Et kollegium er ikke et hjem. Det er en påstand. Det er skolen der siger: vi tror du er denne type menneske. Om skolen har ret, bestemmer du selv.

Overhovede for Toníâs, dimissionstale, årstal ukendt

Kapitel 11

Razolní

Prof. Haltora stod ved slottets hoveddør og ventede på os. Han var den eneste. Klokken var tidlig morgen, og resten af skolen sov stadig, og hans ulv lå ved hans fødder med lukkede øjne.

"I er de første der er kommet tilbage," sagde han. Hans stemme var flad. Ikke imponeret. Ikke overrasket. Bare flad, og det var næsten mere skræmmende end noget andet.

"Ahra er såret," sagde Retia. "Hans ben."

Haltora kiggede ned på Ahras ben uden at ændre udtryk. Hans ulv rejste sig og gik hen til Ahra og snusede til hans ben, og Ahra trak instinktivt sit ben væk, men ulven snusede videre, roligt og metodisk, og der var noget i dens gule øjne der sagde at den vurderede skaden med en præcision ingen menneskelig læge kunne matche.

"Følg mig," sagde Haltora.

Han førte os til sygefløjen, et lyst rum med hvide senge og en lugt af urter og noget medicinsk jeg ikke kendte. En kvinde i en grøn kappe tog imod Ahra og lagde sine hænder på hans ben, og hendes hænder begyndte at lyse svagt grønt, og Ahra trak vejret hårdt ind men sagde ingenting.

"Det hele?" sagde Haltora til mig og Retia.

"Tre skriftruller," sagde Retia og lagde dem på bordet ved døren.

"God." Han kiggede på mig. De sorte øjne. Duften af jern og natteluft. "Godrand. Rektor vil tale med dig i morgen. Indtil da, gå ned i spisesalen og spis noget. I ser ud som om I har brug for det."

Han gik, og ulven rejste sig og fulgte ham uden lyd.

De næste tre dage ventede vi på de andre hold.

De kom tilbage en ad gangen, i grupper af tre, ridsede og udmattede og tavse. Nogle af dem havde det svært. En dreng fra et af de sidste hold havde brækket sin arm og blev båret ind af sine to holdkammerater med et ansigt der var hvidt af smerte. En pige fra et andet hold kom tilbage alene. Hendes to holdkammerater kom en halv time senere, og de tre talte ikke med hinanden da de mødtes i indgangshallen.

Nihils hold kom med en dags forsinkelse. Nihil var den der gik forrest da de tre kom ind ad hoveddøren, og hans ansigt bar spor af noget der ikke var udmattelse. Det var stolthed. Hård, stille stolthed fra en dreng der havde bevist at han kunne klare noget der var svært.

Will løb hen til ham og tog fat i hans skulder. Nihil lod ham gøre det, men hans ansigt ændrede sig ikke.

Marcus gik stille over til bænken og satte sig ned og lukkede øjnene.

Alle hold var kommet hjem. Prøven var ovre.

I de dage mellem prøven og sorteringen boede vi stadig i gæsteopholdsstuen, men noget havde ændret sig. Grupper havde dannet sig. Dem der havde gået igennem prøven sammen, sad sammen i spisesalen, gik sammen på gangene, snakkede med en fortrolighed der ikke havde været der før. Prøven havde gjort noget ved os alle. Den havde taget det sociale lag af "hvem kender hvem fra hvilken skole" og erstattet det med noget dybere: "hvem stod ved min side da det blev mørkt."

Chris, Ahra og Retia. Det var os nu. Ikke tre mennesker der fandt hinanden fordi der ikke var andre steder at gå hen. Tre mennesker der havde valgt hinanden ved et bål, og som bar den hemmelighed med sig: at vi alle tre var mere bange og mere alene end nogen af os ville indrømme.

Sorteringsceremonien fandt sted en aften i den tredje uge. Spisesalen var fuld. Alle årgange. Alle lærere. Faktlerne brændte højere end normalt, og det gyldne lys lå tungt over bordene og ansigterne.

Rektor rejste sig.

"I har alle klaret prøven," sagde han. "Nogle hurtigere end andre. Nogle lettere end andre. Men I har alle klaret den, og det er ikke noget nogen skal tage for givet." Han holdt en pause. "Nu er det tid til at finde ud af, hvor I hører hjemme."

