Bjerget nord for Déynáir er det eneste sted på øen der er ældre end slottet. Boringer i stenen har afsløret indgraverede symboler i lag der er dateret til før Krigens tid. Hvad de betyder, og hvem der lavede dem, er genstand for akademisk debat. Adgang til bjergets øverste del har været forbudt siden skolens grundlæggelse.

Geologisk rapport, Rådets naturvidenskabelige afdeling, klassificeret

Kapitel 20

Bjerget

Det begyndte med søvnløshed.

Ikke den almindelige slags, den der handler om for mange tanker og for lidt træthed. Det her var anderledes. Jeg lå i min seng i Razolní-sovesalen med lukkede øjne og Alôpex varm mod min hals, og min krop var træt, og mit hoved var stille efter aftenens meditation, og alligevel var der noget der ikke lod mig sove.

Det kom fra nord.

Ikke en lyd. Ikke en duft. En fornemmelse. En trækken, dybt nede i min Dherak, en vibration der pulserede langsomt og insisterende, og den pegede i én retning, og den retning var bjerget.

Jeg havde mærket den før. Svagt, i baggrunden, som en lyd man hører så tit at man holder op med at lægge mærke til den. Men den nat var den stærkere. Den hamrede bag mine ribben med den samme dybe tone jeg havde mærket den første nat på prøveøen, da jorden selv havde brummet under mig.

Alôpex løftede sit hoved. "Du kan mærke det," sagde hun.

"Ja."

"Det har kaldt på dig i uger. Du har bare lyttet til det uden at vide det."

Jeg satte mig op i sengen. Mørket i sovesalen var dybt, og de andre drenge sov, og Ahras åndedræt var langsomt og regelmæssigt to senge væk. Gennem vinduet over min seng kunne jeg se bjerget. Det rejste sig mod nattehimlen, mørkere end mørket omkring det, og dets silhuet var skarp mod stjernerne.

Jeg stod op. Trak bukser på, en trøje, mine støvler. Tog min kappe fra krogen og trak hætten op.

"Chris," sagde Alôpex. "Det er forbudt."

"Ja."

"Vi gør det alligevel."

"Ja."

Slottet om natten var et andet sted end slottet om dagen.

Gangene var tomme og stille, og fakkellyset var dæmpet til den lave, blålige glød der kastede lange skygger op ad væggene. Mine skridt gav ekko mod stengulvet, og hvert ekko virkede for højt, for tydeligt, og jeg gik hurtigere og mere stille og fandt de ruter jeg kendte fra passage-jagterne, de ruter der undgik de gange lærerne patruljerede om natten.

Alôpex løb foran mig med ørerne spidset og halen lav, og hun fandt vejen med sin næse, og jeg fulgte hende igennem en af de skjulte passager vi havde kortlagt, en der førte ud igennem en dør i slottets kælderetage og ud i haven.

Natteluften var december-kold. Skarp og ren og tør, med en frost der lagde sig på min hud som glasur, og min udånding steg som hvid røg i månelyset. Himlen var klar, og stjernerne var overalt, de fremmede Anglien-stjerner der aldrig helt lignede dem jeg kendte fra Oxford, og månen hang lav og tung over horisonten og kastede et sølvblåt lys over alt.

Floden lå til venstre, smal nu, måske tyve meter bred, og isen langs kanterne var tykkere end i morges. Snart ville den fryse helt til. Bjerget lå foran mig, og det var tættere på end det så ud om dagen, en stor, mørk masse der rejste sig over trækronerne og op mod stjernerne.

Jeg begyndte at gå mod det. Mine støvler knasede i det frosne græs. Alôpex løb ved min side uden lyd, hendes hvide pels næsten usynlig i måneskinnet.

Da jeg nåede skovkanten, ændrede alt sig. Skoven lukkede sig om mig, og månelyset blev til tynde striber mellem grenene, og luften blev tættere, vådere, tungere af den duft skov har om natten: frost på bark, vådt mos, den skarpe lugt af nåletræsharpiks der siver ud af stammen i kulden.

Jeg begyndte at klatre. Stien var smal og ujævn, og mine støvler gled på de frosne sten, og mine hænder greb fat i rødder og klippeudspring for at holde balancen. Alôpex løb foran mig med sikre skridt, hendes poter fandt de steder mine støvler ikke kunne, og hendes hvide pels glimtede svagt når et stykke månelys fandt hende igennem trækronerne.

