløst, og varm luft strøg ud mod os.

Vi trådte ind i en forhal med vægge dækket af sølv. To små skabninger stod vagt ved en indre dør der var lavet af noget der lignede diamant. De var lave og brede med store hænder og ansigter der var hårde og opmærksomme, og de kiggede på os uden at blinke.

"Dværge," hviskede Ahra. "De finder guldet og støber mønterne. Og de er skræmmende gode til at regne."

Diamantdøren gik op, og vi kom ind i en stor sal med skranker langs alle vægge og en dværg bag hver enkelt. De fleste af dem sad bøjet over store bøger og skrev med fjerpenne der kradsede mod papiret. Ingen af dem kiggede op. De arbejdede med den slags fordybelse der siger at man ikke ønsker at blive forstyrret, og at man heller ikke har tænkt sig at lade sig forstyrre.

Vi gik hen til den nærmeste skranke. Dværgen bag den lagde sin fjerpen ned, langsomt og præcist, midt i en linje, og kiggede op på os. Hans øjne var mørke og vurderende, og hans hænder lå fladt på disken, brede og ru.

"Kan jeg hjælpe jer?" Hans stemme var dyb og rumlede som sten der blev skubbet mod sten.

"Ja, vi skal bruge vores bankbokse," sagde Retia.

"Nøgle, tak."

Retia gav ham sin nøgle. Dværgen gik hen til en dør i væggen og satte nøglen i. Da han drejede den, skiftede døren. Den blev nyere, finere, med blanke hængsler af sølv og et håndtag der skinnede som om det var poleret den morgen. Han åbnede den, og Retia gik ind. Der var mønter derinde, ordentligt stablet, og nogle smykker, og Retia tog en pose op og fyldte den med rolige, effektive bevægelser som om hun havde gjort det mange gange før. Hun kom ud med posen over skulderen.

"Nøgle, tak," sagde dværgen til Ahra.

Ahra gav ham sin nøgle. Denne gang ændrede døren sig til noget helt andet. Massivt mahognitræ, mørknet af alder, med jernhængsler der var rustne og slidte og et håndtag der var groet fast. Dværgen hev i døren, men den gav ikke efter. Ahra og jeg gik over og hjalp, og til sidst fik vi den op med et langt, protesterende skrig fra hængslerne.

Bag døren var der guld. Mønter, ja, men også smykker og bægre og ting jeg ikke kendte navnene på, stablet fra gulv til næsten loft som om nogen i generationer havde båret ting herind og aldrig taget noget ud.

"Retonk-slægten er meget gammel," sagde Ahra undskyldende.

Han fyldte sin rygsæk og kom ud, og dværgen lukkede døren og tog nøglen ud.

"Nøgle, tak," sagde dværgen til mig.

Jeg gav ham nøglen. Den lille, slidte sølvnøgle Haltora havde givet mig samme morgen.

Dværgen satte den i døren. Og stoppede.

Han kiggede ned på nøglen. Kiggede op på mig. Kiggede ned på nøglen igen. Så drejede han den.

Det der skete med døren denne gang var anderledes end de to andre gange.

Træet blev ældre. Ikke bare gammelt. Ældgammelt. Revner løb ned gennem planker der var så mørke at de næsten var sorte, og hængslerne var ikke jern men noget der lignede bronze, og de var så slidte at jeg ikke forstod at de stadig holdt. Håndtaget var dækket af ir, men det var lavet af noget tungt, noget der måske engang havde været guld.

Dværgen åbnede døren. Den gik op med en lang, dyb knirken, og støvet hvirvlede op i det lys der faldt ind.

Jeg trådte ind.

Luften i rummet var kold og tør og gammel. Den duftede af metal og støv og noget der mindede om tørt læder der har ligget i mørke i generationer. Det var den slags luft der ikke er blevet indåndet af nogen i meget lang tid.

Rummet bag døren var større end Ahras. Meget større. Og det var fyldt.

Mønter lå i dynger op ad væggene, gulddalere og sølvtalenter blandet sammen, hældt ind i generationer. Men det var ikke mønterne der fik mig til at stoppe.

Det var alt det andet.

