Halvdelen af alle førsteårselever der har gennemført optagelsesprøven siger bagefter at det sværeste ikke var skoven, bjerget eller dyrene. Det sværeste var at vælge. At stå med hundrede muligheder og kun tre ord og vide at man aldrig ville få nok information til at vælge rigtigt.

De der klarede sig bedst var aldrig dem der valgte klogest. Det var dem der stolede på at de ville finde ud af det undervejs.

Anonym elev, optaget i skolens arkiver, årstal ukendt

Kapitel 8

De tre ord

Da vi kom ind i spisesalen var den forandret. Ikke rummet. Menneskene.

Der var hundredvis af elever nu, fra alle årgange, og de fyldte bordene fra ende til anden og langt op ad bænkene. Stemmer på sprog jeg ikke forstod blandede sig med Anglîsh og latter og bestikklirren, og lyden af så mange mennesker i ét rum var som at stå i en bølge der hele tiden skyllede ind. Fakler brændte langs væggene og kastede gyldne skygger op på loftet, og maden stod i fade der blev fyldt op af sig selv, i det øjeblik de blev tomme dukkede ny mad op som om køkkenet kunne mærke det.

Det var en helt anden slags varme end den hos Retias familie. Dér var varmen lavet af kærlighed og stegt løg og hænder der fyldte tallerkener op for hinanden. Her var den lavet af skala. Af hundredvis af kroppe og hundredvis af stemmer og en energi der var overalt men ikke tilhørte nogen bestemt.

Jeg savnede allerede Arvias køkken. Og jeg havde kun forladt det for en time siden.

Vi fandt pladser og spiste lidt, selvom vi alle stadig var mætte fra Arvias mad. Will Mathson og Marcus Eslakrik sad et stykke nede ad bordet, og Ahra var allerede i gang med at fortælle dem om Surains butik.

"I skulle have set Chris fange polarræven," sagde Ahra med munden fuld. "Den fløj lige på ham og han bare greb den i luften."

Will grinede. "Jeg fik en ugle. Den satte sig på mit hoved og nægtede at flytte sig i tyve minutter." Han havde den slags smil der var nemt at stole på, åbent og uden forbehold. Marcus, der sad ved siden af ham med halv-langt sort hår og et roligt ansigt, nikkede mod mig. "Jeg har hørt om dig," sagde han. "Ham der gik på vandet." Han sagde det uden at gøre det til mere end det var. Jeg kunne lide ham for det.

Nihil sad længere væk, alene, med et udtryk der var lukket og hårdt. Han kiggede ikke op.

Jeg kiggede på ham og tænkte at vi måske lignede hinanden mere end nogen af os ville indrømme.

Rektor rejste sig. Salen tav.

"Velkommen til endnu et skoleår. Ottende etage er lukket i år på grund af renovering, og det er forbudt at betræde bjergets øverste del." Han holdt en pause. "I år vil alle nye elever gennemgå en optagelsesprøve for at blive fordelt på et kollegium. Alle nye elever følger efter Prof. Arcanus ud i indgangshallen."

En mand rejste sig fra lærerbordet. Han var ung. Yngre end de fleste af lærerne, ikke meget ældre end de ældste elever. Det eneste der var synligt af hans ansigt under hætten var hans mund, hans hals og hans hænder. Rundt om hans venstre håndled sad et armbånd af guld der gik helt op under kuttens ærme, og overfladen var dækket i små firkanter skåret ind i metallet i et mønster der så ud som om det betød noget, selvom jeg ikke kunne læse hvad.

Da han gik ned fra podiet, bevægede han sig anderledes end alle andre lærere jeg havde set. Haltora gik som en soldat. Vuldator gik som en mand der bar noget tungt. Arcanus gik som en der vidste præcis hvor hvert eneste menneske i rummet befandt sig, uden at kigge på nogen af dem. Hans skridt var lydløse, og hans kappe bevægede sig ikke selvom der var træk fra døren, som om stoffet adlød ham i stedet for vinden.

Da han passerede mig, mærkede jeg hans duft. Den var anderledes end alle de andres. Lagdelt. Flerfoldig. Der var flere mennesker indeni ham, og ingen af dem ville vise sig helt. Og dybt under alle de andre lag var der noget metallisk og gammelt, den samme kobberduft der var i selve luften her, men koncentreret, som om han bar mere Dherak i sin krop end noget menneske burde.

