Voloére er den sjældneste form for ædelsten i Anglien. En enkelt Voloére kan opbevare en mængde Dherak der svarer til hvad hundrede Engle producerer i et helt liv. Hvem der lavede de første Voloérer, og hvordan, er ukendt. De ældste eksemplarer er dateret til før Krigens tid.

Uddrag fra Mineralogi og Magi, standardværk, 4. udgave

Kapitel 12

Første dage

Morgenen i Razolní begyndte med lys.

Ikke lamper. Ikke fakler. Vinduerne i sovesalen vendte mod øst, og solen kom ind igennem dem som en langsom oversvømmelse af guld der bredte sig hen over gulvet, hen over tæpperne, hen over sengetøjet, og ramte mit ansigt med en varme der ikke havde noget at gøre med temperaturen i rummet. Det var den slags lys man vågner af fordi kroppen mærker det igennem øjenlågene og beslutter at det er værd at åbne øjnene for.

Jeg åbnede øjnene. Loftet var højt og af mørkt træ med bjælker der krydsede hinanden i mønstre der var for regelmæssige til at være tilfældige. Alôpex lå sammenrullet på puden ved siden af mit hoved, og hendes pels fangede morgenlyset og skinnede svagt blåhvidt.

Ahra sov stadig to senge væk. Han lå på maven med den ene arm hængende ud over sengekanten og munden åben, og Lynx lå på gulvet under hans arm, som om den ventede på at fange ham hvis han faldt.

Seks andre drenge sov i rummet. Seks senge, seks pust, seks forskellige former under tæpperne. Jeg kendte ikke deres navne endnu. Det ville komme.

Jeg satte mig op og satte mine fødder på gulvet. Træplankerne var kolde og glatte, og de knirkede under min vægt. Jeg sad stille et øjeblik og trak vejret ind. Razolní-sovesalen lugtede af varmt træ og gammel stof og den svage rest af pejsens røg fra opholdsstuen under os, og under det hele den kobberagtige duft der lå i alt på Déynáir, svagere her end udenfor, men stadig til stede, stadig mærkbar.

Jeg rejste mig, gik hen til vinduet, og kiggede ud.

Floden lå under mig, bred og blank i morgenlyset, og på den anden side strakte markerne sig ned mod skoven der omkransede skolen. Himlen var blå med tynde striber af hvidt, og luften der kom ind igennem den åbne vinduesspalte var kølig og frisk og lugtede af dug og græs og det der er tilbage af natten når solen begynder at brænde den væk.

Det var mit vindue. Min udsigt. Min morgen.

Jeg kiggede op på væggen over min seng. Tom. Rød sten, varm og glat. Ingen billeder endnu. Men i min skuffe lå ravnens sorte fjer der var faldet ned fra... nej, den kom senere. Først var der skolen.

Skoledagene begyndte klokken halv ni i spisesalen, og de begyndte med mad. Ikke den overflod af fade vi havde set den første aften, men noget mere dagligdags: brød, ost, frugt, en kande med noget der smagte af te men var varmere end te burde være og holdt sin temperatur i timevis. Ahra spiste som han talte, hurtigt og uden pause, og han smurte smør på sit brød med en kniv han holdt forkert, på tværs, som om ingen nogensinde havde vist ham den rigtige måde.

"Min bedstemor smurte brød med magi," sagde han da han så mig kigge. "Med en besværgelse. Jeg har aldrig lært at gøre det med en kniv."

Retia sad overfor os med en kop te hun holdt med begge hænder og dampens varme mod sit ansigt. Hun spiste lidt og sagde mindre. Om morgenen var Retia stille, lukkede, tilbagetrukkede, og hendes skuldre var oppe igen, den millimeter af vagt der altid var der når hun var iblandt andre mennesker. Det var først når hun sad med os, bare os, at de sank ned.

Vi gik til vores første lektion klokken halv ni. Gangene var fulde af elever i alle farver kutter, og lyden af skridt mod stengulv og snak og latter og dyr der løb og fløj var som et levende instrument der spillede den samme melodi hver morgen.

Dherak-time var det første fag.

