Vintersolhverv-ferien på Déynáir varer syv dage. De fleste elever rejser hjem til deres familier. De få der bliver, bor i deres kollegiers opholdsstuer, og slottet er stille, og gangene er tomme, og der er en ensomhed i de store rum der er en anden slags ensomhed end den man har blandt mennesker.

Déynáirs elevhåndbog, kapitel om traditioner

Kapitel 24

Vrede

Vintersolhverv-ferien begyndte en fredag.

Spisesalen var halvtom den morgen. Elever gik med pakket bagage og Amícûs i favnen og ansigter der allerede var vendt mod hjemmet. Ahra havde pakket aftenen før, omhyggeligt og langsomt, med Lynx der sad oven på hans kuffert og kiggede ned på ham med den tålmodighed katte har med mennesker der gør ting der er under dem.

"Kom med hjem til os," sagde han. "Min mor har allerede lavet din seng. Og min bedstemor vil gerne møde dig."

"Ikke denne gang," sagde jeg.

Han kiggede på mig. Hans duft af varm bark og honning var tæt og bekymret. "Chris. Du kan ikke blive her alene i syv dage."

"Jeg bliver ikke alene. Retia bliver også."

Det var sandt. Retia havde sagt nej til at tage hjem. Ikke fordi hun ikke ville se sin mor og Cajis. Fordi hun ikke ville gå igennem Tés Aváirs gader og vide at hendes far var et sted derude og holdt øje. "Jeg har brug for afstand," havde hun sagt, og hendes stemme havde været flad og bestemt, og ingen af os havde spurgt videre.

Ahra kiggede fra mig til Retia og tilbage. Han åbnede munden. Lukkede den. Åbnede den igen.

"Vær forsigtig," sagde han. Det var det eneste han sagde. Og det var nok.

Han gik. Maka gik med ham. Will og Marcus gik. Sera gik, med sin arm stadig i slynge og et smil der langsomt var begyndt at komme tilbage, ikke det samme smil som før, et smallere smil, et der vidste mere. Kael gik med et nik til mig i døren, den samme gestus som altid, men denne gang holdt hans øjne mine et sekund længere. Jorin gik med jord under neglene og en potteplante under armen han ikke ville efterlade.

Dario gik. Vessa gik. Nihil gik, men langsomt, og han stoppede i døren til spisesalen og kiggede tilbage, og hans blik fandt mig, og der var noget i det der sagde at han vidste at noget var galt, og at han ville have spurgt hvis han var den type der spurgte.

Da den sidste elev var gået, var slottet stille.

Jeg ventede til lørdag.

Ikke fordi jeg havde brug for tid til at forberede mig. Fordi min krop vidste at det her var noget man ikke kunne tage tilbage, og den ville have en nat mere med det liv der var før. En nat mere med pejsen og Alôpex og den stille opholdsstue og den illusion at alt var normalt.

Retia sad i vindueskarmen og læste. Hun havde ikke spurgt hvad jeg havde planlagt. Hun vidste det. Hun vidste det fordi hun var Retia, og Retia vidste altid hvad folk havde besluttet, selvom de ikke havde sagt det endnu.

"I morgen," sagde hun uden at kigge op fra sin bog.

"Ja."

"Vil du have at jeg kommer med?"

"Nej."

Hun nikkede. Bladede en side. Hendes fingre var rolige. "Jeg venter her."

Lørdag morgen gik jeg op til rektors kontor.

Gangene var tomme. Mine skridt gav ekko mod stengulvet, og ekkoerne var for store, for hule, for meget for ét menneske. Det var mærkeligt at gå igennem et slot der normalt var fuldt af stemmer og skridt og latter og nu bare var sten og stilhed. Fakkellyset brændte som altid, blåligt og stille, men det lyste ingenting op for der var ingenting at lyse op.

Alôpex gik ved min side. Hendes kløer tikkede svagt mod stenen. Hendes åndedræt var langsomt og roligt, og det var det eneste der holdt mit eget roligt.

Jeg nåede statuen af manden med staven. Stod stille. Tog en indånding.

"Chris," sagde Alôpex. "Du behøver ikke gøre det i dag."

"Jo," sagde jeg. "Det gør jeg."

Jeg lagde min hånd på statuen og sagde det ord Haltora havde mumlet den første dag, det ord jeg havde lyttet mig til igennem passagerne, det ord der åbnede døren til rektors kontor. Statuen forsvandt. Døren dukkede op.

Jeg bankede.

"Kom ind," sagde en stemme indefra.

Vuldators kontor var det samme som sidst, men anderledes i den tomme skole. Kortene på hylderne var de samme, ruller af pergament med steder der ikke eksisterede mere. Stearinlysene var de samme. Nix sad på hans skulder med de røde øjne og kiggede på mig inden han gjorde.

