Der er ting i denne verden der er ældre end sprog. Ældre end magi. Ældre end de sten vi bygger vores skoler af. Og de ting sover, og de drømmer, og de venter. Og den dag de holder op med at vente, vil det ikke være en begyndelse. Det vil være en tilbagevenden.

Fragment af tekst fundet hugget ind i sten under Déynáir, sprog ukendt, oversættelse omstridt

Kapitel 25

Forberedelsen

Ahra kom tilbage den femte dag.

Jeg hørte ham inden jeg så ham. Skridt i den tomme gang, hurtige og lidt for høje, og Lynx' poter der tikkede mod stenen, og så hans åndedræt, forpustet, som om han havde løbet fra færgen. Døren til Razolní-opholdsstuen fløj op, og der stod han med sin taske over skulderen og sit hår i øjnene og Lynx i armene og et ansigt der var halvt lettet og halvt rasende.

"Tre dage," sagde han. "Tre dage sad jeg i min bedstemors stue og prøvede at lade som om alt var normalt, mens Maka ringede og sagde at du ikke var set i spisesalen i tre dage." Hans duft af varm bark og honning fyldte rummet, stærkere end normalt, opvarmet af rejsen og vreden og bekymringen. "Tre dage, Chris."

"Jeg ved det," sagde jeg.

"Du ved det." Han satte Lynx ned. Lynx løb hen til pejsen og lagde sig ned og begyndte at vaske sig, uforstyrret af sin ejers drama. Ahra stod midt i rummet og kiggede på mig, og hans øjne var blanke.

"Er du okay?" sagde han.

"Nej," sagde jeg. "Men jeg er her."

Han nikkede. Langsomt. Og så gik han hen til mig og lagde sine arme om mig, og det var det mærkeligste nogen havde gjort i lang tid, for drenge på femten giver ikke hinanden krammere, det gør man bare ikke, men Ahra gjorde det, og det var klodset og for stramt og for langt, og hans kappe var kold af vinterluft, og hans hår kildede min hals, og det var præcis det rigtige.

"Gør det ikke igen," sagde han ind i min skulder.

"Hvad? Konfrontere min onkel eller ligge i sengen i tre dage?"

"Begge dele. Ikke uden mig."

Retia stod i vindueskarmen og kiggede på os med et ansigt der var blødt på en måde hun sjældent viste. Hun sagde ingenting. Det behøvede hun heller ikke.

Jeg fortalte dem alt.

Vi sad i opholdsstuen med døren lukket og pejsen tændt, og jeg fortalte dem alt det jeg havde holdt inde, alt det jeg havde fortalt i stykker og i halve, og nu kom det hele ud, fra start til slut, i den rigtige rækkefølge.

Hulen på prøveøen. Symbolerne. De friske fodspor. Stenen der var varm under tjørnekransen. Bjergets puls under mine fødder, stærkere for hver uge. Arcanus i mørket der sagde "Han var den bedste af os." Vuldators kontor. Min fars sidste ord. "Gem ham. Gem ham så godt at selv Kôilé ikke kan finde ham." Min onkel der sagde "Venligst" med en stemme der var en bøn. De tre dage i sengen. Ingentinget. Og Alôpex der sagde: "Du holder heller ikke op med at eksistere."

Jeg fortalte det hele, og da jeg var færdig sad Ahra stille med sin te i sine hænder og kiggede ned i den, og Retia sad med benene under sig og sine fingre flettede sammen i skødet, og ingen af dem sagde noget i lang tid.

"Din onkel," sagde Ahra til sidst. "Vuldator er din onkel."

"Ja."

"Og din far var en af Sektion XIII."

"Ja."

"Og Arcanus er en af dem."

"Jeg tror det."

Ahra satte sin te ned. Langsomt. Forsigtigt. Løftede sine hænder og kiggede på dem som om de tilhørte en anden.

"Min bror," sagde han. "Kalmin. Han er involveret i det her. Han taler med Arcanus i passagerne. Han..." Han stoppede. Hans fingre knyttede sig. "Han er en del af det der beskytter dig. Og han har aldrig fortalt mig det."

"Ja," sagde jeg.

"Alle holder hemmeligheder," sagde Retia stille. Hendes stemme var flad på den måde den blev når hun sagde noget der var sandt og smertefuldt. "Min far. Din onkel. Hans bror." Hun kiggede fra Ahra til mig. "Men vi gør det ikke. Ikke mere."

Det var et løfte. Et nyt løfte. Ikke ubrydeligt på den magiske måde. Ubrydeligt på den menneskelige.

Nihil kom den sjette dag.

Vi sad i opholdsstuen da det bankede. Ikke Ahras bank, der var hurtig og utålmodig. Ikke Retias, der var to præcise slag. Det var en enkelt bank. Hård. Tøvende. Banken fra en person der ikke var vant til at bede om at blive lukket ind nogen steder.

Jeg åbnede døren. Nihil stod i gangen med sin sorte kappe trukket tæt og sin hætte halvt oppe, og hans ansigt var smalt og blegt og havde den slags skygger under øjnene man får når man ikke har sovet i mange nætter. Hans duft af vintervind og bart jern var skarpere end normalt, med en kant af noget metallisk der mindede om gammel Dherak.

