Spøgelses-tigre er den sjældneste form for Amícûs. Kun sytten er dokumenteret i Angliens historie. En spøgelses-tiger der mister sin ejer undergår en forvandling der aldrig er blevet fuldt forstået: dens øjne ændrer farve, dens striber skifter, og dens temperament ændres permanent. Hvad der driver forvandlingen, og om den kan vendes, er ukendt.

Surains Bestiarum, tredje udgave, appendiks

Kapitel 15

Ravnen

Ugerne gik.

Det lyder simpelt når man siger det sådan. Ugerne gik. Men indeni dem var der timer og minutter der alle havde deres egen vægt, og nogle af dem var lette, og nogle af dem var tunge, og det var aldrig de samme fra dag til dag.

De lette var timerne med Ahra og Retia. Morgenmaden hvor Ahra fortalte historier om sin bedstemors træning og illustrerede dem med brede armbevægelser der væltede hans te, og Retia fangede koppen inden den nåede bordet uden at kigge op fra sin bog. Frokosterne hvor Retia løste opgaver i sit hoved og sagde svaret højt mens hun tyggede, og Ahra sagde "hvordan vidste du det?" og hun sagde "det er logik" og han sagde "det er ikke logik, det er trolldom." Aftenerne i opholdsstuen hvor vi sad ved pejsen, alle tre, og Maka spillede guitar i hjørnet på en guitar der af og til skiftede toneart af sig selv, og Lynx lå på ryggen med poterne i vejret mens Ahra kløede hendes mave, og Fulmen sov med hovedet under sin vinge på stolens armlæn.

Og de øjeblikke der var sværest at beskrive, fordi de ikke var noget. Bare tilstedeværelse. At sidde ved siden af to mennesker og ikke behøve sige noget. At mærke Retias skulder et par centimeter fra min og vide at hun var der, uden at se på hende. At høre Ahra trække vejret dybt inden han sagde noget dumt og vide at det kom, og smile inden han sagde det.

Det er de ting man først bemærker når man aldrig har haft dem.

Og der var Thea Lyndris.

Jeg vidste ikke hvornår jeg begyndte at lægge mærke til hende. Det var ikke en beslutning. Det var bare noget mine øjne gjorde, uden at spørge mit hoved om lov. Hun sad for enden af Ushenhiener-bordet i spisesalen, langt fra os, med helt lyst hår der næsten var hvidt i det lys der faldt ind fra vinduerne, og grønne øjne jeg kun kunne se fordi jeg kiggede alt for længe. Ushenhiener-eleverne var sjældne i de almindelige timer. De havde deres egen undervisning, deres egne lokaler, deres eget liv bag lukkede døre. Men i spisesalen var de der, og hun var der, og hendes latter var den slags latter man kan høre over et helt rum uden at den er høj, bare klar, og den landede et sted i mit bryst jeg ikke vidste var der.

Jeg kendte ikke hendes duft. Jeg var aldrig tæt nok på. Jeg kendte ikke hendes stemme. Jeg havde aldrig hørt hende sige noget der var rettet mod mig. Jeg vidste bare at hun eksisterede, og at mine øjne fandt hende hver gang hun var i salen, og det irriterede mig at de gjorde det.

"Du stirrer," sagde Ahra en dag over frokosten.

"Nej."

"Jo."

"Hold kæft og spis din toast."

Retia sagde ingenting. Men hendes ene øjenbryn løftede sig en millimeter, og hendes mund lavede den bevægelse der er halv-smil og halv-noget-andet, og hun kiggede ned i sin kop og drak sin te.

Det var ikke forelskelse. Jeg var femten. Jeg vidste ikke hvad forelskelse var. Det var bare den ting teenagehjerner gør med folk man ikke kender: opfinder et mysterium hvor der måske bare er en person med lyst hår og en klar latter. Og det var fint. Det var normalt. Det var den mest normale ting der var sket for mig siden jeg kom til Déynáir.