Jo højere jeg kom, jo stærkere blev pulsen under mine fødder. Den var der hele tiden nu, en langsom, dyb vibration der gik op igennem stenen og ind i mine benknogler og videre op i mine hofter og min rygsøjle. Det var den samme vibration Surain havde lært mig at mærke ved floden, den samme puls der lå under alt, men her var den stærkere. Meget stærkere. Her oppe på bjerget var Dherak ikke noget man skulle lede efter. Den var overalt, mættet i luften og stenene og jorden, så tæt at den prikkede i huden.

Jeg stoppede og trak vejret. Ind igennem næsen, fire slag. Hold, fire slag. Ud igennem munden, seks slag. Den rytme Surain havde lært mig. Og med hvert åndedræt sank jeg dybere ind i det sted der var under tankerne, det stille sted, og derfra kunne jeg mærke bjerget tydeligere.

Det levede. Ikke i den forstand at det var et dyr. I den forstand at der var noget indeni det der trak vejret, langsomt, med mellemrum der var så lange at man kunne tro det var dødt, hvis man ikke lyttede tålmodigt nok.

Halvvejs oppe stoppede jeg.

Ikke fordi jeg var træt. Fordi noget havde ændret sig. Luften var anderledes her. Tættere. Tungere. Mættet med en Dherak der var stærkere end noget jeg havde mærket, stærkere end i passagerne, stærkere end i hulen på prøveøen. Det var den slags Dherak-koncentration Surain havde talt om: "steder hvor magi er sivet ned i jorden."

Og i klippevæggen foran mig var der et symbol.

Jeg kendte det. Tjørnekransen. Sværdet. Daggerten. Hugget ind i stenen med en præcision der ikke var menneskelig, hver linje skarp og dyb, og selvom det måtte være hundredvis af år gammelt, var det så tydeligt som om det var lavet i går.

Jeg rakte min hånd ud. Mine fingre rørte stenen.

Varme. Symbolet var varmt under mine fingre, levende og pulserende, og i det øjeblik jeg rørte det, lyste det op. Kort. Hvidt. Skarpt. Et splitsekund af lys der skar igennem nattens mørke og fik Alôpex til at blinke og træerne til at kaste skygger i alle retninger.

Og noget under bjerget reagerede.

Jeg mærkede det igennem mine fødder. En bevægelse dybt nede i jorden, en langsom, tung bevægelse der mindede om noget der vender sig i søvne. Ikke et jordskælv. Noget levende. Noget der havde ligget stille i meget lang tid og nu, for første gang i meget lang tid, mærkede at nogen var der.

Alôpex pressede sig mod mit ben. Hendes pels var strittende, og hendes hjerte hamrede mod min ankel.

"Chris," sagde hun. "Det der er nede under os... det er stort. Meget stort. Og det er våget. Ikke helt. Men lidt."

Jeg trak min hånd væk fra symbolet. Lyset slukkede. Pulsen under mine fødder blev svagere, langsomt, men den forsvandt ikke helt. Den lå der stadig, dyb og langsom, en hjerterytme fra noget der var ældre end slottet, ældre end skolen, ældre end alt det mennesker havde bygget her.

"Det er det der har kaldt på dig," sagde Alôpex. "Det kan mærke din Dherak. Og din Dherak kan mærke det."

"Hvad er det?"

"Det ved jeg ikke. Men det har ventet. Længe."

"Godrand."

Stemmen kom fra oven. Rolig. Klar. Ikke vred. Noget andet.

Arcanus stod på en klippefremspring ti meter over mig. Hans hætteklædte silhuet var mørk mod de lysende stjerner, og hans gyldne armbånd glimtede svagt i månelyset. Han stod fuldstændig stille, med en stilhed der sagde at han havde stået der i lang tid. Måske hele tiden.

"Professor," sagde jeg. Min stemme var hæs af kulde.

Han sprang ned. Ikke klatrede. Sprang. Ti meter, og han landede lydløst på stenbunden foran mig med en lethed der var for kontrolleret til at være naturlig. Hans kappe rørte sig ikke. Hans fødder lavede ingen lyd.

Hans duft var tæt på mig nu, lagdelt og flerfoldig, og den havde ændret sig fra den jeg kendte. Der var noget nyt i den. Noget åbent. Et lag der var trukket til side, og under det var der en duft der mindede om gammel fyrretræ og varmt jern, og den mindede om noget, den mindede om nogen, men jeg kunne ikke placere det.

"Du rørte ved forseglingen," sagde han. Ikke et spørgsmål.

"Ja."

"Og du mærkede det der er under os."

"Ja."

