Der findes syvogtredive kendte overgangspunkter mellem normalverden og Anglien. De fleste er forseglede. Nogle er glemte. Og et enkelt, i en toiletbås i Syerston lufthavn, er stadig aktivt, fordi ingen i Rådet har haft lyst til at forklare rengøringspersonalet hvorfor det skal lukkes.
Memorandum til Rådets Transportudvalg, klassificeret
Kapitel 2
Portalen under toilettet
Porten til Hayman Kollegiet lukkede bag mig med et klik der var for lille til at betyde så meget. Jeg stod på fortorvet med min taske over skulderen og kiggede tilbage. Bygningen lå der i novembertågen, grå og velkendt, med de små vinduer på tredje sal hvor mit tomme værelse ventede på en beboer der ikke ville komme tilbage. Femten år. Femten år, og porten sagde bare klik.
Jeg vendte mig om og gik.
Jeg havde aldrig været uden for Oxford før.
Det var ikke helt sandt. Vi havde haft idrætsstævner i Reading og en enkelt udflugt til British Museum i London hvor Oliver Brent havde rørt ved en kinesisk vase og næsten var blevet smidt ud af skolen. Men det var ikke det samme som at rejse alene. At pakke sin taske, skrive under på et rejsedokument hos skoleinspektøren ("Familieanliggende. Ja, jeg sørger for forplejning. Tak, sir"), og gå ud ad porten uden at nogen spurgte hvem der hentede mig på den anden side.
Ingen hentede mig. Den viden sad i mit bryst hele vejen til Nottingham, ikke som smerte men som tyngde, den slags tyngde man bærer rundt på når man ved at det eneste menneske der ville lægge mærke til at man var væk, var en matrone der først ville opdage det ved aftensmaden.
Bussen fra Oxford station lugtede af benzin og våde regnfrakker. Jeg sad med min taske klemt ind mellem mine ben og panden presset mod vinduet og stirrede ud på regnen der trak grå-grønne striber hen over ruden. Jeg havde brevet i inderlommen af min jakke. Jeg havde tjekket det seksten gange siden jeg var gået om bord. Jeg tjekkede det en syttende gang nu, bare for at være sikker på at ordet Godrand stadig stod der.
Det gjorde det.
På sædet på den anden side af midtergangen sad en ældre kvinde med gråt hår stukket op i en stram knude og et par briller der sad skævt på hendes næse. Hun havde siddet der siden Oxford uden at kigge på nogen, men da jeg pakkede brevet tilbage i min inderlomme for syttende gang, løftede hun blikket og kiggede direkte på mig. Ikke et almindeligt blik. Et af de blikke der kiggede som om de kunne se gennem min jakke og ned på det papir jeg lige havde gemt væk.
Jeg så på hende. Hun så på mig. Og da hun vendte sig mod mig mærkede jeg noget jeg ikke kunne placere. En duft. Svag, næsten ikke til at opfange under bussens diesel og våde regnfrakker. Den mindede om sollys på gammel sten, hvis sollys kunne have en duft. Jeg vidste ikke hvad det var. Jeg vidste bare at den ikke hørte hjemme på en bus til Nottingham.
Så smilede hun en lille smule, kun med den ene mundvig, og vendte sit ansigt mod vinduet igen.
Jeg vidste ikke hvad det betød. Jeg ved det stadig ikke, efter alt det der er sket siden. Men jeg har tænkt på hende mange gange, den ældre kvinde på bussen til Nottingham, og jeg har undret mig over om hun vidste noget jeg ikke vidste, eller om hun bare var en gammel kvinde med et skævt blik.
Chaufføren råbte "Nottingham!" over højtaleren, og jeg samlede mine ting og steg af i en by jeg aldrig havde set før. Det regnede ikke længere. Himlen var lav og grå, og Nottingham bus-station lugtede af diesel og kaffe og den særlige ældgamle fugt engelske buskholdepladser har, bygget inde i et værelse der ikke er blevet luftet ud siden 1962.
"Syerston?" spurgte jeg en mand i uniform.
"Bus nummer fireogfyrre. Om tyve minutter. Der." Han pegede.
Jeg takkede, stillede mig ved stoppestedet med tasken mellem mine fødder, og ventede. Jeg stak hænderne i lommerne. Tog dem op igen. Stak dem ned igen. Jeg havde et ur, en billet, et brev, og en skolerekord. Jeg havde også, hvis jeg skulle være ærlig over for mig selv, ingen anelse om hvad jeg var på vej ind i.
Syerston lufthavn var det største rum jeg nogensinde havde stået i.
Loftet var så højt at jeg ikke kunne se det ordentligt uden at lægge hovedet helt tilbage, og hele rummet bevægede sig. Tusindvis af mennesker der gik i forskellige retninger, tusindvis af kufferter på hjul der knitrede mod fliserne, børn der græd, en stemme over højtaleren der sagde noget om gate fireogtyve og en forsinkelse til Alicante. Jeg stod stille lige inden for indgangen og mærkede at min taske var blevet tungere.