Han satte sig. Prof. Haltora rejste sig og gik frem til et podium foran højbordet. Hans ulv lå ved hans fødder, og dens gule øjne var åbne og kiggede ud over salen.

"Når jeg kalder jeres navn, kommer I op," sagde Haltora. "Jeg lægger min hånd på jeres skulder. Og så siger jeg, hvor I hører til."

Det var simpelt. Det var grusomt. Det var alt.

Navnene begyndte.

En pige med fletninger gik op som den første. Haltora lagde sin hånd på hendes skulder, og noget skete der ikke var synligt men som jeg kunne mærke selv på afstand: en strøm af Dherak der løb fra hans hånd ned igennem hende, undersøgende, mærkende, læsende, og pigen lukkede øjnene og trak vejret ind med et lille sæt. Så åbnede Haltora sine øjne og sagde "Toníâs," og pigen smilede og gik over til Toníâs-bordet, og alle der klappede.

Næste. Og næste. Drenge og piger gik op, en efter en, og Haltora lagde sin hånd på deres skulder, og hans sorte øjne lukkede sig, og der var altid et øjeblik af stilhed, kort eller lang, og så et ord. Toníâs. Ästonie. Razolní. Gistónu. Hvert ord som en dom og en gave på samme tid. Nogle gik til deres kollegium med lettelse. Andre med forvirring. En enkelt pige gik til Gistónu med et ansigt der sagde at hun havde forventet det og hadede at hun havde haft ret.

"Will Mathson."

Will gik op med sit nemme smil. Haltoras hånd. To sekunders stilhed.

"Ästonie."

Will grinede og klappede sine hænder sammen en enkelt gang, et lille klap der sagde "ja, det passer," og han gik over til Ästonie-bordet hvor Marcus Eslakrik allerede sad, sorteret fem minutter tidligere, og de gav hinanden et håndtryk der sagde at de allerede vidste de hørte til det samme sted.

Drax gik op. Haltoras hånd. Ét sekund.

"Gistónu."

Drax gik hen til Gistónu-bordet med hænderne i sine lommer og skuldrene løftet, uden at kigge på nogen. Jeg mærkede hans duft selv på afstand: brændt træ og aske. Men der var noget nyt i den. Noget koldt.

"Ahra Retonk."

Ahras hænder rystede da han gik op. Hans duft var der, varm bark og honning, men den var blandet med noget syrligt, angstsved, frygt der var så tæt at jeg næsten kunne smage den. Haltora lagde sin hånd på hans skulder. Ahras øjne lukkede sig.

Tre sekunder. Fem. Syv.

"Razolní."

Ahra åbnede øjnene. De var blanke. Han trak vejret som en mand der har holdt det inde alt for længe, og hans hele krop gav slip i et ryk, og han gik over til Razolní-bordet med skridt der var lettere end noget jeg havde set af ham. Hans brødres kollegium. Hans mors kollegium. Hans fars kollegium. Han hørte til.

"Retia Caritas."

Retia gik op med den holdning hun altid gik med. Ret ryg. Hævet hage. Et ansigt der ikke viste noget. Men hendes duft var stærkere, saltvind og vilde roser, og den bar en skarphed der sagde at hun var lige så bange som Ahra, hun viste det bare ikke.

Haltoras hånd. Næsten med det samme:

"Razolní."

Retia nikkede. Bare det. Men da hun gik hen til bordet sænkede hendes skuldre sig en centimeter. Den ene centimeter sagde alt.

"Nihil Mathson."

Nihil gik op. Han gik med stive, kontrollerede skridt, og hans ansigt var lukket, og hans øjne var rettet frem, og han lignede en person der har forberedt sig på det værste og nægter at vise det.

Haltoras hånd på hans skulder. Stilhed.

Lang stilhed.

Nihils kæbe strammede. Hans hænder var knyttet ved hans sider.

"Gistónu."

Nihils ansigt faldt. Ikke udadtil. Der var ingen dramatik, ingen tårer, ingen rystende hænder. Det der skete, skete bag hans øjne, i det sted hvor man opbevarer den person man troede man var, og det jeg så var det øjeblik hvor den person revnede. Hans mund strammede sig en millimeter. Hans kæbe trak sig en millimeter til venstre. Hans hænder, der havde hængt ved hans sider, knyttede sig langsomt, ikke i vrede men i den slags greb man bruger når man holder fast i sig selv for ikke at falde.