Besværgelser-timen havde Dario Fell fra Toníâs. Blondt hår, blå øjne, den slags selvsikkerhed der sidder i skuldrene og i den måde man holder sit hoved på. Han var god. Ikke god som Retia, der bare vidste ting. God på den kontrollerede, øvede måde der siger at nogen har trænet hjemme, med forældre der forventede at han var den bedste, og han levede op til det. Vores stille rivalisering i besværgelser begyndte den dag vi begge producerede "Lux" på samme tid, og hans var stærkere, og han smilede, og jeg besluttede at det ikke ville ske igen.

Vessa Raknotu fra Toníâs var i historie-timen. Hende fra floden den første dag, hende der havde sagt "men det kan vi jo ikke" med en stemme der var bange men ærlig. Hun var stadig bange og ærlig. Hun stillede spørgsmål i timen som alle andre tænkte men ingen andre turde sige: "Hvad skete der med Sektion XIII's medlemmer efter Krigen?" og "Hvorfor blev bjerget forbudt?" og prof. Vetharin svarede altid med den slags halve svar der siger at hun ved mere end hun vil sige, og Vessa nikkede og skrev det ned og stillede et nyt spørgsmål der var lidt skarpere end det forrige.

Jeg kendte navnene på alle elever i min årgang inden den tredje uge. Det var ikke noget jeg besluttede. Det var noget der skete fordi jeg kiggede, og fordi mit hoved huskede ansigter og navne med den samme automatik mine fingre fandt passager i mørke gange. Mira Solvik fra Gistónu der altid sad alene med sin bog. Lira Ashvane fra Razolní-andetår der tegnede i sin skitsebog med hænder der altid var plettede af blæk. Torins røde hår og høje grin. Kaels stilhed og brede skuldre. Jorin der stod på tæer for at nå den øverste hylde i biblioteket. Sera der strikkede i opholdsstuen med et smil der var venligt mod alle. Dario der gik som om han ejede gangen.

Jeg kendte dem alle. Jeg kendte deres vaner og deres pladser og deres små rutiner. Kael der rørte ved sit ar med tommelfingeren når han var nervøs, altid den samme langsomme bevægelse hen over den hvide linje, som om han tjekkede at den stadig var der. Jorin der stod på tæer for at nå den øverste hylde i biblioteket og nægtede at bede om hjælp. Sera der strikkede, og hendes tråd der var blå når hun var rolig og skiftede til orange når hun var irriteret, og hun vidste det ikke, men alle andre vidste det. Dario der gik igennem gangene med hagen løftet og skuldrene tilbage, men hvis man kiggede på hans hænder var de altid knyttede, og det sagde noget hans holdning ikke sagde. Lira i sin vinduesram med blæk på fingrene og en skitsebog der var fuld af øjeblikke der levede. Mira for enden af Gistónu-bordet med en bog der var tykkere end hendes hoved, og Nihil to pladser væk med en bog der var næsten lige så tyk, og de to der aldrig talte men altid sad tæt nok til at vide den anden var der.

Og de kendte mig, langsomt, lidt for lidt. "Ham der gik på vandet." "Ham med den hvide ræv." Og til sidst, bare "Chris" eller "Godrand," afhængigt af hvor godt de kendte mig.

Lira viste mig tegningen en onsdag aften.

Hun kom hen til min stol i opholdsstuen med sin skitsebog presset mod sit bryst og et ansigt der var halvt stolt og halvt undskyldende, og hun sagde "Jeg har tegnet dig. Jeg håber det er okay."

Hun åbnede bogen. Og der sad jeg. Ikke det ansigt jeg så i spejlet. Et andet ansigt. Et ansigt der sad i en stol med en ræv i skødet og kiggede ind i en ild, og det var åbent på en måde mit ansigt aldrig var åbent når jeg vidste at nogen kiggede. Sårbart. Stille. Og tegningen bevægede sig: ilden flakkede, Alôpex' hale rørte sig svagt, og mine øjne blinkede langsomt.

"Det er mig?" sagde jeg.

"Det er dig når du ikke ved nogen kigger," sagde Lira.

Jeg kiggede på tegningen i lang tid. Det var mærkeligt at se sig selv igennem en andens øjne. Mærkeligt og ubehageligt og smukt på samme tid.