Og hans duft ramte mig. Stearinlys og gammelt pergament og det der var under: duften af et rum nogen lige har forladt, varmen fra en krop der ikke er der mere. Min fars brors duft. Min onkels duft. Og den ramte mig hårdere nu, fordi jeg vidste hvad den betød, og den betød tab, og den betød femten år, og den betød alle de ting han aldrig havde sagt.

Rummet føltes større i den tomme skole. Mere tomt. Mere stille. Vuldator sad bag sit bord med en kop te der dampede og et ansigt der sagde at han havde ventet.

"Chris," sagde han. "Sæt dig ned."

Jeg satte mig ikke ned.

"Du er min onkel," sagde jeg.

Stilheden der fulgte var den slags stilhed der har sin egen temperatur. Den var kold. Nix' hale stoppede med at bevæge sig. Vuldators hånd, der havde ligget om sin tekop, strammede sig om den, og hans knoer blev hvide.

"Hvem har fortalt dig det?" Hans stemme var rolig. Kontrolleret. Isen under overfladen.

"Surain. Arcanus. Alle der kigger på mig og ser min far. Alle der hører mit navn og holder vejret." Jeg stod foran hans bord og mærkede mit hjerte hamre, men min stemme var stadig. Det kolde vand havde lært mig det. At stå stille i noget der gør ondt. "Du vidste hvem jeg var da jeg gik på vandet. Du vidste det da du sagde 'hold dig i ro.' Du vidste det da du kiggede på mig med smerte i dit ansigt og lukkede døren bag mig og lod mig fare vild i dit slot."

Vuldator kiggede på mig. Hans blå øjne, der var de samme som min fars blå øjne, som de blå øjne på det billede Cajis havde set i gangen, holdt mine.

"Ja," sagde han.

Bare det. Ja. Ikke en forklaring. Ikke en undskyldning. Et ja der var så bart og så stille at det var værre end en løgn.

"Du lagde mig i en kostskole i Oxford," sagde jeg. "I femten år. Med en matrone der lavede havregrød og sagde ingenting. Med et efternavn ingen kendte. Med en tom væg og et blankt stamtræ og ingen eneste person i hele verden der fortalte mig hvem jeg var."

"For at beskytte dig," sagde Vuldator.

"For at beskytte mig." Jeg mærkede det nu. Det der havde ligget stille inde i mig i uger, i måneder, i femten år. Det der havde ligget under meditationen og under det kolde vand og under alt det kontrol jeg havde bygget op sten for sten. Det rørte sig. Det rejste sig. Og det var varmt. "Alle beskytter mig. Du. Haltora. Surain. Arcanus. Kalmin. Min mor der sender fjere i stedet for..." Jeg stoppede. Min stemme var ved at knække, og det ville jeg ikke, ikke nu, ikke foran ham. Jeg trak vejret. "I stedet for bare at komme. Alle sammen har besluttet at Chris Godrand ikke kan tåle sandheden, og ingen af jer har..." Jeg mistede tråden. Den var der, den var lige der, og den gled fra mig som noget vådt man prøver at holde fast i. "Ingen af jer har spurgt mig. Om noget. Nogensinde."

"Du var et barn..."

"Jeg er femten. Og jeg har gået på vand og kæmpet mod snigmordere og mærket noget der lever under et bjerg og hørt min mor skrige i mine drømme, og du kalder mig et barn?"

Vuldator rejste sig. Langsomt. Hans stol skrabede mod stengulvet. Nix hoppede ned fra hans skulder og landede lydløst på bordet og kiggede fra ham til mig og tilbage.

"Din far bad mig om det," sagde Vuldator. Hans stemme var stadig rolig, men den var ikke iskold mere. Der var noget under den nu, noget der rystede. "Inden han døde." Han stoppede. Hans blik gik til vinduet, og hans øjne så noget der ikke var i rummet. "Det regnede den nat. Og der lugtede af brændt jord, og hans hænder var kolde da han holdt mine, og den sidste ting han sagde til mig var: 'Gem ham. Gem ham så godt at selv Kôilé ikke kan finde ham. Og giv ham ikke sandheden før han er stærk nok til at bære den.'"

Min fars ord. Min fars sidste ønske.

"Og hvornår er det?" sagde jeg. "Hvornår er jeg stærk nok?"

Vuldator kiggede på mig. Hans ansigt var åbent nu, mere åbent end jeg nogensinde havde set det, og der var smerte i det der var så dyb at den ikke havde et ansigt, den bare var der, i hans øjne og hans mund og den måde hans hænder lå på bordet med fingrene spredt som om han prøvede at holde fast i noget der allerede var gledet væk.

"Jeg ved det ikke," sagde han. "Jeg har aldrig vidst det. Og jeg har ligget vågen hver nat i femten år og spurgt mig selv om det var i dag."