Han gik hen til Gistónu-bordet uden at kigge op. Will kiggede på ham fra Ästonie-bordet med et ansigt der var smadret af en smerte der var værre end Nihils egen, fordi det er altid værre at se nogen man elsker blive såret end at blive såret selv.

Jeg mærkede det i mit eget bryst. Fordi jeg vidste hvordan det føltes at blive sat et sted man ikke havde valgt.

"Chris Godrand."

Haltora sagde det højt. Det fulde navn. Og det rungede gennem spisesalen med en vægt der fik folk til at dreje hovedet.

Godrand.

Alle kiggede.

Jeg skubbede stolen tilbage. Den skrabede mod stengulvet, og lyden var for høj i den stille sal. Jeg rettede min kappe, trak vejret ind, og gik op mod podiet. Mine ben var tunge, og mit hjerte slog i mine ører, og jeg var bevidst om hvert eneste par øjne i rummet der fulgte mig. Alôpex sad på min skulder, og hendes kløer borede sig ind igennem min kappe, og hendes åndedræt var hurtigt og varmt mod min hals.

Haltora stod og ventede. Hans sorte øjne. Hans jern-og-storm-duft der var stærkere nu, tæt på, og der var noget andet i den, noget jeg ikke havde mærket før. Noget der mindede om sorg.

Han lagde sin hånd på min skulder. Den var tung og varm, og jeg mærkede hans Dherak strømme ned igennem den kontakt, ind i mine knogler, og det føltes som at stå i en flod der løb igennem mig, ikke rundt om mig, men igennem, og Haltora lukkede øjnene, og hans ansigt ændrede sig.

Det var den længste stilhed i hele ceremonien.

Ti sekunder. Femten. Tyve. Folk begyndte at hviske. Ahra kiggede på mig fra Razolní-bordet med store øjne. Retia sad stille med hænderne knyttet i skødet. Vuldator sad bag højbordet med katten på sin skulder, og hans ansigt var ulæseligt, og hans hånd lå fladt på bordet, helt stille.

Haltora åbnede øjnene. Han kiggede mig direkte i øjnene, og der var noget i det blik der sagde noget jeg ikke forstod endnu. Noget der ikke var sortering. Noget der var personligt.

Så løftede han sin hånd fra min skulder. Og i det øjeblik hånden forlod mig, mærkede jeg fraværet af den Dherak der havde strømmet igennem mig, et tomrum der varede et splitsekund og efterlod en summen i mine knogler.

Han sagde det stille. Men salen var så tavs at selv stilheden holdt vejret.

"Razolní."

Ordet landede i mig som en sten i stille vand. Ikke hårdt. Blødt. Og ringene bredte sig udad, igennem mine arme og mine ben og mine fingerspidser, og jeg mærkede det i mine tænder og i min hovedbund og bag mine øjne, og det var ikke bare et ord. Det var et sted. Mit sted.

Razolní-opholdsstuen var det smukkeste rum jeg nogensinde havde set, og det siger jeg som en person der har set magiske bankbokse og svævende bøger og blå ild.

Væggene var af varm, rød sten, og loftet var højt, og en kæmpe pejs brændte i den ene ende med en ild der var gylden, ikke blå, og som varmede hele rummet. Tykke tæpper lå på gulvet i dybrøde og gyldne farver, og møblerne var af mørkt træ, poleret af hundredvis af elevers hænder over hundredvis af år. Billeder af tidligere elever og helte hang på væggene, og deres øjne fulgte mig da jeg gik igennem rummet, men det var en venlig følgen, ikke en vurdering.

Vinduerne kiggede ud over floden, og i aftenlyset glimtede vandet gyldent, og luften der kom ind igennem dem bar duften af varmt græs og den kobberagtige tone der lå under alt på Déynáir.

Maka Retonk stod midt i rummet med åbne arme og et grin der næsten var for stort til hans ansigt. Da han så Ahra brød grinet, og noget blødere kom frem bag det, noget der sagde at han havde bekymret sig mere end han ville indrømme. Han greb Ahra i en krammer der varede alt for længe, og Ahras duft af varm bark og honning blandede sig med Makas, der var den samme men dybere, som et træ der er ældre end et andet træ af samme art. Ahra holdt fast med lukkede øjne, og hans hænder greb fat i sin brors ryg med den slags greb man kun giver mennesker man har savnet med hele kroppen.