Lokalet lå på fjerde sal i det nordlige tårn, og det var anderledes end alle de andre lokaler jeg havde set. Der var ingen borde. Ingen stole. Bare et stort, tomt rum med gulv af mørk sten og vægge af grå klippe, og et enkelt vindue der kiggede ud mod bjerget i nord. Luften i rummet var koldere end i resten af slottet, og den havde en tyngde der mærkedes på huden.

Prof. Haltora stod midt i rummet med Fenris ved sine fødder. Ulven lå med hovedet på sine poter og de gule øjne halvt lukkede, og den så fredelig ud, men dens ører var fremad, og den registrerede hvert skridt i rummet. Haltora var ikke i sin gyldne kappe i dag, men i en sort tunika der var enkel og stram og efterlod hans arme bare fra albuen og ned. Hans underarme var dækket af ar, små og store, lyse linjer i den mørke hud der fortalte en historie han aldrig havde delt med nogen. Hans hænder var store og ru og lå stille ved hans sider, og der var noget i den stilhed der sagde at de vidste præcis hvad de kunne gøre, og at de valgte ikke at gøre det.

"Sæt jer ned," sagde han. "På gulvet. I en cirkel."

Vi satte os. Tyve førsteårselever, krydsbenet på den kolde sten, med vores Amícûs ved vores side. Alôpex krøllede sig sammen i mit skød, og hendes varme var den eneste varme i rummet.

Haltora gik langsomt rundt i cirklen og kiggede ned på os. Hans sorte øjne gik fra ansigt til ansigt uden at stoppe, og hans skridt var lydløse mod stenen.

"Dherak," sagde han. "I har alle hørt ordet. Nogle af jer tror I ved hvad det betyder. I tager fejl."

Han stoppede. Hans ulv løftede sit hoved og kiggede med ham.

"Dherak er ikke magi. Dherak er det der gør magi muligt. Det er energi. Det er i jer. Det er i alt der lever i Anglien, i stenene, i vandet, i luften. Men det er i jer mest af alt, fordi I er Engle og Drúir, og det er det der gør jer til det I er."

Han satte sig ned midt i cirklen. Ulven lagde sig ved hans side med snuden på sine poter.

"Luk øjnene."

Jeg lukkede mine øjne. Mørke. Alôpex' åndedræt mod mine hænder. Stenen under mig, kold og hård.

"Træk vejret. Dybt. Langsomt. Og mærk efter."

Jeg trak vejret. Dybt. Langsomt. Og mærkede efter.

Det startede som en fornemmelse. Ikke en tanke. Ikke en følelse. En fornemmelse, dybt inde, bag mine ribben, under min mave, et sted der ikke har et navn i anatomien men som alle mennesker kender: det sted hvor man mærker ting man ikke kan forklare. Nervøsitet. Forelskelse. Frygt. Det sted.

Der var noget der. Noget der altid havde været der, men som jeg aldrig havde lagt mærke til, fordi det var for tæt på, for meget en del af mig selv, for meget min egen krop. Det var varmt. Ikke hedt. Varmt. Den slags varme en ild har når man sidder tæt nok til at mærke den men ikke tæt nok til at blive brændt.

Og det var stort.

Ikke stort som et batteri. Stort som et hav. Dybt og bredt og mørkt og varmt, og det strakte sig ud i alle retninger inde i mig, ned i mine ben og ud i mine arme og op i mit hoved og ned i mine fingerspidser, og det pulserede langsomt i takt med mit hjerte.

"Godt," sagde Haltoras stemme et sted langt væk. "Mærk det. Følg det. Lad det vise jer hvad det er."

Jeg fulgte det. Ned. Dybere. Og det var som at svømme i noget varmt og mørkt, og der var ingen bund, og der var ingen sider, og der var bare mere, og mere, og mere.

En hånd lagde sig på min skulder. Tung og varm og duftende af jern og natteluft.

Haltora.

Hans Dherak strømmede ned igennem berøringen, og det var en flod der mødte et hav, og hans flod var stærk og kontrolleret, men mit hav var dybere, og jeg mærkede hans overraskelse igennem berøringen, en lille ryk, et halvt sekunds tøven, og så trak han sin hånd væk.