Det var det ærligste nogen nogensinde havde sagt til mig. Og det var ikke nok.

"Hvem dræbte min far?" sagde jeg.

Stilhed.

"Hvem er Malum?"

Stilhed.

"Hvad er der under bjerget?"

Stilhed.

"Hvor er min mor?"

Vuldator lukkede øjnene. Hans hænder lå fladt på bordet, og de rystede svagt, og Nix gik hen til ham og pressede sit hoved mod hans håndled, og han rørte ved katten med sine fingerspidser, langsomt, den gestus man laver når man prøver at finde noget at holde fast i.

"Gå, Chris," sagde han.

"Nej."

"Gå. Venligst."

Og det var det ord der gjorde det. Venligst. Ikke en ordre. Ikke en afvisning. En bøn. Min onkel, der havde gemt mig i femten år og båret skylden for det hver nat, bad mig om at gå, fordi han ikke kunne give mig det jeg bad om, og han vidste det, og det smerter var i hans stemme var ægte, og den var den værste smerte af alle: smerten i en der elsker dig og ikke kan hjælpe dig.

Jeg gik.

Døren lukkede sig bag mig. Statuen kom tilbage. Og jeg stod i den tomme gang i det stille slot og mærkede alting bryde sammen.

Ikke med et brag. Med en stilhed.

Vreden der havde båret mig op ad trapperne og ind igennem døren og igennem hele samtalen, den vrede der var varm og retfærdig og kontrolleret, den forsvandt. Ikke langsomt. Med ét. Og der hvor den havde været, var der ingenting.

Jeg gik ned ad trappen. Mine ben bevægede sig, men de tilhørte ikke mig. Mine hænder hang ved mine sider, men de var ikke mine hænder. Alôpex gik ved min side og sagde ingenting, og det var rigtigt, for der var intet at sige.

Jeg gik til min seng. Lagde mig ned. Trak tæppet op. Lukkede øjnene.

Og så blev jeg liggende.

De næste tre dage eksisterede ikke rigtig.

Jeg ved det lyder dramatisk. Det var ikke dramatisk. Det var det modsatte af dramatisk. Det var fladhed. En grå, stille, jævn fladhed der lagde sig over alt, over mine tanker og mine følelser og min krop, og som fjernede alt der havde farve og lod alt der var gråt stå tilbage.

Jeg stod ikke op. Ikke den første dag. Lyset i vinduet over min seng skiftede fra gråt til hvidt til gråt igen uden at det betød noget. Den anden dag hørte jeg skridt i gangen udenfor, langt væk, nogen der gik forbi, og lyden registrerede sig i min hjerne og forsvandt igen uden at efterlade noget. Som sten der kastes i vand der er for dybt til at lave ringe.

Den tredje dag stod jeg op for at gå på toilettet. Gulvet var koldt under mine bare fødder. Spejlet på badeværelset viste et ansigt jeg kendte men ikke genkendte, blegere end det burde være, med øjne der var åbne men ikke rigtig så på noget. Jeg gik tilbage til sengen og lagde mig ned og kiggede på loftet. Bjælkerne krydsede hinanden i mønstre jeg havde set hundrede gange, og de betød stadig ingenting.

Ikke bevidst ingenting. Bare tomhed. En tomhed der var for stor til at have kanter.

Alôpex lå ved min hals hele tiden. Hendes krop var varm, og hendes hjerte slog, og hun sagde ingenting, og det var det rigtige. Der var intet at sige. Der var intet at gøre. Der var bare det her, den grå flade, og mig i midten af den, og ingenting der bevægede sig.

Retia bankede den første dag. Jeg svarede ikke. Hun bankede igen. Jeg svarede ikke. Tredje gang bankede hun ikke. Hun åbnede bare døren og kom ind.

Hun sagde ingenting. Hun satte sig på gulvet ved siden af min seng med ryggen mod sengegavlen og sine ben strakt ud foran sig og Fulmen i sit skød. Og hun sad der. I en time. Måske to. Uden at sige et ord. Uden at spørge hvad der var galt. Uden at prøve at gøre det bedre.

Bare der.

Hendes duft af saltvind og vilde roser blandede sig med duften af rent sengetøj og Alôpex' pels og den stille luft i det tomme sovesrum, og det var en duft der sagde at et andet menneske var til stede, og at det menneske ikke krævede noget af mig, og at det var nok.

Hun kom igen den anden dag. Og den tredje. Hver gang satte hun sig på det samme sted og sagde ingenting og sad der.

Den tredje aften rakte hun sin hånd ud mod min skulder. Og stoppede. Hendes fingre hang i luften en centimeter fra tæppet, og de rystede svagt, den slags rysten der siger at nogen ikke ved om det de er ved at gøre er det rigtige. Retia der altid vidste hvad hun skulle gøre, der aldrig tøvede, der aldrig viste usikkerhed. Hendes fingre rystede.