Han kiggede på mig under sin hætte. Jeg kunne se hans mund og hans hage, og munden var stram, og hagen var spændt.

"Der er ting under dette bjerg der er ældre end skolen," sagde han. Hans stemme var lav og alvorlig. "Ældre end Anglien. De har ligget stille i tre hundrede år, forseglet af folk der vidste hvad de gjorde. Og nu begynder de at vågne. Ikke på grund af dig. Men fordi du er her, og din Dherak er for stor til at de kan ignorere den."

"Hvad er det?"

"Ting der ikke hører til i denne verden længere. Ting der blev lukket inde for en grund."

"Af Sektion XIII?"

Stilhed. Lang stilhed. Natteluften var kold mellem os, og mine ord hang i den som frost der dannede sig på glas. En ugle skreg et sted nede i skoven, og lyden var skarp og ensom, og den gav ekko igennem de frosne træer.

"Du ved mere end du burde," sagde Arcanus til sidst. Hans stemme var lav.

"Jeg ved mindre end alle andre vil have mig til at tro. Men jeg ved nok til at vide at alle lyver for mig."

Arcanus rørte sig ikke. Men noget i hans holdning ændrede sig. Hans skuldre, der altid var stramme og kontrollerede, faldt en millimeter. Det var den mindste bevægelse, men den sagde at noget i ham gav efter.

"Det er ikke løgn," sagde han stille. "Det er beskyttelse."

"Det er det alle siger. Og det gør det ikke bedre."

Han kiggede på mig. Og for første gang kunne jeg se hans øjne under hætten, klart i måneskinnet. De var mørke og dybe og fulde af noget der var mere end autoritet. Noget der lignede sorg.

"Gå ned igen, Godrand," sagde han. "Og kom ikke herop igen alene. Ikke fordi jeg forbyder det. Fordi det der er dernede..." Han stoppede. Hans hånd greb fat i det klippeudspring han stod ved, og hans fingre strammede sig om stenen. "Det kan mærke dig. Og der er andre der også kan mærke dig, når du bruger din Dherak så tæt på forseglingen. Andre der ikke er venlige."

"Malum?" sagde jeg.

Den stilhed der fulgte var anderledes end de andre. Den var fuld af noget.

"Kendte du min far?" sagde jeg.

Hans mund åbnede sig. Lukkede sig. Hans hånd på klippeudspringet holdt så hårdt at jeg kunne se hans knoer hvide i månelyset. Og så åbnede han munden igen, og han sagde:

"Han var den bedste af os."

Det var alt. Og så vendte han sig og forsvandt opad i mørket, lydløst, og der var bare den kolde nat og den pulserende sten og ordene han havde sagt der hang i luften som røg.

Han var den bedste af os. Af os. Ikke af dem. Af os.

Arcanus havde kendt min far. Og han havde regnet sig selv som en af de samme.

Jeg gik ned. Mine støvler gled på de frostdækkede sten, og mine hænder var kolde, og mit hjerte hamrede. Bag mig stod Arcanus stadig på bjergsiden og kiggede efter mig, og hans silhuet blev mindre og mindre, men hans duft hang i luften endnu da jeg nåede skovkanten, varm og jernagtig og fuld af ting han ikke havde sagt.

Da jeg nåede skovkanten og stod på det frosne græs igen, med ben der var tunge af Dherak og hænder der rystede af kulde og noget der ikke var kulde, med slottet foran mig og floden glimtende i månelyset, stoppede jeg op og kiggede tilbage mod bjerget. Det rejste sig over skoven, mørkt og enormt, og det der var indeni det pulserede stadig, svagt men uophørligt, en hjerterytme fra noget der ventede.

Jeg trak vejret. Kold nat-luft der smagte af frost og stjerner.

Arcanus havde sagt: "Han var den bedste af os." Af os. Min far. Og Arcanus.

Surain havde sagt: "Din far var en af de tretten."

Haltora havde reageret på mit navn med noget der var ældre end overraskelse.

Vuldator havde kigget på mig med smerte han ikke ville forklare.

Og nu Arcanus. Alle sammen. Alle disse mennesker der kendte mit navn og bar på noget de ikke sagde, og det mønster der langsomt var trådt frem igennem ugerne og månederne blev tydeligere for hvert navn der blev tilføjet. Min far havde været en del af noget. Noget stort. Noget der forbandt dem alle. Og jeg var det der var tilbage af det han havde været.

Jeg gik hjem igennem det frosne landskab med Alôpex ved min side og tænkte at bjerget ikke ville vente for evigt, og at heller ikke jeg ville.