"Tak," sagde jeg.

"Må jeg beholde den? Til min samling?"

"Ja," sagde jeg. "Men tegn mig ikke når jeg sover."

Hun grinede. "Ingen løfter."

Vessa Raknotu stoppede mig i gangen efter historietimen den følgende torsdag.

"Godrand." Hun stod med sine bøger presset mod brystet og hendes hænder der rystede svagt, den samme rysten hun altid havde når hun skulle sige noget. "Kan jeg spørge dig om noget?"

"Ja."

"Symbolet i bogen. Sektion XIII's forsegling. Du stirrede på det. Jeg så det. Du kiggede på det i ti minutter og lukkede bogen og kiggede ikke på noget andet resten af timen." Hendes øjne var store og skarpe bag hendes briller. "Kender du det?"

Jeg tøvede. Et øjeblik. To. Vessa ventede med den tålmodighed folk har der er vant til at stille spørgsmål ingen vil svare på.

"Ja," sagde jeg. "Jeg har set det før."

"Hvor?"

"Det kan jeg ikke fortælle dig."

Hun nikkede. Ikke skuffet. Accepterende. "Min mor arbejder i Rådets arkiver," sagde hun. "Hun siger at Sektion XIII officielt ikke eksisterer mere. Men hun siger det på den måde min mor siger ting der ikke er sande: med et halvt smil og et blik der siger at man ikke skal spørge mere."

"Ligesom alle andre," sagde jeg.

"Ja." Hun kiggede på mig. "Ligesom alle andre. Men Chris, hvis du finder ud af mere, vil du så fortælle mig? Ikke alt. Bare nok til at jeg ved at nogen leder."

"Hvorfor?"

"Fordi den der ikke spørger, ved ikke. Og den der ikke ved, er sårbar."

Det lød som noget hun havde hørt mange gange. Noget hendes mor havde sagt. Og det lød sandt.

"Ja," sagde jeg. "Det vil jeg."

Hun nikkede. Gik videre. Hendes skridt var hurtige, og hendes bøger var presset hårdt mod hendes bryst, og hendes hænder rystede stadig. Men hun gik med ryggen ret.

Det var et sted. Med mennesker. Og jeg huskede dem alle.

Hverdagene havde deres egne samtaler.

De vigtige samtaler, om Kalmin og Sektion XIII og hulen og alt det mørke, de gemte vi til de stille aftener når ingen andre hørte. Men de samtaler der fyldte mest, de samtaler der var limet mellem os tre, var de andre. De der handlede om alt og ingenting.

Ahra spurgte mig en onsdag frokost: "Hvad ville du have været, hvis du ikke var kommet her?"

Jeg tænkte efter. "Svømmer, måske. Eller bare... nogen der arbejdede udenfor. Med hænderne."

"Med hænderne?"

"Ja. Noget man kan mærke. Noget der er virkeligt."

"Du ville have været tømrer," sagde Retia uden at kigge op fra sin bog. "Eller gartner."

"Hvorfor siger du det?"

"Fordi du altid rører ved ting. Vægge, træ, sten, bark. Dine hænder er aldrig stille." Hun kiggede op. "Det er en observation, ikke en kritik."

Jeg kiggede ned på mine hænder. Hun havde ret. De lå ikke stille. De rørte ved bordkanten, ved koppen, ved brødets skorpe. Altid i bevægelse. Altid på vej mod noget.

"Hvad med dig?" spurgte jeg hende.

"Jeg ved det ikke," sagde hun. Og det var det ærligste hun havde sagt i lang tid. Retia, der altid vidste alt, der altid havde svar, der aldrig tøvede. "Jeg ved ikke hvad jeg vil. Jeg ved bare hvad jeg ikke vil."

"Hvad vil du ikke?"

"Være min mor." Hun sagde det stille og kiggede ned i sin kop, og der var en stilhed bagefter der var for stor til at fylde med ord.

