En Amícûs vælger sin ejer én gang. Der er ingen appel. Der er ingen fortrydelse. Og hvis båndet brydes ved død, ved svigt, ved en mørke der er stærkere end kærlighed, så mister man mere end et dyr.

Man mister den del af sig selv man ikke vidste man havde, før nogen gav den et navn.

Surains Bestiarum, tredje udgave

Kapitel 6

Idolon

Surains Dyrebutik var støjende og varm og lugtede af noget der var en blanding af våd pels og hø og noget sødligt jeg ikke kunne placere.

Da vi trådte ind af døren, blev jeg mødt af en mur af lyd. Skrig og bæffen og kvidren og en dyb, rumlende snorken fra noget stort bagerst i lokalet. Bure og akvarier og glasmontrer stod langs alle vægge og fra gulv til loft, og alting bevægede sig. I det nærmeste bur sad en lille gyldenbrun abe der ikke var større end min underarm og kiggede på mig med øjne der var for kloge til sit eget bedste. Dens hale var længere end kroppen og hang ned fra grenen den sad på som et reb.

Disken stod bagerst i butikken, men der var ingen bag den. Retia gik direkte mod en bagdør.

"Surain er altid derude," sagde hun.

Bagdøren åbnede sig indefra inden vi nåede den, og en mand kom ud med en dreng og en kvinde.

Drengen var på min alder. Han havde brunt hår og et ansigt der var så blegt at det aldrig kunne have set solen ordentligt. I sine arme bar han et lille dyr der lignede en leopardunge, og dyret lå stille mod hans bryst som om det sov, men dets ene øje var åbent og kiggede.

Kvinden betalte ved disken. Drengen gik mod døren.

Og lige idet han passerede mig, mærkede jeg hans duft. Brændt træ. Noget bittert, som aske der stadig er varm. Og under det, begravet dybt, noget sødt og sørgeligt der mindede om blomster lagt på en grav.

Han kiggede op.

Jeg har set mange blikke i mit liv. Blikke der er ligeglade, blikke der er nysgerrige, blikke der er bange. Matronens blik der var varmt men aldrig ærligt. Edmund Fullas blik der var arrogant men tomt.

Det her blik var noget helt andet.

Der var had i det. Der var ensomhed. Der var noget der lignede hævn, ikke mod mig, men mod alt og alle, verden havde gjort ham noget han aldrig ville tilgive. Og under det hele, dybt nede bag alt det andet, var der en sorg der var så stor at den næsten forsvandt bag vreden.

Jeg kendte den sorg. Jeg havde den selv. Den sad i mig på det sted bag ribbenene hvor man gemmer de ting man aldrig siger højt, det sted der enten vokser sig større med årene eller krymper, afhængigt af om man finder nogen at dele det med. Hans sorg var rettet udad, mod verden, mod alt der havde gjort ham til det han var. Min var rettet indad, mod mig selv, mod det sted i mig der stadig troede at det var min skyld at ingen havde hentet mig. Og forskellen mellem de to retninger var alt.

Han gik ud af butikken uden at sige et ord. Klokken over døren ringede efter ham.

Jeg stod stille et øjeblik. Retia rørte ved min arm. Hendes fingre var lette og korte, bare et tryk der sagde "her, nu, mig."

"Chris. Kom nu."

Jeg rystede blikket af mig og fulgte efter hende.

Manden der kom ud fra baglokalet var ældre end jeg havde forventet. Ikke gammel, men slidt. Hans ansigt havde rynker der ikke kom af alder men af noget andet, noget mere dybtliggende, og hans øjne var de roligste øjne jeg nogensinde havde set. Han gik i en enkel brun kappe uden mønster, og han bevægede sig med en langsom omhu som om hvert skridt kostede ham noget. Da han gik forbi mig, mærkede jeg hans duft. Våd jord og dyrepels og noget metallisk og gammelt, som mønter der har ligget i en kælder i hundrede år. Og under det hele, svagt og næsten forsvundet, duften af en ild der er gået ud for længe siden men aldrig er blevet ryddet op.