En ung familie stødte ind i mig uden at stoppe. Moderen trak sin søn i armen og undskyldte over skulderen på et sprog jeg ikke forstod, og de var allerede videre inden jeg havde nået at sige det var okay. En sikkerhedsvagt med en walkie-talkie ved skulderen kiggede lige igennem mig. To forretningsmænd i ens jakkesæt gik forbi og snakkede med hver deres telefon uden at høre hinanden, og den ene af dem lo højt og uden humor af noget hans kollega ikke havde sagt.
Mit bryst strammede. Mine hænder knugede taskens rem. Ti tusind mennesker, og jeg kendte ikke en eneste af dem.
"Undskyld mig?" sagde jeg til en mand i kostume der gik forbi.
Han vendte sig ikke om.
"Undskyld mig?" Denne gang råbte jeg det næsten, og en ældre kvinde stoppede op og kiggede forskrækket på mig.
"Jeg leder efter toiletterne," sagde jeg.
Hun pegede. Jeg takkede hende, takkede hende en gang til for en sikkerheds skyld, og begyndte at gå.
Lugten af Syerston var noget for sig selv. Kaffe og bagels og den varme, kunstige luft lufthavne har, og et eller andet sted var der en duty-free parfume der havde fyldt mine næsebor siden jeg kom ind ad døren, som om den fulgte efter mig. Jeg gik gennem menneskemylderet med min taske klemt mod skulderen, og da jeg endelig fandt toiletterne, stod der en lang række af båse bag glas-skydedørene og, underligt nok, ingen andre mennesker derinde.
Jeg gik ind i den nærmeste bås. Trak min taske med mig. Lukkede døren og satte låsen på.
Jeg stod et øjeblik stille i det lille rum. Der var afgrænset, og sikkert, og lugtede af billig sæbe. En del af mig ville bare åbne låsen igen, gå tilbage gennem lufthavnen, finde en telefon, ringe til matronen, og fortælle hende at jeg var løbet hjemmefra og gerne ville tilbage. Hun ville være vred. Hun ville måske græde. Men hun ville også sende nogen til at hente mig, og så ville jeg være tilbage på Hayman Kollegiet inden aftensmaden.
Jeg tog brevet frem en gang til. Jeg læste ordet Godrand. Så lagde jeg brevet tilbage i inderlommen.
Jeg kiggede ned på toilettet. Det var helt almindeligt. Et hvidt toilet, en snor af krom der hang ned fra cisternen, en lille stak billige engangshåndklæder nede på gulvet som om rengøringsdamen havde opgivet halvvejs. Jeg stod stille. Kiggede ned på mine hænder. De rystede ikke. Det overraskede mig.
Jeg greb snoren. Det glatte metal var koldt mod mine fingre. Jeg trak vejret ind. Trak.
Der skete tre ting på en gang.
For det første begyndte vandet i cisternen at rasle, en lyd der fyldte mit hoved fra alle sider. For det andet følte jeg mig blive mast sammen, som om nogen havde taget min krop og trykket den mod sig selv fra alle sider, indtil jeg var en centimeter i diameter, og så fortsatte de med at trykke. Og for det tredje, lige før jeg kunne nå at tænke at det her måske var en dårlig idé, blev der sort.
I mørket var jeg ikke noget. Jeg havde ingen krop at føle presset med. Jeg havde ingen øjne til ikke at kunne se. Jeg havde ingen tanker, ikke rigtigt, kun en slags vag visshed om at jeg eksisterede et sted, og at det et sted ikke var der hvor jeg plejede at eksistere.
Og så var det overstået.
Jeg var ikke i båsen længere.
Det første der kom tilbage var lyden.
Ikke stilhedens fravær. En helt anden slags lyd end Syerston. Stemmer, men stemmer på et sprog jeg ikke kendte, blandet med stemmer på engelsk, blandet med lyde der ikke hørte hjemme i et menneskeligt rum. En snerren der var for dyb til at være en almindelig kat. Noget der fløj og lavede en lyd som papir der blev revet i stykker. Et klokkespil et sted langt væk. Og under det hele en dyb, rolig brum der føltes som om den vibrerede i gulvet selv, bygningen var levende.
Jeg åbnede øjnene.
Jeg stod stadig i en toiletbås. Det var bare en helt anden toiletbås. Gulvet var lavet af sort sten med små indgraverede mønstre der lignede skrifttegn jeg ikke kunne læse. Døren foran mig var af mørkt træ med jernbeslag. Der var ingen cisterne over mig. Der var ingen krom. Der var en lille fakkel der brændte med et blåligt skær i en holder på væggen.
Luften var anderledes. Det var det første min krop registrerede, inden mine øjne nåede resten. Tør og varm, som om nogen havde fyret op i en pejs et sted meget tæt på, og med en duft jeg aldrig havde indåndet før. Noget blomsterligt, men det var ikke blomster. Noget metallisk, men det var ikke metal. En slags duft af varmt kobber og nyfaldet regn og ild.