Ahra reddede den. Han gjorde det altid. "Jeg ville have været kok," sagde han. "En rigtig god kok. Ikke en der laver mad med magi. En der laver mad med hænderne, som din gartner, Chris. Med ting man kan smage og dufte og røre ved." Han gestikulerede med en halv pandekage i hånden. "Min bedstemor laver alt med besværgelser, og det smager fint, men det smager ikke af noget. Det smager af effektivitet."

"Dine pandekager ville være forfærdelige," sagde Retia.

"Mine pandekager ville være legendariske," sagde Ahra.

Og vi grinede, alle tre, den slags latter der ikke handler om noget sjovt men om at man er et sted man hører til, med mennesker man kender, og at det er nok.

Andre samtaler var anderledes. Dybere. Lavere. Dem der kom om natten, når Ahra og jeg lå i vores senge i mørket og stirrede op i loftet.

"Chris."

"Ja."

"Tror du de Tretten er virkelige? Altså, at de stadig eksisterer?"

"Symbolerne er virkelige. Passagerne er virkelige. Hulen var virkelig."

"Ja, men menneskerne. Tror du der stadig er tretten mennesker derude et sted der holder det hele sammen?"

Jeg tænkte på Surain. På hans rystende hænder. På den måde han sagde "din far var en af de tretten." Én af dem. Var Surain selv en anden?

"Ja," sagde jeg. "Jeg tror de er derude."

"Det er lidt skræmmende," sagde Ahra. Hans stemme var halvt gemt i puden. "Og lidt fedt."

"Det er mest skræmmende."

"Ja." Pause. "Men lidt fedt."

Lynx knurrede i søvne ved Ahras fødder, og Alôpex rørte ved min hals med sin kolde snude, og vi lå stille i mørket, og natten var lang, og slottet knagede rundt om os, og det var godt at have nogen at dele mørket med.

Og der var gåturene.

Søndag eftermiddage gik vi tre rundt på skolens grund, langs floden og igennem haven og ud mod skovkanten og tilbage igen. Det var ikke vandreture. Det var spadserture, den slags langsomme vandringer man tager når man ikke har noget sted at være og heller ikke har brug for et.

Skoven bag slottet var gammel. Egetræerne var så store at tre mennesker ikke kunne nå rundt om dem, og deres blade var gule og brune nu i sen november, og de faldt langsomt, en ad gangen, med den langsomme ynde ting har der ikke har travlt. Stien var blød af blade, og vores skridt lavede den hviskende lyd blade laver når de er våde og man træder på dem. Luften duftede af jord og svampe og den kolde, rene lugt vinter har når den er på vej men endnu ikke er kommet.

Ahra gik altid i midten. Retia gik på den ene side med hænderne i sine lommer. Jeg gik på den anden med Alôpex løbende foran os i zigzag, og hun stoppede ved hvert træ og hver sten og snusede intenst som om hvert eneste sted på skolens grund indeholdt en historie kun hun kunne læse.

Vi talte om timer og lærere og andre elever og mad og hvem der havde sagt hvad til hvem og om Torins hår der var blevet grønt efter en eliksir gik galt og om prof. Merikens ansigtsudtryk da det skete og om Retias seneste stratego-sejr og om Ahras seneste stratego-nederlag og om Will der var begyndt at gå med en pige fra Toníâs og om Nihil der stadig sad alene men som nu nikkede til os når han gik forbi i stedet for at kigge den anden vej.

Vi talte om alt det dumme og det ligegyldige og det sjove, og det var det vigtigste af det hele, for det var det der sagde at vi var venner. Ikke venner der var venner fordi de bar på hemmeligheder sammen. Venner der var venner fordi de gad hinanden, også de dage hvor der ikke skete noget vigtigt.

Retia samlede en kastanje op fra stien en eftermiddag og vendte den om i sin hånd. Den var blank og brun og glat, og den lyste svagt i det grå novemberlys.

"Min far plejede at samle kastanjer med mig," sagde hun. Stille. Ikke trist. Bare et minde. "Vi lagde dem i en skål i entréen, og om aftenen spillede vi med dem. Man kastede dem mod hinanden, og den der knækkede tabte." Hun drejede kastanjen mellem sine fingre. "Jeg vandt altid. Fordi han lod mig."