Jeg åbnede øjnene. Haltora stod over mig og kiggede ned med de sorte øjne, og hans ansigt var det samme flade, ulæselige ansigt det altid var, men hans højre hånd, den der havde rørt min skulder, knyttede sig langsomt og åbnede sig igen ved hans side.

"Godrand," sagde han. "Op."

Jeg rejste mig. Mine ben var bløde.

"Tyve armstrækninger. Nu."

"Hvad?"

"Tyve. Nu."

Jeg lagde mig ned og begyndte. De andre elever kiggede. Ahra kiggede med store øjne. Retia kiggede med sammenknebne øjne. Nihil kiggede med noget der kunne have været interesse.

"Når du er færdig," sagde Haltora fra oven, "tager du tyve til."

Jeg forstod det ikke. Men jeg gjorde det. Og resten af timen behandlede han mig strengere end alle andre, gav mig flere øvelser, sværere opgaver, kortere pauser. De andre elever mærkede det. Ahra prøvede at protestere, og Haltora sendte ham et blik der fik ham til at lukke munden.

Da timen var ovre og vi gik ned ad trappen, sagde Ahra: "Hvad var det der?"

"Jeg ved det ikke," sagde jeg.

Men jeg vidste det godt. Jeg havde mærket det i Haltoras berøring, i det lille ryk, i den knyttede hånd. Han var ikke vred. Han var ikke streng for at straffe mig. Han var bange. Bange for hvor meget der var i mig. Og hans strenghed var den eneste måde han vidste at sige: vær forsigtig. Der er mere i dig end du kan kontrollere.

Kamptime var næste. Samme lokale, men forvandlet. Haltora havde trukket i sin gyldne kappe igen, og i den ene ende af rummet stod et stativ med træsværd i forskellige størrelser. De var lavet af et mørkt, tungt træ der lugtede af olie og sved og noget syrligt, hundredvis af hænders aftryk.

"Tag et sværd," sagde Haltora. "Et der passer i hånden. Ikke et der er for tungt. Ikke et der er for let. Et der føles rigtigt."

Jeg gik hen til stativet og lod min hånd glide hen over håndtagene. Nogle var glatte og slidte, andre var nyere med tydelig profil i træet. Mine fingre stoppede ved et sværd der var middellængde, med et håndtag der var lidt slankere end de andre. Jeg trak det ud. Det lå godt i hånden, balancen var rigtig, vægten fordelte sig mellem håndled og fingre på en måde der føltes naturlig.

"I rækker af to," sagde Haltora. "Grundstilling. Fødder i skulderbredde. Sværdhånden foran. Den anden bag ryggen."

Vi stillede os op parvis. Ahra stod overfor en dreng med brunt hår der var en halv hoved højere end ham. Retia stod overfor en pige der så nervøs ud. Jeg stod overfor Marcus Eslakrik, der holdt sit sværd med begge hænder og kiggede på mig med den rolige venlighed han altid bar.

"Okay," sagde han lavt. "Jeg er ikke god til det her."

"Mig heller ikke," sagde jeg.

"De første ti minutter er paringer," sagde Haltora. "Angriber ikke. Parérer kun. Lær at mærke sværdet møde sværdet."

Han demonstrerede. Et enkelt, langsomt slag fra oven, og en parering til siden, og lyden af træ mod træ var dyb og klonkende og tilfredsstillende. Han bevægede sig med den sparende økonomi man har når man har gjort noget i tusindvis af timer: ingen overflødige bevægelser, intet spild, bare kroppen der gør præcis det den skal gøre.

Marcus slog. Langsomt, forsigtigt. Jeg parerede. Træ mod træ. Vibrationen gik op igennem min arm og ind i skulderen.

Vi slog og parerede, slog og parerede. Langsomt først, så hurtigere. Mine fødder fandt en rytme mod stengulvet, og mine arme fandt en bevægelse der ikke var indøvet men instinktiv, og det var den samme fornemmelse jeg havde haft på forhindringsbanen: min krop vidste noget mit hoved endnu ikke havde forstået.

"Godt, Godrand," sagde Haltora da han gik forbi. Det var det eneste han sagde. Men det var nok.