"Jeg kan mærke det," sagde han. Ingen hilsen. Ingen indledning. Bare det. "Bjerget. Det kalder. Og jeg drømmer om ting jeg ikke forstår."

"Kom ind," sagde jeg.

Han trådte over tærsklen som om det kostede ham noget. Nihil Mathson var aldrig gået frivilligt ind i Razolní-opholdsstuen. Han kiggede rundt med hurtige øjne der registrerede alt: pejsen, møblerne, vinduerne, Ahra i lænestolen, Retia i vindueskarmen, de tre Amícûs der alle kiggede på ham med opmærksomme øjne.

"Sæt dig ned," sagde Retia.

Han satte sig i stolen længst fra alle andre og lagde en bog på bordet. Den var gammel. Indbundet i sort læder der var slidt og sprukket, og ryggen var knækket, og siderne var gulnede og tynde. Den lugtede af kælder og gammel magi og noget syrligt der mindede om ting der har ligget i mørke for lang tid.

"Gistónus bibliotek," sagde han. "Vi har bøger de andre kollegier ikke har. Mørkere bøger. Ældre." Han åbnede den på en side med en illustration. "Det her er fra tre hundrede år siden. Lige efter Krigens tid."

Vi bøjede os alle over bordet. Illustrationen viste et bjerg set i gennemsnit, som et tværsnit af en kage, og inde i bjerget var der kamre. Mange kamre, forbundet af tunneler, og i det dybeste kammer var der noget tegnet med rødt blæk der ikke lignede noget jeg havde set før. Det var ikke et dyr. Ikke et menneske. Ikke et våben. Det var en form der var mellem alle tre, og den var omgivet af symboler jeg kendte: tjørnekransen, sværdet, daggerten.

"Sektion XIII forsejlede det," sagde Nihil. Hans finger fulgte linjerne i illustrationen. "Under Krigens tid. De satte det derind og forseglede det, og de lagde en vagt der aldrig skulle sove. Bogen kalder det 'Portens Vogter.' Den siger at det der er derinde ikke er fra denne verden. Det kom igennem en åbning for lang, lang tid siden, og det kan ikke dræbes, kun lukkes inde."

"En port," sagde Retia. "Til hvad?"

"Det siger bogen ikke. Eller det er revet ud. Der mangler sider." Nihil kiggede op. "Men den siger at forseglingen er svageste på årets korteste dag, når Dherak i jorden er på sit laveste. Og den siger at nogen med Godrand-blod er nødvendig for at åbne den." Han kiggede direkte på mig. "Eller for at lukke den igen."

Stilhed i rummet. Pejsen knitrede. Alôpex løftede sit hoved fra mine fødder og kiggede på mig med sine sorte øjne.

"Drømmene," sagde Nihil. "Jeg drømmer om ild. Om nogen der skriger. Om tunneler under sten." Han kiggede ned i sine hænder. "Jeg troede det var mit eget rod. Gistónu-ting. Mørke tanker. Men det er det ikke. Det er det samme som dig. Jeg kan mærke det fordi min Dherak er ligesom din. For stor. For ukontrolleret. Bjerget kan mærke os begge."

"Velkommen i klubben," sagde Ahra fra sin lænestol med et halvt grin der ikke nåede hans øjne.

Vi planlagde. Hvis man kunne kalde det at planlægge.

Fire teenagere rundt om et bord med et gammelt kort, en ældre bog med manglende sider, og tre magi-ord de havde lært for to måneder siden. Det var alt vi havde. Det og fire Amícûs der var klogere end os, og en stædighed der var større end vores erfaring.

"Vi ved at forseglingen er under bjerget," sagde Retia. Hun stod ved bordet med kortet fra passage-jagterne foran sig, de røde linjer der pegede mod nord. "Vi ved at passagerne fører derned. Vi ved at Arcanus og Kalmin har været dernede. Og vi ved at nogen presser forseglingen."

"Vi ved ikke hvem," sagde Ahra.

"Vi ved det er Malums folk," sagde jeg. "Arcanus sagde det til Kalmin."

"Vi ved ikke hvad vi gør når vi kommer derned," sagde Nihil. Han sad tilbagelænet i sin stol med armene over kors og kiggede på kortet med de flade, blå øjne. "Vi ved ikke om vi kan lukke forseglingen. Vi ved ikke hvad der sker hvis vi ikke kan."

"Vi ved nok til at vide at vi ikke kan vente," sagde Retia. "Vintersolhverv er i morgen. Forseglingen er svageste den nat. Og Malums folk ved det."

"Så planen er: gå ned, se hvad der sker, og improvisér?" sagde Ahra.

"Ja," sagde Retia.

"Det er en forfærdelig plan."

"Ja," sagde Retia.

Ahra kiggede på mig. Jeg kiggede på ham. Og vi grinede begge to, den slags grin der kommer når noget er så absurd og så farligt at det eneste alternativ til at grine er at ligge sig ned igen.

"Okay," sagde Ahra. "Forfærdelig plan. Jeg er med."