Guldarmbåndet glintede da han løftede hånden for at åbne døren. De små firkanter skåret ind i metallet bevægede sig. Eller også troede jeg de gjorde. Det var svært at sige i det lys.

Vi fulgte efter ham.

Rummet han førte os ind i var stort og udsmykket med guld og sølv, bygget som et amfiteater med sæder i en halvcirkel og en scene nederst med en tavle. Alôpex havde fundet vej til mig gennem de små Amícûs-gange i slottets vægge og lå nu om min hals, varm og let, med sin kolde snude mod min kind.

"Velkommen til Déynáir," sagde Prof. Arcanus. Hans stemme var klar og bar en autoritet der ikke passede til hans alder. "Jeg er Prof. Arcanus. Jeg skal forberede jer til optagelsesprøven."

Han kiggede ud over os. Det var svært at sige om han kiggede på os alle, eller på nogen bestemt.

"Prøven foregår på en lille ø tæt på Déynáir. I sendes derud i hold af tre. I skal klare jer igennem skoven, finde tre forskellige skriftruller, og nå op til et hus tæt på toppen af et bjerg. I har tre dage." Han holdt en pause. "Hvis I ikke er tilbage inden tidsgrænsen, bliver I ikke optaget på Déynáir."

Stilhed i rummet. Nogen bag mig trak vejret hårdt.

"Inden I bliver for nervøse," sagde Arcanus, og der var noget i hans stemme der næsten, men ikke helt, var humor, "så er der aldrig nogen der er døde i prøven. Et par stykker har mistet bevidstheden. En enkelt mistede sit tøj, men det er en anden historie."

Ingen lo. Men spændingen i rummet gav en lille smule slip.

"I må kun bruge tre ord til at lave magi med. Tre ord, som I selv vælger fra en liste. Brug dem klogt. Og I vil have brug for jeres Amícûs. De er jeres vigtigste redskab derude."

Han pegede mod en skriftrulle der lå på en hylde ved døren. "Listen over tilgængelige magi-ord er der. Instruktionerne for hvordan I bruger dem er der også." Han holdt en pause. "Men først skal I forberedes. Fem hold ad gangen vil blive kaldt ind."

Før vi blev sendt ud, fik hvert hold udleveret et kort. Ikke et normalt kort. Da Retia foldede det ud, kom øen op af papiret og hang der, svævende i luften foran os, tredimensionel og levende. Et bjerg i midten. Tæt skov overalt omkring det. En lille kyst med klipper. Og spredt ud over hele øen, små symboler der svævede i luften som lysende insekter.

"Det der ligner et bål betyder at der er nemt at lave ild det sted," sagde Retia og pegede. "Og den der pose viser at der er et depot med forsyninger."

"Hvad med de andre symboler?" spurgte Ahra.

"Dem skal vi selv finde ud af derude," sagde Retia.

Jeg kiggede på kortet. Øen var ikke stor, måske fem kilometer i diameter, men den var tæt og vild, og bjerget i midten var stejlere end jeg havde forventet. Huset de skulle nå lå næsten helt oppe på toppen. Tre dage til at finde tre skriftruller og nå derop. Det lød overkommeligt. Men der var noget ved de symboler der lå spredt tilfældigt ud over øen der sagde mig at det ikke ville være nemt.

"Vi starter her," sagde Retia og pegede på kysten i den sydlige del. En lille rød prik dukkede op da hun sagde det. Kortet lyttede. "Og huset er der." Hun pegede mod toppen.

"Så vi skal hele vejen igennem skoven og op ad bjerget," sagde Ahra. Hans stemme var lidt for høj. "Med tre ord og tre dyr og ingen voksne."

"Ja," sagde Retia.

"Okay," sagde Ahra. "Okay okay okay." Han sagde det tre gange for at gøre det mere virkeligt.

Jeg foldede kortet sammen og lagde det i min inderlomme ved siden af brevet. To stykker papir der bestemte min fremtid, og ingen af dem var skrevet af mig.

Vi ventede. Det var den værste del.

De første fem hold blev kaldt ind og forsvandt bag en dør med Arcanus. De kom ikke ud igen den samme vej. Der kom borde og stole og madrasser til dem der ville hvile sig. En time gik. Så en time mere.