Et stykke nede i rækken stod Nihil. Hans bevægelser var anderledes end alle andres. Kontrollerede. Præcise. Hvert slag landede nøjagtig hvor han ville have det, og hans parering var stram og økonomisk, ingen spildte centimeter. Han kæmpede ikke instinktivt. Han kæmpede som en person der har tænkt over hvert eneste slag inden han slår det.

Jeg lagde mærke til ham. Og han lagde mærke til at jeg lagde mærke til ham. Vores øjne mødtes et øjeblik over træsværdene, og der var noget i hans blik der sagde: jeg ser dig også.

Historietime var det fag jeg havde frygtet mest.

Ikke fordi det var svært. Men fordi historie altid havde kedet mig på Oxford, og jeg havde antaget at magisk historie ville kede mig på den samme måde, bare med mere fantastiske detaljer.

Jeg tog fejl.

Lokalet lå i den østlige fløj, et lille rum med bøger langs alle vægge og et bord der var for stort til rummet. Prof. Vetharin var en ældre kvinde med tyndt gråt hår og briller der sad skævt på hendes næse, og hun lugtede af gammel te og støv og noget sødt der mindede om tørrede figner.

"Åbn jeres bøger," sagde hun. "Side tretten. Krigens tid."

Jeg åbnede bogen. Siderne var gulnede og tætte med tekst i et typografi der var småt og tæt. Illustrationer i margenen viste ting jeg ikke forstod: formationer af krigere, kort over stater der ikke eksisterede mere, symboler jeg genkendte og symboler jeg aldrig havde set.

"Krigens tid varede syvogtyve år," sagde Prof. Vetharin. "Den begyndte med en uenighed i Rådet om brugen af Dherak og endte med oprettelsen af barrieren til normalverden. I de syvogtyve år døde flere Engle og Drúir end i de tre hundrede år der var gået forud."

Hun holdt en pause og kiggede ud over os med øjne der var skarpe bag de skæve briller.

"Glem aldrig det. Glem aldrig at den verden I lever i nu, med jeres skoler og jeres kollegier og jeres trygge mure, blev bygget oven på knogler."

Rummet var stille. Ahra sad ved siden af mig og kiggede ned i sin bog. Retia sad ret op i stolen og lyttede med det intense blik hun fik når noget var vigtigt.

Jeg kiggede ned på min bog. En illustration i margenen fangede mit blik: et symbol. En krans af tjørn med et sværd igennem. Det samme symbol. Under det stod der en billedtekst: "Sektion XIII's forsegling, brugt til at markere beskyttede steder under Krigens tid."

Mit hjerte slog et ekstra slag. Sektion XIII. De Tretten. Drømmens stemmer rundt om et bord.

Jeg bladrede videre. Men teksten nævnte ikke Sektion XIII igen. Det var bare en illustration i margenen, og ingen andre elever lagde mærke til den. Jeg bladrede tilbage og kiggede på den en gang til. Tjørnekransen. Sværdet. Daggerten.

Samme symbol som på mit brev. Samme symbol som i hulen på øen. Samme symbol som på skjoldet i min bankboks. Og nu her, i en historiebog, beskrevet som "Sektion XIII's forsegling."

Jeg sagde ingenting. Jeg lukkede bogen stille og kiggede op, og prof. Vetharin var gået videre til noget om handelsruter, og ingen havde bemærket noget.

Men mine fingre holdt fast i bogens kant resten af timen.

Amícûs-time var om eftermiddagen, og den var anderledes end alt andet.

Prof. Gopaltu stod i haven bag slottet med sit lange sjal viklet om hovedet og sine hvide øjne rettet mod os. Haven var bred og grøn med gamle egetræer langs kanterne, og luften lugtede af friskklippet græs og jord og den varme som sten afgiver når solen har bagt dem hele formiddagen.

"Jeres Amícûs er ikke et kæledyr," sagde hun. Hendes stemme var blød men bærede langt. "De er en forlængelse af jer selv. Af jeres Dherak. Af jeres sind. Det I føler, føler de. Det I frygter, frygter de. Og det I gemmer, ved de."

Hun kiggede direkte på mig da hun sagde det sidste. Hendes hvide øjne holdt mit blik et øjeblik for lang tid.

"I dag skal I øve jer i at kommunikere bevidst. Luk øjnene. Find jeres Amícûs i jeres hoved. Og tal til dem."

