Floden ved Déynáir følger ikke de årstider normalverden kender. Den vokser fra forårsjævndøgn til sommersolhverv, holder sin bredde til efterårsjævndøgn, og begynder så at trække sig tilbage. D. 31. december er den på sit smalleste. Nogle år er den kun et par meter bred. Det er tradition at de modigste elever krydser den til fods den dag.
Déynáirs historie, sjette udgave, kapitel om traditioner
Kapitel 16
Floden
Jeg opdagede det ved et tilfælde.
En morgen i den syvende uge vågnede jeg før alle andre. Klokken var knap seks, og sovesalen var mørk og stille, og det eneste lys var den svage blågrå tone himlen har lige inden solen begynder at røre ved horisonten. Alôpex løftede sit hoved fra puden og kiggede på mig med søvnige øjne.
"Du er vågen," sagde hun i mit hoved.
"Ja."
"Hvorfor?"
"Det ved jeg ikke."
Jeg stod op. Trak mine bukser på, en tynd trøje, mine støvler. Gik ned igennem de stille gange, forbi den knirkende trappe (syvende trin, jeg trådte over det), ned igennem indgangshallen der lugtede af nattekulde og gammel sten, og ud igennem hoveddøren.
Luften ramte mig.
Det var november nu, sent november, og morgenluften havde den skarphed der siger at frosten har ligget over alt natten igennem og lige er begyndt at trække sig. Græsset var stivfrossent og knasede under mine støvler, og min udånding var en hvid sky foran mit ansigt, og duften var ren og skarp og lugtede af frost og jord og det kolde vand der lå nede ved floden.
Floden var smallere.
Det ramte mig med det samme. Den flod jeg havde gået på den første dag, bred og blank og uoverskuelig, var ikke den samme flod. Den havde trukket sig tyve meter ind på begge sider, og bunden der havde været usynlig under det klare vand var nu synlig, mørk sten og grus og en enkelt fisk der stod stille i strømmen med snuden mod nord.
Og nede ved bredden stod der nogen.
Tre ældre elever, to drenge og en pige, i bare overkroppe og korte bukser, stod ved vandkanten og trak vejret. Deres hud var bleg i det tidlige lys, og dampens hvide skyer steg op fra deres munde i takt. Den ene dreng løftede sine arme over hovedet, strakte sig, og trådte ud i vandet.
Han gik ikke hurtigt. Han gik langsomt. Et skridt. Vandet nåede hans ankler. To skridt. Knæene. Tre skridt. Hoften. Og for hvert skridt sank hans vejrtrækning dybere, langsommere, og hans krop rystede, men han stoppede ikke.
Da vandet nåede hans bryst, stod han stille. Lukkede øjnene. Og stod.
Bare stod. I det iskolde vand. I novembermorgenen. Med frosten i luften og solen endnu ikke over horisonten. Og hans krop holdt op med at ryste. Langsomt, skridt for skridt fra rysten til ro, og hans åndedræt blev dybt og jævnt, og hans ansigt blev stille.
De to andre fulgte efter. Samme langsomme skridt. Samme kontrollerede vejrtrækning. Samme øjeblik hvor kulden stoppede med at være smerte og blev til noget andet.
Jeg stod på bredden og kiggede. Og noget i mig vidste at det her var noget jeg behøvede. Ikke fordi det var modigt. Fordi det var stille. Fordi det krævede den slags disciplin der ikke handler om styrke, men om at slippe: at give slip på kroppens panik, på refleksen der siger "ud, væk, varm," og i stedet lade kulden være der, lade den komme ind, lade den blive en del af det man er.
Jeg trak min trøje af. Mine bukser. Stod i mine shorts på bredden i novemberkulden, og luften skar i min hud, og mine brystvorter strammede sig, og mine armmuskler trak sig sammen. Alôpex stod ved mine fødder og kiggede op med et blik der sagde "er du sikker?"