Ahra sagde ingenting. Jeg sagde ingenting. Vi gik videre. Retia beholdt kastanjen. Jeg så den senere på hendes natbord i Razolní-sovesalen, brun og blank og lille.

De tunge var timerne alene. Ikke fordi der var mange af dem. Men fordi de kom om natten, når de andre sov, og når mit hoved ikke ville holde stille.

Jeg lå i min seng og kiggede på den sorte fjer på væggen, og tænkte på de ting jeg vidste og de ting jeg ikke vidste, og de ting der lå midt imellem. Sektion XIII. Kalmins hemmelige møder. Retias far der gemte sig i Tés Aváir. Passagerne der pegede mod bjerget. Historielærerens ord om knogler under trygge mure. Og min egen bankboks med de forseglede papirer jeg stadig ikke havde åbnet.

Jeg tænkte på min mor. En kvinde jeg aldrig havde mødt, hvis stemme jeg havde hørt skrige i en portal, og hvis fugl måske sad udenfor mit vindue om natten. Jeg tænkte på hende, og jeg vidste ingenting, og det var det der holdt mig vågen.

Magisk stratego blev en fast del af vores aftener.

Spillet foregik på et bord i opholdsstuen der blev forvandlet til et landskab i miniature: bjerge og dale og floder og skove, alt sammen ikke større end et spisebord, men levende og detaljeret og bevægeligt. Hver spiller satte sine tropper op med tankens kraft, og de små figurer marcherede og kæmpede og satte fælder, og alt sammen var usynligt for modstanderen indtil det var for sent.

Retia vandt næsten altid. Ikke fordi hun var aggressiv. Fordi hun var tålmodig. Hun satte fælder tidligt og ventede, og hendes tropper bevægede sig med en disciplin der sagde at hun altid var tre skridt foran. Da hun vandt sin femte kamp i træk en onsdag aften, begyndte de andre Razolní-elever at protestere.

"Du snyder," sagde en dreng med rødt hår der hed Torin.

"Det kan man ikke i magisk stratego," sagde Retia uden at se op. Hun stillede sine tropper op til den næste kamp med den slags rolige effektivitet der er mere provokerende end ethvert svar.

"Man kan heller ikke vinde fem gange i træk."

"Åbenbart kan man," sagde Retia.

Jeg sad ved siden af hende og sagde ingenting og var stolt på en måde jeg ikke vidste om jeg havde lov til. Ahra sad på den anden side og kiggede ned i spillet med et ansigt der sagde at han prøvede at forstå noget han aldrig ville forstå.

Men det var Nihil der overraskede mig.

Han kom over fra Gistónu-bordet den følgende aften. Pejsen brændte lavt, og opholdsstuen lugtede af varm bøg og den svage rest af aftensmaden der hang i gardinerne. Det var første gang han frivilligt opsøgte nogen af os. Han stod ved bordet med hænderne i lommerne og kiggede ned på spilbrættet med den lukkede intensitet han bar på alt. Da han stod tæt på, mærkede jeg hans duft for første gang: vintervind og bart jern. Kold og skarp og ren. Ikke en Gistónu-duft. Noget andet.

"Må jeg?" sagde han. Hans fingre trommede svagt mod sin bukselomme.

Retia kiggede op. Kiggede på ham. Nikkede.

Nihil satte sig ned. Og spillede.

Det varede fyrre minutter. Det var den længste kamp nogen af os havde set. Nihils tropper bevægede sig anderledes end Retias: ikke tålmodigt men strategisk, ikke defensivt men kontrolleret aggressivt, og hans fælder var lagt med en ondsindethed der var næsten smuk. Han angreb ikke hendes fort direkte. Han angreb hendes forsyningslinjer. Han tvang hende til at sprede sine tropper. Han vandt tid for sine egne.

Retia vandt. Men kun lige. Ahra sad ved siden af mig med Lynx i skødet og havde holdt vejret de sidste fem minutter, og nu pustede han ud i et langt, langsomt pust der fik en lok af hans lyse hår til at flyve op fra panden. Jeg havde siddet med mine hænder knyttet om mine knæ og mærkede nu at mine fingre var stive af at have holdt for hårdt.