Jeg lukkede øjnene. Alôpex sad på jorden foran mig, og jeg behøvede ikke lede efter hende. Hun var allerede der, i mit hoved, varm og tydelig, en tilstedeværelse der føltes lige så naturlig som min egen vejrtrækning.

"Hej," sagde jeg.

"Hej," sagde hun. "Du blev straffet i dag."

"Ja."

"Haltora er bange for dig."

"Jeg ved det."

"Det burde du tænke over. Folk der er bange for noget, prøver enten at kontrollere det eller at ødelægge det. Jeg tror han prøver det første."

Jeg åbnede øjnene og kiggede ned på hende. Hun kiggede op på mig med sine sorte øjne, og der var noget i dem der var ældre end nogen ræv burde være.

Omkring mig sad de andre elever med lukkede øjne og arbejdede med deres forbindelser. Nogle havde det svært. En dreng rynkede panden og sved stod på hans pande, og hans ugle sad og kiggede uinteresseret den anden vej. En pige lo pludseligt højt og sagde "hun fortalte mig en joke!" og prof. Gopaltu smilede det lille smil man smiler når noget går som det skal.

Retia sad stille med Fulmen på sit knæ og sine hænder foldet rundt om fuglens krop, og hendes læber bevægede sig uden lyd. Ahra lå på ryggen i græsset med Lynx oven på sit bryst, og de to kiggede hinanden i øjnene med en intensitet der var komisk og alvorlig på samme tid.

Da timen var ovre, rørte prof. Gopaltu ved min arm da jeg gik forbi.

"Godrand," sagde hun stille. "Bliv et øjeblik."

De andre gik. Ahra kiggede over skulderen, og jeg nikkede til ham.

Gopaltu kiggede på mig med de hvide øjne. Hendes duft var der, sølvagtig og ren, og den havde en dybde der sagde at hun mærkede mere end hun viste.

"Kan du dufte mennesker?" sagde hun.

Jeg sagde ingenting i tre sekunder. Så: "Ja."

"Hvornår begyndte det?"

"På bussen til Nottingham. En ældre kvinde. Hun duftede af sollys på gammel sten."

Gopaltu nikkede langsomt. "Det er sjældent," sagde hun. "Meget sjældent. De fleste kan mærke Dherak. Du kan dufte det. Det er noget andet."

"Hvad betyder det?"

"Det ved jeg ikke endnu." Hun kiggede væk, ud over haven, og hendes hvide øjne reflekterede sollyset. "Men det er noget du skal lære at bruge. Og noget du skal lære at beskytte."

Hun sagde ikke mere. Jeg gik videre ned ad stien med Alôpex ved mine fødder, og solen var varm på min nakke, og jeg tænkte på det hun ikke havde sagt, som altid var mere end det hun havde sagt.

Forvandlings-timen var onsdag morgen, og den foregik i et rum på anden sal der lugtede af gammelt træ og metal og noget sødligt jeg ikke kunne identificere. Prof. Canthara var en kvinde i halvtredserne med korte, grå krøller og hænder der aldrig holdt stille. Det var det første man lagde mærke til: hænderne. Mens hun talte, forvandlede de ting af sig selv, uden at hun kiggede ned. En teske blev til en lille fugl der flagrede et øjeblik og blev til en teske igen. En pen blev til en blomst der duftede af sommer og visnede og blev til en pen igen. Det var ikke noget hun gjorde bevidst. Det var noget hendes hænder gjorde fordi de ikke kunne lade være, og hun lo ad sig selv når hun opdagede det, en høj, varm latter der fyldte hele lokalet. Hun gik rundt mens hun talte, og mens hun gik, blev en sten på hendes skrivebord til et stykke chokolade der duftede så godt at Ahra rakte ud efter det.

"Rør den ikke," sagde Canthara uden at vende sig. "Den er stadig en sten indeni. Din tand ville hade dig."

Ahra trak sin hånd tilbage.

"Forvandling er den sværeste magi," sagde hun. "Fordi den kræver at I holder to ting i hovedet på én gang: det en ting er, og det den skal blive til. I skal mærke begge dele. Ikke bare det ene. Begge."