"Nej," sagde jeg. "Men det føles rigtigt."
Jeg trådte ud i vandet.
Det var koldt.
Ikke koldt som en koldt brusebad. Koldt som noget der vil have fat i alle dele af dig på én gang, fra fødder til knogler til ribben til tanker, et koldt der er så totalt at det ikke er en temperatur men en tilstand, en verden man træder ind i der er lavet af ingenting undtagen kulde og vand og viljen til at stå stille.
Mine ben rystede. Mine hænder var knyttede ved mine sider. Min kæbe var låst.
Jeg trak vejret. Dybt. Langsomt. Ligesom i Dherak-timen. Ligesom den første nat hos Surain. Og langsomt, meget langsomt, begyndte rystelserne at falde til ro. Ikke fordi kulden forsvandt. Fordi jeg holdt op med at kæmpe imod den. Jeg lod den komme. Lod den brede sig. Lod den fylde alt, og i det øjeblik den fyldte alt, var der ikke plads til andet, og det andet var alle de tanker og bekymringer og mysterier og frygt der havde fyldt mit hoved i ugevis, og de forsvandt, ikke for altid, men for nu, og nu var alt der var.
Vandet lugtede af sten og frost og det metalliske der altid lå under alt på Déynáir. Strømmen trak svagt i mine ben, og mine fødder stod på den glatte stenbund, og mine tæer var følelsesløse, og det var okay. Fiskene i vandet svømmede rundt om mine ben uden at være bange. En fugl sang et sted bag mig, den første morgenfugl, og dens sang var skarp og klar i den kolde luft.
Jeg stod der i det der føltes som lang tid. Måske fem minutter. Måske ti.
Og da jeg gik op, ud af vandet, op på bredden, op i luften der var kold men varmere end vandet, og vinden ramte min våde hud og mine muskler strammede sig og mit blod begyndte at hamre igennem mine årer med en kraft jeg aldrig havde mærket, var det som at blive født. Det er det eneste ord der passer. Min hud brændte af kulde og af den varme der kom bagefter, den varme der er kroppens svar på kolden, den varme der sidder dybt og som man kun kan mærke når man først har været igennem det modsatte.
Den ene af de ældre elever kiggede på mig. En pige med kort, mørkt hår og brune øjne. Hun nikkede. Bare det. Et kort nik der sagde: du er en af os nu. Og jeg nikkede tilbage.
Det blev en vane.
Hver morgen. Klokken seks. Ned til floden i den mørke morgenluft, ud af tøjet, ned i vandet, stå stille, trække vejret, og vente til kulden holdt op med at være en fjende og blev en ven.
Nogle morgener var det lettere end andre. Nogle morgener var vandet så koldt at mine ben rystede i tyve sekunder inden de faldt til ro. Andre morgener sank kulden ned i mig med det samme, og jeg stod der og mærkede floden igennem mine fødder og jorden igennem floden og Dherak igennem jorden, den langsomme puls Surain havde lært mig at lytte til, og alt var forbundet, og alt var stille.
Ahra nægtede. "Jeg er ikke skabt til koldt vand, Chris. Min bedstemor ville slå mig ihjel. Og hvis hun ikke ville, ville kulden." Han stod på bredden i sin kappe med Lynx og kiggede på mig med et ansigt der var halvt imponeret og halvt fortvivlet.
Men Retia kom.
Ikke den første morgen. Ikke den anden. Den tredje.
Hun stod på bredden da jeg kom ned, allerede i shorts og en tynd trøje, med Fulmen på sin skulder og hendes brune hår bundet op. Hendes kinder var røde af kulde, og hendes hænder hang ved hendes sider, og hun kiggede ud over vandet med det blik hun brugte når hun havde besluttet noget.
"Jeg tænkte du måske ville have selskab," sagde hun.
"Du behøver ikke," sagde jeg.