"Velkommen hjem, lillebror," sagde Maka.

Andre Razolní-elever var der. Ældre elever der kiggede nysgerrigt på os fra sofaerne, nogle venlige, nogle vurderende. Sera Ventris smilede til mig fra en lænestol ved pejsen, hendes fregner mørke i ildskæret. Kael Thormund nikkede til Retia med den slags respekt man giver nogen man har hørt om.

Retia stod ved vinduet og kiggede ud over floden. Fulmen sad på vindueskarmen ved hendes side, og dens gyldne øjne fangede det sidste aftenlys. Hendes ansigt var stille, og hendes krop var rolig, og for første gang siden jeg havde mødt hende, var hendes skuldre ikke spændt. Hun stod bare der og var til stede, i et rum der ville have hende.

"Er det her godt?" spurgte Ahra mig da Maka endelig slap ham. Hans øjne var stadig blanke.

"Ja," sagde jeg. "Det er her godt."

Jeg kiggede rundt i rummet. Pejsen der brændte gylden. Vinduerne der fangede flodens lys. Tæpperne der var bløde under mine fødder, slidte af hundredvis af elevers skridt over hundredvis af år. Duften af varmt træ og gammel ild og den svage rest af alle de mennesker der havde siddet her før os.

Det lugtede af et hjem. Ikke mit hjem. Men et hjem.

Jeg fandt min seng i Razolní-sovesalen. Den stod ved væggen, med et vindue over den der kiggede ud over slottets have. Jeg satte mig på sengekanten og lod mine hænder hvile på mine knæ og sad stille et øjeblik og bare trak vejret. Madrassen gav sig under mig, blød og tung. Sengetøjet var dybrødt, og madrassen var blødere end noget jeg havde ligget på. Alôpex hoppede op på sengen og lagde sig sammen til en hvid kugle på puden.

Et lille skilt stod ved hovedgærdet. Det sagde:

Chris Godrand, Razolní.

Jeg kiggede på det i lang tid. Mit navn. Mit kollegium. Skrevet på et skilt ved en seng der var min.

Og over sengen var der en tom væg. Ligesom på Hayman Kollegiet. Ligesom alle de andre steder jeg havde boet, og ikke boet, og prøvet at høre til. En tom flade af varm, rød sten.

Men den føltes anderledes nu. Ikke som et fravær. Som en begyndelse. Som en væg der ventede på at blive fyldt med ting der endnu ikke var sket, med billeder der endnu ikke var taget, med minder der endnu ikke fandtes.

Jeg lagde mig ned og trak tæppet op over mine skuldre. Alôpex krøllede sig ind mod min hals, varm og blød, og hendes åndedræt var langsomt og roligt, og hendes hjerte slog mod min kind.

"Vi er hjemme," sagde hun.

"Måske," sagde jeg.

"Nej," sagde hun. "Vi er hjemme."

Jeg vidste ikke dengang at den væg ville blive fyldt inden årets udgang. Jeg vidste heller ikke at nogle af de ting jeg ville hænge op, ville gøre mere ondt end den tomme flade nogensinde havde gjort.

Men den aften, den allerførste aften i Razolní, vidste jeg ingenting af det. Og det var godt.

For den aften var det nok bare at ligge der, i en seng der var min, i et rum der ville have mig, med et navn på et skilt og en ræv mod min hals og to mennesker et sted nede i opholdsstuen der havde valgt mig inden skolen gjorde.

Det var nok.

Og for første gang i mit liv, var "nok" ikke et ord der betød "det er det bedste jeg kan få." Det betød bare: det er her. Det er varmt. Det er mit. Og jeg behøver ikke bevise for nogen at jeg fortjener det.

Jeg lukkede øjnene. Alôpex' hjerte slog mod min kind. Og der, i mørket bag mine øjenlåg, var der ingen tomme vægge, ingen blanke stamtræer, ingen matrone der skubbede en skål havregrød hen over bordet i stedet for et svar.

Der var bare det her. Og det var virkelig nok.