Da det var ovre, kiggede Retia på Nihil med det blik hun gav folk der havde overrasket hende.

"Igen?" sagde hun.

"Ja," sagde Nihil. Og det var det tætteste han havde været på at smile siden sorteringen.

Mareridt.

Det kom midt om natten i den femte uge. Ikke som en drøm der langsomt bygger sig op. Det kom som et brag.

Ild. Overalt. Vægge der brændte med flammer der var for hvide til at være naturlige, og en lugt af kobber og aske og noget sødligt der stak i næsen. Skriget. Kvindens stemme, den samme stemme fra portalen, men tættere nu, skarpere, desperat.

Og denne gang så jeg mere.

En hånd der rakte ud igennem røgen. Fingre der greb efter noget. Et ansigt bag flammen, sløret af varme og lys, men der, halvt synligt, og det var et ansigt der kiggede direkte på mig. Ikke på rummet. Ikke på ilden. På mig. Med øjne der var fulde af noget der var mere end frygt. Det var genkendelse. Hun vidste hvem jeg var.

Og så sagde hun noget. Munden bevægede sig. Men ordene nåede mig ikke. De blev slugt af flammen, og røgen tog hende, og alting blev sort.

Jeg vågnede med et ryk. Mit ansigt var vådt. Tårer. Ikke svag gråd. Rigtige tårer der løb ned ad mine kinder og ned i puden. Alôpex lå presset mod min hals med sin kolde snude mod min kind.

"Du drømte om hende igen," sagde hun i mit hoved.

"Hvem er hun?" hviskede jeg.

"Det ved jeg ikke endnu," sagde Alôpex. "Men hun kender dig. Og hun leder efter dig."

Jeg lå stille i mørket og kiggede op i loftet. Tårerne tørrede langsomt på mine kinder. Mit hjerte hamrede stadig, men det blev langsommere, slag for slag, og Alôpex' varme åndedræt mod min hals trak mig langsomt tilbage til det sted hvor drømme er drømme og virkelighed er virkelighed.

Men grænsen mellem de to blev tyndere. Det mærkede jeg. Hver drøm bragte mig tættere på hende. Og hende tættere på mig.

Næste morgen sad ravnen på min vindueskarm.

Den var stor. Større end nogen ravn jeg havde set. Dens fjer var helt sorte, men i morgenlyset skinnede de med et blåligt skær der mindede om den blå ild Retia lavede med Ignis. Dens øjne var sorte og dybe og kiggede på mig med en intelligens der var mere end dyrs.

Jeg satte mig op i sengen. Alôpex løftede sit hoved og kiggede.

"Den har været her før," sagde Alôpex. "Jeg kan lugte den. Den har siddet der mange gange. Om natten, når du sover."

Jeg rakte langsomt min hånd ud mod vinduet. Ravnen rørte sig ikke. Den kiggede på min hånd, på mine fingre, og så kiggede den op på mit ansigt, og dens blik holdt mit i det der føltes som lang tid.

Så åbnede den sit næb. Ikke for at skrige. For at slippe noget. En enkelt sort fjer faldt ned fra dens næb og landede på vindueskarmen. Fjeren var lang og glat og skinnede med det samme blålige skær.

Og så fløj den. Et enkelt vingeslag, lydløst og kraftfuldt, og den var ude igennem spalten i vinduet og op mod den grå himmel og væk.

Jeg tog fjeren op. Den var varm. Ikke fra solen, for der var ingen sol. Varm af noget andet. Og den duftede. Den duftede af noget jeg ikke kunne placere, men som rørte ved det sted i mig der var dybest: ikke hukommelse, ikke tanke, noget ældre end begge dele. Noget der føltes som den duft et hjem har, hvis man har glemt at man har et.

Ahra var vågnet og kiggede på mig fra sin seng. Hans øjne var store.

"Var det en ravn?" sagde han.

"Ja."