Smykker lavet af materialer jeg aldrig havde set. Et skjold der hang på væggen med det samme symbol som på mit brev: sværdet, daggerten, tjørnekransen. En stabel bøger indbundet i sort læder med guldskrift på ryggene i et sprog jeg ikke kunne læse. Et par handsker af noget der lignede skind, men som skinnede svagt grønligt. Og i hjørnet, halvt begravet under et lag af mønter, en lille bunke forseglede papirer med det samme sorte vokssegl som mit brev.

Jeg kiggede ikke nærmere på papirerne. Jeg var for overvældet til at kigge ordentligt på noget. Det fortryder jeg stadig. Jeg fyldte mine lommer med gulddalere, tog en håndfuld sølvtalenter, og gik baglæns ud af rummet som om jeg var bange for at vende ryggen til det hele.

Dværgen lukkede døren. Nøglen kom ud. Døren blev til sig selv igen.

"Hvordan har du alt det der?" sagde Ahra da vi stod udenfor i den store sal. Hans øjne var lige så store som mine havde været.

"Jeg ved det ikke," sagde jeg. "Haltora sagde det var mine forældres."

"Så må dine forældre have været meget betydningsfulde," sagde Retia stille.

Ingen af os sagde mere om det. Men da vi gik videre op ad gaden, mærkede jeg nøglen i min lomme som noget der var tungere end den burde være, og jeg tænkte på den ældgamle dør og det rævnede træ og de forseglede papirer i hjørnet jeg ikke havde kigget på.

Hvem var mine forældre?

Og hvorfor havde de efterladt mig en formue og et tomt kollegieværelse?

Vi satte os på en bænk ud for banken inden vi gik videre. Retia og Ahra snakkede om udstyrslisten, men jeg hørte dem ikke rigtigt. Jeg sad og mærkede nøglen i min lomme og tænkte på den ældgamle dør og skjoldet med sværdet og tjørnekransen og de forseglede papirer jeg ikke havde kigget på. Mine forældre havde lagt alt det der ind i den boks. Alt det guld, alle de smykker, alle de ting jeg ikke kendte navnene på. Og så havde de lagt mig i en kostskole i Oxford og aldrig hentet mig.

Hvad var det for mennesker der efterlod en formue til et barn og så forsvandt?

Retia rørte ved min arm. "Chris. Skal vi videre?"

Jeg nikkede og rejste mig. Nøglen sad tungt i min lomme hele resten af dagen.

Resten af formiddagen gik med at købe ind. "Frøken Hartia" var en lille butik med de fineste kutter og uniformer jeg nogensinde havde set. Frøken Hartia selv var en kort, energisk kvinde der mumlede besværgelser over et målebånd, og målebåndet målte os alle tre af sig selv mens hun gik og fandt tøj i reolerne.

Kuttens stof var hvidt og tungt og faldt over mine skuldre. Den vidste hvor den skulle ligge. Op ad ryggen løb et mønster der formede sig som et sværd. Under kutten var der en skoleuniform: hvid skjorte, sorte bukser med et gråligt mønster der snoede sig op ad siderne. Det hele skrumpede en smule og tilpassede sig i det øjeblik kutten kom på, som om tøjet kendte min krop bedre end jeg selv gjorde.

"Fint," sagde Frøken Hartia efter at have kigget på mig i ti sekunder. "Tøjet sendes til skolen."

Vi gik videre ned af gaden. Retia og Ahra snakkede om den næste butik, og det var her Ahra sagde det, med den slags tilfældig henrykkelse der kun kan komme fra nogen der har glædet sig til noget i hele sit liv:

"Skal vi ikke gå i Surains Dyrebutik? Vi skal jo alle have en Amícûs."

"Hvad er en Amícûs?" sagde jeg.

Ahra og Retia kiggede begge på mig. Jeg havde tilsyneladende lige spurgt hvad vand var.

"Det er dit dyr," sagde Retia. "Din livsledsager. Bundet til dig med magi."

"Du får det at vide når vi kommer derhen," sagde Ahra og grinede. "Kom nu."

Vi begyndte at gå ned af gaden mod en butik med et skilt der sagde SURAINS DYREBUTIK, og bag vinduet bevægede der sig noget stort og orange og uforklarligt.