"I skal have en Amícûs," sagde han. Det var ikke et spørgsmål. Hans hænder hang ved hans sider, stille, og hans blik gik fra Retia til Ahra til mig og tilbage igen med en langsom grundighed der sagde at han vurderede os.

"Ja," sagde Retia. Hun stod med armene over kors og kiggede ham lige i øjnene.

"Godt. Følg med mig."

Han førte os ud af bagdøren og ned ad en sti mellem høje buske. Luften var varm og duftede af blomster og jord, og sommerfugle i farver jeg aldrig havde set fløj mellem buskene som om de vidste at de var smukke. Vi stoppede foran en dør i en mur. Døren var gammel og af træ, og da Surain åbnede den, var der et hul bag den. Ikke en passage. Et hul. Et sort, pulserende hul med en svag summen der mindede om lyden af en stor insektsværm langt væk.

"Det er en portal," sagde Surain. "Den fører jer til den ø hvor dyrene lever. Gå ind. Jeg kommer bagefter."

Retia gik først. Ahra efter. Jeg gik sidst.

Da jeg trådte ind i portalen, hørte jeg skriget.

Det var en kvindes stemme. Ikke et skrig af frygt. Et skrig af tab. Af noget der blev revet væk, af hænder der greb efter noget de ikke kunne holde fast i, og det var så skarpt og så virkeligt at det fik mig til at falde på knæ. Mine hænder ramte noget der ikke var gulv, og mine øjne lukkede sig af sig selv, og skriget fyldte mit hoved som vand der fylder en skål.

Jeg havde hørt det før. Jeg vidste det med det samme. Ikke i en drøm. Ikke i en erindring. Et sted midt imellem. Et sted hvor jeg ikke havde været helt vågen og ikke helt i søvn, og nogen havde skreget, og der havde været en lyd som af ild, og så ingenting.

Skriget stoppede. Og alt stoppede med det.

Lys. Græs under mine hænder. En duft af jord og vand og skov.

Jeg åbnede øjnene. Jeg lå på en stor, grøn eng under en himmel der var blå og vid og uendelig. Græsset under mine hænder var varmt af sol, og det duftede som hø og vild timian og noget sødt jeg ikke kendte, en blomst der kun groede her. Vinden var let og bar lyden af en flod med sig, og solen lå tungt og godt på mit ansigt som en hånd der holder en fast. Ahra og Retia stod ved min side og kiggede bekymret ned på mig.

"Hvor blev du af inde i portalen?" sagde Ahra. "Du var bare væk."

"Jeg ved det ikke," sagde jeg. "Der var nogen der skreg."

Ahra og Retia kiggede på hinanden.

"Vi hørte ikke noget," sagde Retia.

Surain stod et stykke ude på engen med ryggen til os. Han vendte sig ikke om. Men hans skuldre var stive, og hans hænder hang ubevægeligt ned langs hans sider, og jeg kunne se at han lyttede. Lyttede meget omhyggeligt til det jeg sagde.

Så rettede han sig og sagde med en stemme der var fuldstændig normal: "Kom. Dyrene venter ikke på jer."

Vi fulgte Surain hen over engen og ned mod floden. Bag floden begyndte skoven, tæt og grøn og fuld af lyde, og over vores hoveder fløj fugle i formationer der så organiserede ud som en hær.

"Duk jer!" råbte Surain.

En fugl kom dykkende ned fra ingenting og strejfede Retias venstre skulder. Retia skreg og duckede sig, men fuglen var allerede oppe igen, kredsende over os med brede, skarpe vinger.

"Det ser ud til at vi har fundet dit dyr," sagde Surain. "Giv den et navn. Sig det højt. Hvis den er din, kommer den."

Retia kiggede op mod fuglen. Den kredsede stadig med et blik der var for intelligent til at være en almindelig fugl.

"Fulmen," sagde Retia. Hendes stemme var fast. Ikke bange. Ikke tøvende. Det var stemmen fra en person der havde besluttet noget og mente det.

Fuglen foldede sine vinger ind og styrtdykkede. Denne gang landede den på Retias udstrakte arm med en lethed der fik det til at se ud som om den altid havde siddet der. En eleonorafalk. Mørk. Smuk. Med øjne der var gyldne som efterårsblade.