Jeg tog min taske fastere om håndtaget og åbnede døren.
Det første jeg så var en kvinde i en lang grøn kappe der kæmpede med en kat der var på størrelse med en schæferhund. Katten havde orange øjne og en hale så lang at den fejede op i en lille støvhvirvel efter dem, og kvinden talte til den som om den var et barn. "Nej, Piru. Nej. Vi skal ikke den vej. Piru."
Det andet jeg så var en ældre mand med en ravn på skulderen. Ravnen kiggede direkte på mig og vurderede mig, og jeg trådte instinktivt et halvt skridt tilbage. Manden selv bemærkede mig ikke. Han stod bare og læste en avis, en avis hvor billederne bevægede sig, mærkede jeg et sekund for sent, og da jeg kiggede en gang til på avisen havde et af billederne allerede skiftet helt.
Det tredje jeg så var et skilt, højt oppe under loftet, lavet af noget der lignede smedejern men med bogstaver der lyste: DÉYNÁIR, GATE 3, AFGANG OM 40 MINUTTER.
Jeg stirrede på skiltet så længe at min nakke begyndte at værke. Min taske var gledet ned ad min skulder, og jeg trak den op igen uden at kigge væk fra bogstaverne. Jeg var ikke i Syerston mere. Jeg var ikke engang i England mere, hvis England betød det land hvor folk ikke havde ravne siddende på skulderen og hvor huskatte ikke vejede halvtreds kilo.
"Er du okay?" sagde en stemme bag mig.
Jeg vendte mig om.
Han var på min egen alder. Langt lyst hår der ikke helt vidste hvor det skulle hen. Lange, slanke fingre. En slidt taske over skulderen og en håndfuld papirer klemt under armen, som om han havde tabt dem og samlet dem op for hurtigt. Da han stod tæt på mig, mærkede jeg det igen, den mærkelige evne til at dufte noget der ikke burde have en duft. Han lugtede af varm bark og friskklippet græs og noget der mindede om honning men grønnere, som den første solstråle igennem et vindue om foråret. En af papirerne var ved at glide ud af bunken nu.
"Ja," sagde jeg, selvom det ikke var sandt. "Jeg har bare aldrig været her før."
"Første år?" Drengen smilede, og det var den slags smil der bruger hele ansigtet, ikke bare munden, den slags der rynker næsen og løfter kinderne og gør øjnene mindre, og det var det ufrivillige ved det der ramte mig: han mente det. Det var ikke et smil man lavede fordi man skulle. Det var et smil der havde besluttet sig for at eksistere, og jeg tænkte for første gang siden jeg var gået om bord på bussen i Oxford at måske var det her ikke det værste sted at være endt.
"Ja," sagde jeg. "Første år." Jeg stak mine hænder i mine lommer. Tog dem op igen. Vidste ikke hvad man gør med sine hænder når man taler med nogen man lige har mødt.
"Mig også." Han justerede papirerne. En af dem glippede. Han samlede den op. En anden glippede. Han samlede den op. Den tredje gang han tabte noget lænede jeg mig ned og tog det op for ham, og det var først da jeg gav det tilbage at jeg så hvad det faktisk var.
Det lignede en billet, men bogstaverne på den bevægede sig. De skiftede form langsomt mens jeg kiggede, teksten besluttede sig langsomt for hvad den ville sige. På ét sekund stod der Ahra Retonk, Gate 3. På næste sekund stod der noget andet som jeg ikke kunne læse, fordi bogstaverne ikke var bogstaver jeg kendte. Så var de tilbage igen.
Jeg stirrede.
"Tak," sagde drengen, og tog billetten tilbage uden at bemærke at jeg havde glemt at slippe den i det første halve sekund. "Åh, og jeg er mega nervøs, men fedt. Skal vi finde gate 3 sammen? Jeg aner ikke hvor den er, men jeg antager at hvis vi går den vej hvor alle andre går, så er det nok den rigtige vej. Jeg er Ahra, for resten. Ahra Retonk."
"Chris," sagde jeg.
Det var det eneste navn jeg plejede at bruge.
"Bare Chris?" spurgte han.
Jeg tænkte på brevet i min inderlomme. Jeg tænkte på det tomme stamtræ-ark jeg havde efterladt i mit kollegie med "Godrand" skrevet på den prikkede linje med mine tydeligste bogstaver. Jeg tænkte på Mr. Dewson der havde råbt "Chris!" mindre end to timer tidligere, som om det var det eneste man kunne kalde mig.
"Godrand," sagde jeg. "Chris Godrand."
Ordene forlod min mund og hang i luften mellem os, og de var tungere end to ord burde være. Min tunge havde formet bogstaverne for første gang, og de smagte af noget. Ikke kobber. Ikke salt. Noget ældre. Noget der havde ventet på at blive sagt.
Det var første gang jeg havde sagt det højt.
Det føltes som at være nogen.