Ahra gik hvileløst rundt i rummet som et dyr i et bur. Han snakkede med alle der ville lytte og mange der ikke ville, og hans hænder rørte ved alt han kom forbi som om de ledte efter noget at holde fast i. Lynx fulgte ham overalt med en tålmodighed der var imponerende for en los.

Retia sad stille med Fulmen på skulderen, benene trukket op under sig og ryggen mod væggen og øjnene lukkede. Ikke fordi hun sov. Fordi hun forberedte sig. Hendes hænder lå i skødet, helt stille, og hendes vejrtrækning var langsom og jævn, og hun lignede en person der samlede al sin styrke ind bag et ansigt der ikke viste noget. Jeg misundte hende det. Jeg havde aldrig kunnet gøre det.

Jeg sad og kiggede på de andre. Det var det jeg altid gjorde. Et hold af tre drenge spillede kort med kort der bevægede sig, og en af drengene slog med næven i bordet da han tabte, og kortene fløj op i luften og satte sig selv i orden igen som om de var vant til temperament. En pige sad alene i et hjørne og øvede en håndbevægelse igen og igen, en lille rotation af håndleddet der fik luften omkring hendes fingre til at skælve. Hun havde gjort det i en halv time uden at stoppe.

Nihil Mathson sad et stykke fra alle andre og kiggede ned i gulvet. Hans bror Will var kommet over og havde sagt noget til ham, men Nihil havde bare rystet på hovedet, og Will var gået igen med et ansigt der var halvt bekymret og halvt såret.

Jeg kiggede på Nihil og tænkte at vi måske lignede hinanden mere end nogen af os ville indrømme. To drenge der var kommet for sent til en verden de burde have kendt hele deres liv. Den ene vred. Den anden stille. Begge bange for at det var en fejl at de var her.

Jeg rejste mig og gik over til ham. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi han sad alene, og jeg vidste hvordan det føltes.

"Hvilket hold er du på?" sagde jeg.

Han kiggede op. Hans øjne var blå og hårde og overraskede.

"Tretten," sagde han. "Med min bror og Marcus."

"Held og lykke," sagde jeg.

Han kiggede på mig et øjeblik længere end nødvendigt. "Dig også," sagde han. Det lød næsten ægte.

Jeg gik tilbage til min plads. Ahra kiggede på mig med hævede øjenbryn. Jeg trak på skuldrene.

Alôpex rørte på sig på min skulder. Hendes stemme i mit hoved, blød og rolig:

"Du hører til her, Chris."

"Hvordan ved du det?"

"Fordi jeg fandt dig."

Jeg lagde min hånd på hendes ryg og mærkede hendes hjerte slå under pelsen, hurtigt og let og sikkert.

Endelig åbnede døren sig igen.

"Hold seks, syv, otte, ni og ti," sagde Arcanus. Vi fulgte efter ham ind i et nyt rum, og det var her det begyndte at føles virkeligt.

Rummet var fyldt med udstyr. Reb i ruller langs den ene væg. Knive i alle størrelser på den anden. Buer der hang fra kroge i loftet. Vandflasker, tæpper, fyrtøj, kompasser, og en masse ting jeg ikke genkendte: krystaller i forskellige farver, små poser med pulver, metalringe der summede svagt når man gik tæt forbi dem. En glasvæg sad i den ene side, helt sort, og den reflekterede ingenting.

Luften lugtede af læder og olie og den svage, metalliske duft af våben der er blevet holdt skarpe.

"I får ti minutter til at vælge hvad I vil tage med derud," sagde Arcanus. "I skal selv bære det, så vælg klogt. Men først." Han kiggede ud over de fem hold. "Er der nogen af jer der har brugt en bue?"

"Ja," sagde jeg. Jeg vidste ikke hvorfor. Jeg havde aldrig rørt en bue i mit liv. Men ordet kom ud af mig, og det føltes sandt.

Arcanus kiggede på mig. Et langt, stille blik fra under hætten.

"Godt. Kom med."

Han førte mig hen til en dør i væggen. Døren var af træ med mønstre skåret ind, og da vi trådte igennem, forsvandt den, og vi stod i et mørkt rum. Væggene begyndte at gløde blåligt.