Retia kiggede på fuglen, og noget i hendes ansigt åbnede sig. Ikke meget. Bare nok til at jeg kunne se det: lettelse. Ikke over at have fået et dyr, men over at noget i verden havde valgt hende. Havde set på alle de mennesker det kunne have valgt, og havde valgt hende. For en pige der var vant til at folk vendte hende ryggen, var det måske det vigtigste der var sket den dag.

"Sæt den på din skulder," sagde Surain. "Armen bliver tung i længden."

Vi gik videre ind i skoven. Stien blev smallere. Luften blev koldere. Surain stoppede og løftede en hånd.

Der var helt stille.

Så kom lyden. Poter mod skovbund.

Et dyr kom farende ud af buskene og ramte Ahra i brystet. Ahra væltede bagover med et råb og slog ryggen mod en rod. Dyret var en unge, men stort nok til at vælte en femtenårig dreng, og det stod nu på Ahras bryst med kløerne plantet i hans trøje og kiggede ham direkte i øjnene.

"Rør den ikke," sagde Surain roligt. "Kig den i øjnene."

Ahra kiggede. Losdyret kiggede. Der gik fem sekunder, ti, femten. Lossens gule øjne blinkede ikke. Ahras blå øjne blinkede ikke. Så vendte lossen sit blik væk og lagde sine ører ned.

Ahra tog fat i dyrets nakke og løftede det forsigtigt af sig. Det lod ham gøre det.

"Lynx," sagde Ahra med en stemme der rystede en smule. Han holdt lossen op foran sit ansigt. Han kunne ikke helt tro det var virkeligt.

"Den valgte dig," sagde Surain. "Den angreb dig fordi den ville se om du var stærk nok. Du var."

Vi gik videre. Skoven åbnede sig, og i stedet for træer og jord var der is og frost og en hvid steppe der strakte sig ud foran os som et hav af sne.

Jeg så den ikke komme.

Det første jeg mærkede var smerten. En skarp, brændende smerte i min højre arm, og da jeg kiggede ned, hang der et lille hvidt dyr i mit ærme med tænder der var gravet ind i stoffet og lige nåede huden nedenunder. Det var ikke meget større end en kat. Helt hvidt. Tyk pels. Sorte øjne der var for intelligente til sin størrelse.

Jeg rystede den af mig og faldt over mine egne ben i samme bevægelse. Polarræven landede på isen og stod et øjeblik stille og kiggede på mig med hovedet på skrå, som om den overvejede om jeg var besværet værd.

Så angreb den igen. Den sigtede efter mit bryst. Jeg rullede til siden. Den landede på isen bag mig. Den bjæffede en gang, skarpt og højt, og sprang igen.

Denne gang rykkede jeg mig ikke.

Jeg ved ikke hvorfor. Noget i mig sagde at jeg skulle vente. At det var det rigtige. At hvis jeg bare stod stille et halvt sekund længere end min krop ville lade mig...

Polarræven sprang. Jeg greb den i luften.

Den lå i mine hænder og holdt op med at kæmpe. Bare sådan. Som om den havde testet mig, og jeg havde bestået.

"Alôpex," sagde jeg.

Navnet kom af sig selv. Jeg havde ikke tænkt over det. Det var bare der. Det havde altid ligget og ventet i mit hoved.

Polarræven gnubbede sin kolde snude mod mit håndled. Hendes pels var tæt og blød og lugtede af is og jord og ren luft, og hendes krop var varm under pelsen, varmere end noget så lille burde være. Jeg mærkede hendes hjerte slå mod mine fingre, hurtigt og let, og i det øjeblik mærkede jeg noget jeg aldrig havde mærket før. En tilstedeværelse i mit hoved der ikke var min egen. Ikke en stemme. Noget dybere end en stemme.

"Chris. Endelig."

Jeg kiggede ned på Alôpex. Alôpex kiggede op på mig. Og for første gang i mit liv var der nogen der kendte mit navn uden at jeg havde sagt det. Det var den mest intime ting der nogensinde var sket mig, mere intim end nogen berøring, mere intim end nogen samtale: at noget vidste hvem jeg var, på det dybeste niveau, uden at jeg havde behøvet forklare det.