"Mig også," sagde Nihil. Han sagde det stille, uden grin, og hans øjne var alvorlige, og det var det øjeblik jeg forstod at Nihil Mathson ikke var med fordi han var modig. Han var med fordi han ikke havde et valg. Bjerget kaldte på ham lige så hårdt som det kaldte på mig, og den eneste forskel var at han havde siddet alene med det i uger mens Chris havde haft venner at dele det med.

"Tak," sagde jeg til ham.

Han nikkede. Et kort nik. Nihils nik sagde altid mere end hans ord.

Om aftenen sad vi ved floden.

Den var fire meter bred nu. Fire meter mørkt, langsomt vand med is langs kanterne, og i morgen, Vintersolhverv, ville den måske være tre. Man kunne næsten gå tørfødet over den. Alle barrierer var tynde.

Himlen var klar og kold og fuld af stjerner, de fremmede Anglien-stjerner der aldrig lignede dem over Oxford, og månen var en tynd segl der hang lavt over horisonten og kastede et svagt, sølvblåt lys over floden og græsset og slottets mure.

Vi sad i stilhed. Retia ved min side med Fulmen i skødet. Ahra på den anden side med Lynx mod sit ben. Nihil et stykke væk, alene men til stede, med sine hænder foldet og sit blik rettet mod bjerget der rejste sig sort mod de lysende stjerner.

Alôpex lå i mit skød og trak vejret langsomt, og hendes pels var varm under mine fingre, og hendes hjerte slog med den rolige regelmæssighed der sagde at hun var klar til hvad der end kom.

Luften lugtede af frost og sten og den smalle flods kolde vand og noget under det hele, den metalliske Dherak-duft der var overalt på øen men stærkere i nat, tættere, som om jorden selv trak vejret dybere.

"Er I bange?" sagde jeg.

"Ja," sagde Ahra.

"Nej," sagde Retia. Pause. "Jo."

Nihil sagde ingenting. Hans kæbe strammede sig, og det var svar nok.

Vi sad og kiggede på den smalle flod og det store bjerg og den kolde himmel, og vi sagde ikke mere, for der var ikke mere at sige. I morgen ville alt ændre sig. I morgen ville vi vide ting vi ikke vidste endnu, og vi ville ønske at vi ikke vidste dem, og vi ville ikke kunne glemme dem.

Men i aften var vi bare fire mennesker ved en flod i december, med fire dyr der havde valgt os, og en stilhed der var fyldt med alt det vi delte og alt det vi var bange for.

Det var nok. For en aften var det nok.

Cajis' besked kom klokken elleve om aftenen.

En lille grå due, den samme der havde bragt Retias brev uger tidligere, fløj ind igennem opholdsstuens åbne vindue og landede på bordet foran Retia. Den lille pergamentrulle var bundet med rød snor, og Retias fingre løsnede den med bevægelser der var for rolige, den slags kontrol der siger at hænderne ved noget hjernen nægter at acceptere.

Hun læste. Hendes ansigt ændrede sig ikke. Men hendes fingre holdt så hårdt om pergamentet at det knækkede i kanten.

"Min far er her," sagde hun. "På øen. Cajis fik det at vide af en af naboerne der så ham gå ned mod kajen i morges."

"Her?" sagde Ahra. "På Déynáir?"

"Ja."

Vi kiggede på hinanden. Tyvekongen havde forladt sin by. Han var kommet til øen. Og der var kun én grund til at en mand som Niram Caritas ville forlade Tés Aváir: det der var under bjerget var vigtigt nok.

Og så mærkede jeg det.

Ikke en lyd. Ikke en duft. En bevægelse. Dybt under mine fødder, dybt under slottet, dybt under alt det menneskelige, rørte noget sig. Ikke den langsomme puls jeg havde lært at kende. Noget hurtigere. Noget der blev presset. Noget der reagerede på en kraft der ikke var min.

Alôpex rejste sig i mit skød med strittende pels. Lynx knurrede. Fulmen bredte sine vinger.

Et jordskælv løb igennem slottet. Kort. Hårdt. Pejsens flamme hoppede. Et billede faldt ned fra væggen. Et glas på bordet væltede og rullede ned på gulvet og knuste med en lyd der var for lille til det der skete.

"Nogen presser forseglingen," sagde jeg. "Nu. Ikke i morgen. Nu."

Nihils øjne var store og mørke, og han var allerede på benene. Retia stod med Cajis' brev krøllet i sin knytnæve. Ahras ansigt var hvidt, men hans hænder var stille, og de rystede ikke.

"Planen var i morgen," sagde Ahra.

"Planen er nu," sagde jeg.

Vi tog vores kapper. Vores stave. Det vi havde. Det var ikke nok. Det var aldrig nok. Men det var det vi havde, og det var det vi gik med.

Alôpex løb foran mig ud i natten. Lynx fulgte Ahra. Fulmen fløj over Retias hoved. Nihil gik alene, men han gik, og hans skridt var sikre.

Vi gik op ad bjerget i mørket, fire mennesker og fire dyr, og ingen af os vidste at kun tre ville komme ned igen.