"Jeg ved det. Men jeg vil." Hun trak sin trøje af. Hendes hud var bleg i det tidlige lys, og der stod gåsehud på hendes arme, og hendes skulderblad var skarpe under huden. Hun gik ned til vandkanten og stoppede.
"Det er koldt," sagde hun.
"Ja."
"Hvor koldt?"
"Meget."
Hun trådte ud i vandet. Og hun lavede den samme lyd alle laver den første gang, et halvkvalt indpust der er halvt smerte og halvt overraskelse, og hendes krop rystede, og hendes hænder knyttede sig. Men hun stoppede ikke. Hun gik videre, skridt for skridt, og da vandet nåede hendes bryst, stod hun stille og lukkede øjnene, og hendes vejrtrækning begyndte langsomt at falde til ro.
Jeg stod ved siden af hende. Ikke tæt. Men tæt nok til at vi begge vidste den anden var der.
Vi stod i det kolde vand og trak vejret og var stille, og solen begyndte at kigge over horisonten og kastede det første lys hen over floden, og vandet glimtede, og luften lugtede af frost og sten og noget der mindede om den duft morgener har i de lande hvor vinteren er ægte, den duft der er lavet af klart lys og kold jord og det løfte om varme der kommer når man har gjort sig fortjent til det.
Da vi gik op, stod vi på bredden og rystede og lo, og det var den slags latter der kommer af at have gjort noget der er lidt for hårdt og lidt for dumt og alligevel helt rigtigt. Retia strøg vandet ud af sit hår med begge hænder, og hendes hår var mørkere når det var vådt, næsten sort, og det hang ned langs hendes hals og dryppede på hendes skuldre, og hendes hud var rød af kulde, og der var vanddråber på hendes kraveben der fangede det tidlige morgenlys, og jeg kiggede væk fordi min hjerne lavede noget den ikke skulle, og kiggede tilbage igen fordi den ikke kunne lade være, og kiggede væk igen. Hun kiggede på mig med et smil der var det mest åbne smil jeg nogensinde havde set af hende, et smil der ikke var kontrolleret eller vurderet men bare var der, født af koldt vand og morgenluft og det at have stået stille med et andet menneske i noget der var svært.
"Igen i morgen?" sagde hun.
"Ja," sagde jeg.
Og det blev vores ting. Chris og Retias ting. Hver morgen. Floden. Kulden. Stilheden. Og bagefter varmen ved pejsen i Razolní-opholdsstuen, med tæpper over skuldrene og te i hænderne og den særlige træthed der er i en krop der har været i koldt vand, en træthed der ikke er udmattelse men tilfredshed, den krops følelse af at have gjort noget rigtigt.
Ahra sad i lænestolen med Lynx og rystede på hovedet og sagde "I er begge vanvittige," og drak sin te, og han havde ret, men det er de bedste ting altid.
Jorin viste mig drivhuset en lørdag eftermiddag.
Det lå bag slottets køkkenhave, en bygning af glas og jernrammer der var grønne af alger, og da han åbnede døren slog varmen mig i ansigtet, fugtig og tung og levende, og det var som at træde ind i en anden årstid. Derinde var det sommer. Planter i alle størrelser og farver groede i bede langs væggene og i potter på hylder og i krukker der hang fra loftet, og luften var mættet med dufte jeg kendte og dufte jeg ikke kendte: jord og vand og gødning og blomsterne fra hundrede arter der alle blomstrede på én gang.
"Ingen kommer herned," sagde Jorin og gik hen til et bed med planter der havde blade i en mørkeblå farve jeg aldrig havde set. "De fleste elever synes det er kedeligt. Men planterne er..." Han stoppede og strøg forsigtigt med sin finger hen over et af de mørkeblå blade. Bladet bøjede sig mod hans finger, langsomt, som om det genkendte hans berøring. "De er levende på en anden måde end dyr. Langsommere. Tålmodigere. Man skal lytte til dem i uger for at forstå hvad de har brug for."