Hun delte knapper ud til os alle. Små, brune trækapper der lå i vores håndflader.

"Forvandl den til metal. Ikke udseendet. Materíalet."

Jeg kiggede på min knap. Brun. Let. Varm af min hånd. Jeg lukkede øjnene og tænkte på metal: koldt, tungt, glat. Og så tænkte jeg på knappen: brun, let, varm. Og prøvede at holde begge på én gang.

Det var svært. Det var som at se to billeder oveni hinanden og prøve at fusionere dem. Knappen i min hånd rørte sig ikke. Den forblev brun og let og varm.

"Tvang det ikke," sagde Canthara bag mig. "Du tvinger. Slip."

Slip. Samme ord. Altid samme ord. Jeg slap, og i det øjeblik min vilje holdt op med at presse, ændrede knappen sig. Den blev tungere i min hånd. Farven var stadig brun, men overfladen var glat nu, metalglat, og den var kold.

"Halvvejs," sagde Canthara og tog den fra mig og kiggede på den. "Materíalet er forvandlet. Farven er ikke. Det er normalt for første gang." Hun gav den tilbage og smilede kort. "Godt."

Retia havde forvandlet sin fuldstændigt. Den lå i hendes hånd, blank og sølvfarvet og perfekt. Retia kiggede ned på den med et ansigt der var nøgternt, men hendes fingre strøg langsomt hen over overfladen, og der var stolthed i den berøring.

Ahra holdt sin knap op. Den var halvt træ og halvt noget der lignede ost.

"Det er ikke metal," sagde han.

"Nej," sagde Canthara. "Det er ost."

"Jeg tænkte på frokost," sagde Ahra undskyldende.

Healing-timen var torsdage i det lille rum ved sygefløjen. Det lugtede altid af friskbagt brød derinde, fordi Prof. Solveig bagte hver morgen og bragte det med til sine timer, og der stod altid et fad på bordet ved døren med skiver man kunne tage. Han var en stor, blid mand med en stemme der var så rolig at den næsten var søvndyssende, og hans hænder var brede og varme og duftede af de urter han altid bar i sin bæltetaske. Han havde været felthealer engang. Man kunne se det i hans hænder: de var for store og for rolige, hænderne fra en mand der havde lært at holde ting sammen der var ved at falde fra hinanden.

"Healing er ikke reparation," sagde han den første time. "Healing er samtale. I taler med kroppen. I spørger den hvad der er galt. Og så hjælper I den med at gøre det den allerede ved den skal gøre."

Han parrede os to og to. Jeg var med Retia. Vi sad overfor hinanden med korslagte ben på gulvet.

"Læg jeres hænder på hinandens håndled," sagde Solveig. "Luk øjnene. Og mærk."

Retias håndled var smalt og varmt under mine fingre. Hendes puls slog hurtigt, hurtigere end min, og hendes hud var blød og duftede af saltvind og vilde roser, og under duften var der noget andet: hendes Dherak. Varm og skarp og bevægende, en strøm der løb under hendes hud.

"Kan du mærke det?" sagde Solveig.

"Ja," sagde jeg. "Hendes puls. Og noget under den."

"Følg det under. Dybere. Ikke pulsen. Det under pulsen."

Jeg fulgte. Og der var noget. En lille varme i hendes venstre skulder der var anderledes end resten. Ikke smerte. Noget gammelt. Noget der var helet men som kroppen stadig huskede.

"Din skulder," sagde jeg og åbnede øjnene. "Den venstre. Noget der skete for lang tid siden."

Retia kiggede på mig. Hendes øjne var store.

"Jeg brækkede den da jeg var ni," sagde hun stille. "Faldt ned fra et træ. Hvordan vidste du det?"

"Jeg kunne mærke det."

Solveig stod bag os og nikkede langsomt. "Godrand har en usædvanlig sansefølsomhed," sagde han. "Det er sjældent. Brug det ansvarligt."

Retia kiggede stadig på mig. Hendes håndled lå stadig i mine hænder. Ingen af os trak dem væk.

"Det er lidt uhyggeligt," sagde hun.

"Undskyld."

"Nej." Et lille smil. "Det er også lidt rart. At nogen kan mærke det."