"En ravn der bringer en fjer uden besked..." Han satte sig op og trak tæppet op om sine skuldre. "Det er sjældent. Det betyder at nogen holder øje med dig. Nogen der har en ravn som Amícûs. Nogen der ikke vil afsløre sig selv endnu."

Jeg kiggede ned på fjeren i min hånd. Varm og sort og duftende af noget der føltes som hjem.

"Min mor," sagde jeg. Lavt. Næsten ikke et ord. Næsten bare en tanke der faldt ud.

Ahra sagde ingenting. Han kiggede bare på mig, og der var noget i hans blik der ikke var overrasket. Som om han havde tænkt det samme men ikke turde sige det.

Jeg gik hen til væggen over min seng. Den første fjer sad der allerede, sort mod rød sten. Jeg satte den anden ved siden af. To fjere nu. To tegn fra nogen der vidste hvem jeg var, og som ikke kunne eller ikke turde sige det.

To fjere. En begyndelse der begyndte at ligne noget mere.

Om aftenen fortalte jeg Ahra og Retia om mareridt. Om kvinden i ilden. Om skriget. Om ansigtet der kiggede på mig med øjne der genkendte mig.

Vi sad i opholdsstuen, de tre af os, tæt sammen i sofaen for enden af rummet, med stemmerne lave. Pejsen brændte lavt og kastede orange skygger op over loftet, og den lugtede af bøg og aske og den særlige varme gammel ild har, den der ikke brænder men gløder. De andre elever var gået i seng, og det eneste lys var ildens. Retia sad med benene trukket op under sig og Fulmen i skødet. Ahra sad fremadlænet med albuerne på knæene og sin tekop mellem hænderne, og hans duft af bark og honning blandede sig med røgen fra pejsen.

"Det er den samme stemme som i portalen," sagde jeg. "Hos Surain. Da vi gik igennem til Amícûs-øen."

Retia sad med Fulmen i sit skød og strøg fuglens fjer langsomt med sin tommelfinger. "Hvem tror du det er?"

Jeg kiggede på den sorte fjer på væggen over min seng, synlig selv herfra i det svage lys.

"Min mor," sagde jeg. "Jeg tror det er min mor."

Ahra kiggede på mig. Han sad med Lynx sammenrullet mod sit ben og sin kop te mellem hænderne, og hans ansigt var alvorligt.

"Hvis din mor har en ravn som Amícûs," sagde han langsomt, "så er hun en Engel. Og hvis hun sender dig fjere i stedet for breve, så skjuler hun sig. Og hvis hun skjuler sig, er der nogen hun skjuler sig fra."

"Eller nogen hun beskytter," sagde Retia stille. "Ved at holde sig væk."

Vi sad stille. Ilden knitrede. Alôpex lå på gulvet ved mine fødder med snuden på sine poter og øjnene halvt lukkede.

"Vi ved ikke nok endnu," sagde jeg. Det var det jeg altid sagde. Det var ved at blive en vane, og jeg hadede den.

"Men vi ved mere end vi vidste i går," sagde Retia. "Og det er nok for i dag."

Hun rejste sig, lagde sin hånd kort på min skulder da hun gik forbi, og forsvandt op mod sovesalene. Ahra fulgte efter med Lynx i hælene.

Jeg blev siddende. Alôpex lagde sit hoved i mit skød.

"Hun har ret," sagde Alôpex. "Det er nok for i dag."

"Hvornår er det nok for altid?" sagde jeg.

"Det er det aldrig," sagde hun. "Men man kan lære at leve med det."

Jeg strøg hendes pels. Blød og varm. Hendes hjerte slog langsomt og sikkert mod min håndled.

Og jeg sad der i den stille opholdsstue med den slukkende ild og tænkte at min mor var derude et sted i mørket, og at hun vidste hvem jeg var, og at hun sendte mig fjere fordi hun ikke kunne sende mig noget andet. Og det var mere end jeg havde haft i femten år. Det var uendeligt meget mere. Men det var stadig ikke nok.

Det er aldrig nok at vide at nogen elsker dig, hvis du ikke kan mærke dem.