"Lidt som Dherak-meditation," sagde jeg.
"Ja." Han kiggede op. Hans hår faldt i øjnene som altid. "Præcis som det, faktisk. Planterne har Dherak. Ikke meget. Men det er der. Og hvis du lytter til det, kan du mærke hvornår de har tørst, hvornår de mangler lys, hvornår de er syge."
Han viste mig. Vi sad på gulvet i drivhuset med jord under vores hænder og varme planter rundt om os, og han lærte mig at lægge mine fingre på en stilk og mærke den svage, langsomme puls der gik igennem den. Den var anderledes end flodens Dherak, anderledes end bjergets. Den var varm og grøn og tålmodig, og den bad om ingenting, den bare var.
Vi sad der i en time. Sagde næsten ingenting. Alôpex lå og sov i en solplet på gulvet, og Jorin plejede sine planter med de langsomme, omhyggelige bevægelser hans hænder altid havde, og jeg sad og mærkede en plantes hjerteslag mod mine fingerspidser og tænkte at der er flere måder at kende verden på end den jeg var vokset op med.
Floden blev smallere for hver uge. Det var fascinerende at se. Da jeg var kommet til Déynáir i november var den over hundrede meter bred. Nu, i slutningen af november, var den halvtreds. Bunden var synlig overalt, og små øer af sten og grus var dukket op midt i strømmen, og om morgenen lå der is langs kanterne, tynd og gennemsigtig, der knækkede under mine fødder når jeg gik ud i vandet.
"D. 31. december er den på sit smalleste," sagde Maka en aften i opholdsstuen. "Nogle år er den kun fire eller fem meter bred. Der er tradition for at de ældste elever krydser den til fods den dag."
"Har du gjort det?" spurgte Ahra.
"Sidste år. Det var tre meter bredt." Maka grinede. "Og stadig koldt nok til at mine ører ringede i en time bagefter."
Jeg kiggede ud af vinduet mod floden. Den lå der i aftenlyset, smallere end i går, og den trak sig langsomt ind mod sin midte, og det var mærkeligt og smukt at se et landskab der ændrede sig dag for dag, som om øen selv trak vejret og floden var dens åndedræt.
Det var i den ottende uge at Surain lærte mig at bruge floden til meditation.
Det var en af vores fredag-aftener. Han ventede ved den sædvanlige lysning bag slottet, men denne gang førte han mig ned til floden i stedet for. Natten var klar og kold, og måneskinnet lå som sølv på det mørke vand, og luften lugtede af frost og is og den rene, minerale lugt koldt vand har om vinteren.
"Sæt dig ved kanten," sagde han. "Fødder i vandet."
Jeg satte mig på bredden og trak mine støvler af og stak mine fødder ned i floden. Kulden skar igennem mine ankler og op i mine skinneben og mine knæ, og jeg trak vejret hårdt ind.
"Lad den komme," sagde Surain. Han sad ved siden af mig med sine egne fødder i vandet, og hans ansigt var roligt. "Kæmp ikke imod. Kold er bare kold. Det er din reaktion på den der er problemet."
"Min reaktion er at det gør ondt," sagde jeg igennem sammenbidt kæbe.
"Ja. Og hvad gør du med smerte?"
"Prøver at slippe af med den?"
"Nej." Han kiggede ud over floden. Måneskinnet fangede de små bølger strømmen lavede rundt om vores fødder. "Du lader den være der. Du giver den plads. Du trækker vejret ned i den i stedet for væk fra den. Og så opdager du at smerten ikke er smerten. Den er din krop der forsøger at beskytte dig mod noget der ikke er farligt."
Jeg trak vejret. Ned. Igennem brystet, ned i maven, ned i hofterne, ned i mine ben, ned i mine fødder der sad i isvand. Og langsomt, meget langsomt, begyndte kulden at ændre sig. Ikke forsvinde. Ændre sig. Fra skarp til dyb. Fra smerte til tilstedeværelse. Fra noget jeg kæmpede imod til noget jeg var i.