Sera Ventris satte sig ved siden af mig i opholdsstuen den aften. Det var min anden aften på Razolní, og jeg kendte endnu ikke nogen ud over Ahra og Retia, og opholdsstuen var fuld af ansigter jeg ikke kunne sætte navne på. Hun kom gående med to kopper te og et smil der var så ukompliceret at det næsten var chokerende.

"Jeg hedder Sera," sagde hun og satte den ene kop foran mig. "Og du ser ud til at kunne bruge noget te."

"Tak," sagde jeg.

"Kamille og honning. Min mors opskrift. Hun har en urtebod i Tés Aváir." Hun satte sig ned og trak sine ben op under sig og begyndte at strikke. Tråden skiftede fra blå til grøn mellem hendes fingre. "Du er ham der gik på vandet, ikke?"

"Ja."

"Det er ret vildt." Hun strikkede videre uden at kigge op. "Men lad være med at lade det gå dig til hovedet. Min roommate kan flytte ting med øjnene, og hun er stadig irriterende."

Jeg lo. Det var første gang jeg lo den uge. Og Sera smilede sit fregne-smil og drak sin te, og det var den allerførste gang nogen på Déynáir gav mig noget bare fordi de ville.

Da den sidste time var ovre, gik vi ned til spisesalen og spiste. Maden var god, rolig, dagligdags: gryderet med noget der smagte af kartofler og rosmarin, brød med en skorpe der knasede under tænderne, og en dessert af bagt frugt med en sauce der var varm og sød og duftede af kanel og nellike. Jeg spiste langsomt og kiggede ud over salen. Eleverne fra alle årgange sad og snakkede og lo og læste og gjorde lektier og levede det liv de altid havde levet, og det var underligt at tænke på at de alle bare var mennesker der spiste aftensmad, og at det for dem var helt normalt, og at det for mig var det mærkeligste og det bedste sted jeg nogensinde havde siddet.

Bagefter gik vi op til Razolní-opholdsstuen. Pejsen brændte gylden. Maka sad i en lænestol med sine ben over armlænet og læste en tyk bog med ryggen mod ilden. Andre ældre elever spillede kort eller snakkede lavt. Luften lugtede af varmt træ og brændende bøg og den slags tryghed man kun finder i rum der er blevet brugt til det samme i mange, mange år.

Ahra lå på gulvtæppet med Lynx og prøvede at få hende til at rulle sig om på ryggen. Lynx nægtede med en værdighed der var imponerende for en losunge.

Retia sad i vindueskarmen med Fulmen og kiggede ud i mørket. Hun havde en bog i hånden, men den var lukket, og hendes fingre lå bare oven på omslaget uden at bevæge sig.

Jeg sad i en stol ved pejsen med Alôpex i skødet og den sorte ravnefjer i min hånd. Fjeren var blød og glat, og den fangede lyden fra ilden og glimtede blåligt i det gyldne lys.

"Hvad er det for en fjer?" spurgte Maka fra sin lænestol.

"Jeg fandt den på min vindueskarm," sagde jeg.

Maka kiggede på den. Hans øjne smallede. "En ravnefjer. En stor en." Han lukkede sin bog langsomt. "Ravne er Engle-Amícûs. Hvis en ravn efterlader en fjer uden besked... det er sjældent. Det betyder at nogen vil have dig til at vide at de er der, men ikke hvem de er."

Han sagde det med en stemme der var stille nok til at kun jeg og Ahra hørte det. Så åbnede han sin bog igen og læste videre, og hans ansigt sagde at han havde sagt alt han havde tænkt sig at sige.

Jeg kiggede på fjeren. Den duftede af noget jeg ikke kunne placere. Noget der rørte ved et sted i mig der var dybere end erindring.

Senere, da de andre var gået i seng, rejste jeg mig og gik hen til min seng. Jeg tog et stykke klæbestof fra mit natbord og satte ravnens fjer fast på væggen over min seng. Den sad der, sort mod rød sten, og den var den første ting på væggen.

Det var ikke et billede af en familie. Det var ikke et portræt af en korsridder. Det var en fjer fra en fugl der tilhørte nogen jeg aldrig havde mødt, og som vidste hvem jeg var.

Det var nok. Det var en begyndelse.