"Velkommen til Déynáirs virtuelle bueskydningsprogram," sagde en kvindestemme fra væggene. "Sig venligst dine indstillinger."

"Femogtyve meter, ti pile, stille mål," sagde Arcanus. Rummet begyndte at strække sig. Buer kom op på væggene, pilekoggere ved siden af dem. For enden dukkede skydeskiver op i forskellige størrelser.

"Vælg en bue," sagde Arcanus. Han tog selv en og stillede sig op ved siden af mig. "Læg din ene hånd på håndtaget. Læg tre fingre på strengen. Træk den tilbage til din kind. Sigt. Og skyd."

Han trak og slap. I det øjeblik hans fingre forlod strengen, kom en pil til syne, blågrøn og gennemsigtig, lavet af rent lys. Den susede gennem luften og ramte lige i midten af den mindste plade.

"Din tur."

Jeg tog en bue fra væggen. Mine fingre fandt håndtaget, og det var lettere end jeg forventede, og varmt. Nogen havde lige holdt det. Jeg stillede mig op med det ene ben foran det andet, lagde pilen til strengen, trak den tilbage til min kind og mærkede strengen vibrere mod mine fingerspidser. Sigtede. Pustede ud. Slap.

En himmelblå pil fløj igennem luften og ramte ude i siden af den største plade. Ikke godt. Jeg skød igen. Lidt bedre. Og igen. For hvert skud fandt mine hænder mere af sig selv, og mine øjne fandt mere af målet, og det var som om der var et sted i mig der vidste hvordan man gjorde det, et sted der bare ikke var blevet brugt endnu.

Det sidste skud. Jeg trak vejret dybt. Sigtede. Alôpex knurrede lavt på min skulder, en enkelt, kort lyd.

Pilen fløj hurtigere end de andre. Og den ramte midt i midten.

Arcanus kiggede på pladen. Kiggede på mig. Under hætten bevægede hans mund sig en lille smule. Det kunne have været et smil.

"Godt," sagde han. Det var det eneste han sagde.

Vi kom tilbage til de andre. Retia og Ahra ventede. Retia havde allerede valgt sit udstyr: en kniv med kort klinge, et reb, og et lille kompas der svævede en centimeter over hendes håndled som et armbånd. Ahra havde valgt et tæppe, en vandflaske, og en af de summende metalringe, selvom han indrømmede at han ikke anede hvad den gjorde.

"Hvordan gik det?" sagde Ahra.

"Fint," sagde jeg.

"Han ramte midt i midten," sagde Arcanus bag mig, og gik videre uden at stoppe.

Ahra kiggede på mig med store øjne. Retia kiggede med det undersøgende blik.

Jeg gik hen til udstyrsvæggen og tog en bue ned. Den samme slags som i bueskydningsrummet, let og varm i hånden. Et kogger med ti pile. Og en kniv, fordi man altid skulle have en kniv.

"Ti minutter er gået," sagde Arcanus fra den anden side af rummet. "Alle hold sætter sig ned."

Et lys dukkede op over højbordet ude i spisesalen, synligt selv herinde, og teksten rullede frem:

"Hold otte: Retia C, Ahra R og Chris G. Start om tre timer og ti minutter."

Tre timer. Om tre timer ville vi stå på en ø og skulle overleve i tre dage med tre ord og tre dyr.

Retia gik hen til skriftrullen og foldede den ud. Den var lang og smukt dekoreret med guld og sølv, og den var fyldt med ord i et sprog der ikke helt var latin og ikke helt var noget andet. Ved siden af hvert ord stod en kort beskrivelse af hvad det kunne gøre, og under det en instruktion for hvordan man udførte det.

Retia læste hurtigt. Hendes finger fulgte ordene ned ad listen med den effektivitet hun gjorde alt med.

"Jeg tager Ignis," sagde hun. "Ild. Vi skal lave bål, vi skal have lys, og hvis noget angriber os, vil jeg gerne kunne brænde det."

Hun sagde det med den slags rolige beslutsomhed der ikke er til diskussion, og som hun havde haft lige siden jeg mødte hende. Retia tog aldrig et valg to gange. Det var det jeg beundrede mest ved hende, og det der nogen gange gjorde mig mest nervøs: at hun altid vidste hvad hun ville, mens jeg stadig var i gang med at finde ud af hvad spørgsmålet var.