"Godt," sagde Surain. "Mærk nu vandet. Ikke kulden. Vandet selv. Dets bevægelse. Dets retning. Dets Dherak."
Jeg mærkede. Og det var der. Vandet havde sin egen Dherak, svag og kold og gammel, en strøm der var dybere end den fysiske strøm, og den løb fra bjerget i nord ned mod havet i syd, og den bar noget med sig, noget der var ældre end slottet, ældre end skolen, ældre end alt det mennesker havde bygget her.
"Vand husker," sagde Surain stille. "Det er det din far forstod. Vand husker alt det der er løbet igennem det. Hvert regndråbe der er faldet på bjerget. Hver sten det har slebet. Hver person der har stået i det. Vand husker, og hvis du lytter, fortæller det dig."
Vi sad stille. Mine fødder var følelsesløse nu, men det var okay. Jeg var ikke i kulden mere. Jeg var i floden, og floden var i mig, og vi var det samme.
"Træk vejret," sagde Surain. "Ind igennem næsen. Tæl til fire. Hold. Tæl til fire. Ud igennem munden. Tæl til seks."
Jeg trak vejret. Fire. Hold. Fire. Ud. Seks. Og for hvert åndedræt sank jeg dybere ind i det sted hvor floden og min Dherak mødtes, og det var stille der, stille på den måde stille er når der ikke er noget der mangler, og alt bare er.
"Det her er det," sagde Surain. "Det her er hvad din far kunne. At sidde stille i verden og lade verden tale."
Vi sad der i en halv time. Måske længere. Da jeg trak mine fødder op, var de hvide og følelsesløse, og blodet begyndte at strømme tilbage med den vilde, prikkende varme der er kroppens jubel over at være varm igen. Jeg trak mine støvler på med stive fingre og kiggede ud over floden.
"Gør det hver morgen," sagde Surain. "Ikke nødvendigvis i vandet. Bare sid stille. Træk vejret. Lyt. Alt det der fylder dit hoved, alle de tanker og bekymringer og mysterier, læg dem fra dig et øjeblik og bare mærk verden som den er."
"Og hvad så?"
"Og så finder du ud af at verden allerede ved det du har brug for at vide. Du skal bare holde op med at overdøve den."
Jeg begyndte at meditere.
Ikke kun ved floden. Overalt. Om morgenen, efter det kolde bad, sad jeg på bredden med Alôpex i mit skød og trak vejret og lyttede. Om aftenen, inden jeg gik i seng, sad jeg på min seng med lukkede øjne og fandt den stille plads indeni mig, det sted der var under tankerne, under bekymringerne, under alt det der fyldte, og der var bare Dherak og åndedræt og stilhed.
Det ændrede noget.
Ikke drastisk. Ikke på én dag. Men langsomt, uge for uge, begyndte noget i mig at skifte. Tankerne der normalt kørte rundt i mit hoved som hjul der ikke kunne stoppe, begyndte at falde til ro. Ikke forsvinde. Falde til ro. Forskellen er vigtig. De var der stadig, mysterierne og frygten og de hundrede spørgsmål ingen ville svare på, men de sad stille nu, som sten i en flod i stedet for blade i en storm.
Ahra mærkede det. "Du er anderledes," sagde han en morgen over morgenmaden. Han holdt sin toast i den ene hånd og kiggede på mig med hovedet på skrå. "Roligere. Mere... her."
"Mere her?"
"Ja. Før var du altid et halvt skridt inde i dit eget hoved. Nu er du mere ude." Han bed i sin toast. "Det er rart."
Retia sagde ingenting om det. Men hun sad tættere på mig om aftenerne i opholdsstuen, og hendes skuldre var lavere, og en gang lagde hun sit hoved mod min skulder et kort øjeblik og rettede sig igen uden at sige noget, og det var nok.