Så lagde hun dem ned. Lette og varme igennem tæppet, og de lå der uden at bevæge sig, og det var den enkleste gestus i verden, og den var nok til at noget inden i mig rørte sig en millimeter. Ikke meget. Bare nok til at jeg vidste at det stadig var der.

"Chris," sagde Alôpex i mit hoved den nat. Hendes stemme var blød og varm og tålmodig.

"Ja."

"Det gør ondt."

"Ja."

"Det holder ikke op med at gøre ondt."

"Nej."

"Men du holder heller ikke op med at eksistere."

Jeg trak vejret. Dybt. Det første rigtige åndedræt i tre dage. Det føltes som at drikke vand efter at have været tørstig i lang tid: simpelt og nødvendigt og næsten smertefuldt godt.

"Nej," sagde jeg. "Det gør jeg ikke."

Den fjerde dag stod jeg op.

Jeg ved ikke hvorfor. Ikke rigtigt. Mine ben svingede ud over sengekanten af sig selv, og mine fødder fandt det kolde gulv, og min krop rejste sig inden mit hoved havde besluttet noget. Det var kroppen der bestemte. Kroppen der var træt af at ligge stille. Kroppen der huskede hvad det ville sige at bevæge sig, selvom hovedet endnu ikke var kommet med.

Jeg stod i det tomme soverum og mærkede mine egne ben under mig, og de var svage, og mit hoved var let, og verden vippede en smule, men jeg stod.

Og så vidste jeg det. Ikke fordi det var ovre. Ikke fordi jeg var klar. Men fordi der var noget der ventede, et sted under bjerget, et sted i mine drømme, og det var ligegyldigt om jeg var klar eller ej, for det ventede ikke på mig.

Jeg gik ned til floden. Det var tidlig morgen, og himlen var grå og lav, og luften var den koldeste den havde været hele vinteren. Floden var smal nu, syv-otte meter, og isen langs kanterne var tyk, og vandet i midten var mørkt og langsomt.

Jeg trak mit tøj af. Stod i den kolde morgenluft med bar hud og dampende åndedræt. Og trådte ud i vandet.

Kulden var brutal. Værre end nogensinde. Den skar igennem mig med en kraft der var fysisk, en kraft der greb fat i mine muskler og mine knogler og mit hjerte og sagde: mærk mig. Og jeg mærkede den. Jeg lod den komme. Jeg trak vejret. Fire. Hold. Seks. Og langsomt, langsomt, begyndte kulden at ændre sig. Ikke forsvinde. Ændre sig. Fra smerte til tilstedeværelse. Fra noget jeg kæmpede imod til noget jeg var i.

Og da jeg stod der i det iskolde vand, med mine fødder på den stenede bund og min krop der rystede og mit hjerte der hamrede, mærkede jeg noget. Ikke udefra. Indefra. Noget der var blevet rystet løs af de tre dages fladhed, noget der havde siddet fast og nu var frit, og det var ikke vrede og det var ikke sorg og det var ikke frygt. Det var beslutsomhed.

Stille. Kold. Klar.

Jeg vidste hvad jeg skulle gøre. Ikke fordi nogen havde fortalt mig det. Fordi jeg havde ligget stille i tre dage og lyttet til ingenting, og i ingenting havde svaret været der hele tiden.

Bjerget. Vintersolhverv. Forseglingen der var svageste den nat. Og det der ventede under det.

Jeg gik op af floden. Kulden forlod min krop i bølger af varme der strømmede igennem mig, og min hud brændte og prikkede og levede, og jeg stod på bredden i morgenlyset og trak vejret, og hvert åndedræt var klart og skarpt og nyt.

Retia stod på bredden og kiggede på mig. Hun havde en kop te i hænderne, og dampen steg op i den kolde luft.

"Du er oppe," sagde hun.

"Ja."

"Er du okay?"

"Nej." Jeg trak min trøje over hovedet og mærkede stoffet mod min våde hud. "Men jeg er her. Og der er noget vi skal gøre."

Hun rakte mig teen. Jeg tog den. Koppen var varm i mine kolde hænder, og dampens lugt af kamille og honning mindede mig om Sera, om den allerførste aften, om te og venlighed og et sted der ville have mig.

"Fortæl mig," sagde Retia.

Og det gjorde jeg.

> *Der er ting i denne verden der er ældre end sprog. Ældre end magi. Ældre end de sten vi bygger vores skoler af. Og de ting sover, og de drømmer, og de venter. Og den dag de holder op med at vente, vil det ikke være en begyndelse. Det vil være en tilbagevenden.* > — Fragment af tekst fundet hugget ind i sten under Déynáir, sprog ukendt, oversættelse omstridt