"Jeg tager Scutum," sagde Ahra. "Skjold." Han sagde det med en beslutsomhed der overraskede mig, og hans hænder holdt for en gangs skyld op med at fumle og lå stille i hans skød. "Jeg er ikke den bedste til at angribe. Men jeg kan godt stå imellem." Og den måde han sagde det på, stille og alvorlig, sagde mig at Ahra havde fundet noget inde i sig selv i løbet af de sidste dage, noget der ikke var der da han tabte sine papirer i lufthavnen.

Retia nikkede. "Godt. Ild og skjold. Chris?"

De kiggede begge på mig.

Jeg kiggede på listen. Der var hundredvis af ord. Angreb, forsvar, healing, lys, bevægelse, transformation, binding, søgning. Ordene svømmede foran mine øjne, og for hvert ord jeg læste, prøvede jeg at forestille mig at bruge det, at stå i en skov i mørket og sige et ord og mene det.

Men mine øjne blev ved med at vende tilbage til ét ord. Et ord jeg allerede havde hørt, sagt af Surain i hans hytte lige inden lynet slog ned og alt blev til hvidt lys.

"Defluo," sagde jeg.

"Teleport?" Ahra kiggede på mig. Han troede jeg var blevet skør. "Chris, du ved ikke engang om du kan bruge det. Det er et af de sværeste ord på listen. Selv erfarne magikere har svært ved det."

"Nej," sagde jeg. "Men det føles rigtigt."

"Det 'føles rigtigt' er ikke en strategi," sagde Ahra.

"Det er det for ham," sagde Retia. Hun kiggede på mig med det undersøgende blik, og der var noget i det der sagde at hun forstod noget Ahra ikke forstod. "Tag det. Det er dit valg."

Og det var det. For første gang i lang tid var der noget der var mit valg. Ikke en matrones beslutning. Ikke en rektors ordre. Ikke en lærer der pegede mig i en retning. Mit.

Jeg kiggede ned på skriftrullen. Under Defluo stod der: "Sig ordet. Tænk på stedet. Slip."

Slip. Ikke tryk. Ikke tving. Slip.

Det passede. Det passede bedre end noget andet jeg havde læst den dag. For det var præcis det jeg havde gjort hele mit liv: givet slip. Givet slip på Oxford. På det gamle navn der ikke var mit. På den tomme væg og den blanke stamtavle og idéen om at jeg var ingen. Og hver gang jeg gav slip, landede jeg et nyt sted.

Jeg fandt uden at lede. Jeg ankom ved at slippe.

Døren der førte til prøven var af mørkt træ med mønstre skåret ind i overfladen, og den var lukket. Vi stod foran den, alle tre, med vores Amícûs ved vores side og vores valg i vores hoved, og ventede.

Alôpex gnubbede sin snude mod min hals. Fulmen strøg en vinge mod Retias kind. Lynx pressede sin krop mod Ahras ben. Alle tre dyr vidste hvad der ventede bag døren, selvom ingen af os mennesker gjorde.

Jeg mærkede mit hjerte slå. Ikke hurtigt. Bare tydeligt. Som om det ville have mig til at vide at det stadig var der.

"Chris." Alôpex i mit hoved, varm og rolig.

"Ja?"

"Uanset hvad der er derude, er jeg med dig."

Jeg lagde min hånd på hendes ryg. Hendes pels var blød under mine fingre, og hendes hjerte slog mod min håndflade som et lille løfte.

"Klar?" sagde Ahra. Hans stemme rystede.

"Nej," sagde Retia.

"Heller ikke mig," sagde jeg.

Men vi stod der alligevel. Alle tre. Med bue og kniv og reb og tre ord vi endnu ikke havde brugt, og tre dyr der havde valgt os før vi vidste hvad det betød at blive valgt.

Døren begyndte at åbne sig. Vind strøg ind, kold og rå, og den bar duften af en skov der havde ventet længe på at nogen skulle komme. Bag den var der mørke og måneskin og lyden af noget der bevægede sig mellem træerne.

Alôpex rejste sig på min skulder. Hendes kløer gravede sig ind i min kappe.

"Chris," sagde hun i mit hoved. "Der er noget derude."

Vi trådte igennem.