"Lad os komme videre," sagde Surain. Men hans stemme var anderledes nu. Lavere. Mere forsigtig. Som om der var noget inde i skoven han ikke ville gå for tæt på. "Jeg er ikke tryg ved det her sted."

"Hvorfor?" sagde Ahra. "Hvad er du bange for?"

Surain stoppede. Han stod med ryggen til os og kiggede ind i den tætte skov bag issteppen. Hans skuldre var stive.

"Det er en lang historie," sagde han. "Jeg har en hytte lidt længere inde. Jeg fortæller den der."

Hytten var lille og forfalden. Et tag der hang en smule skævt. Vinduer der var matte af snavs og alder. Væggene var af ubehandlet træ der var blevet gråt af vejr og tid, og da Surain åbnede døren, slog duften mig i ansigtet: gammel fyrretræ, fugtigt mos, og den svage, bitre lugt af en pejs der ikke har haft ild i sig i mange år men stadig husker det.

Han lukkede døren bag os med et lille klik. Han låste mere end bare en dør.

Rummet var småt. Lyset var dæmpet og gulligt, filtreret gennem de snavsede vinduer, og støvkornene hang i det som små planeter i en miniature-galakse. Få møbler. En sofa i den ene ende. Nogle stole stablet i et hjørne. Gulvet var af brede, umalede planker der knirkede under vores fødder, og træet var varmt og glat af mange års slid. Surain tog stolene ned og satte dem på gulvet. Han viste os hen til sofaen og satte sig selv på en stol med ryggen mod vinduet, så lyset faldt på os og ikke på ham.

Han sagde ingenting i lang tid. Alôpex lå stille om min hals. Fulmen sad ubevægeligt på Retias skulder. Lynx lå ved Ahras fødder og gned sit hoved mod hans ankel.

"Det er mange år siden det skete," begyndte Surain til sidst. Hans stemme var lav og jævn, men der var en skælven under den, den slags skælven der ikke sidder i stemmen selv men i det sted stemmen kommer fra, som grundvand der rører sig under en vej man troede var stabil. Hans øjne kiggede ikke på os. De kiggede på et punkt midt i luften foran ham, et punkt der kun eksisterede for ham, og som lå mange, mange år væk. "Dengang jeg var på jeres alder, tog min far mig med herud for at finde mig et dyr. Min far ejede dyrebutikken dengang. Han havde allerede solgt mange dyr den sommer og havde tjent godt. Han var en god mand."

Han holdt en pause. Hans hænder lå i skødet. De rystede. Ikke meget. Men nok.

"Vi var ude det meste af eftermiddagen. Det var stadig lyst, og dyrene var ved at falde til ro. Vi havde gået næsten hele øen rundt inden vi fandt mit dyr." Han kiggede ned i sine rystende hænder. "Det var en spøgelsestiger. En unge. Helt hvid med grå striber og blå øjne. Jeg kaldte den Idolon. Det betyder spøgelse."

"En spøgelsestiger," hviskede Ahra.

"Ja." Surain kiggede ikke op. "Jeg elskede den fra det første øjeblik jeg så den. Den var det smukkeste jeg nogensinde havde set. Jeg ville have at vi skulle blive sammen for evigt."

Stilhed. Ingen af os rørte sig.

"Vi var på vej hjem. Min far gik foran. Så stoppede han."

Surains hænder stoppede med at ryste. De blev helt stille, og det var værre.

"Jeg spurgte ham hvad der var galt. Det skulle jeg aldrig have gjort. For idet han vendte sig for at svare, kom den."

"Hvad kom?" sagde Retia. Hendes stemme var næsten lydløs.

"En tiger. Helt hvid. Grå striber. Men øjnene..." Han lukkede sine egne øjne. "Øjnene var sorte. Helt sorte. Ingen iris. Ingen hvid. Bare sort."

Noget rørte sig i mit hoved. Sorte øjne. Ligesom Haltoras. Ligesom noget i drømmen om det runde bord. Noget der ikke helt passede sammen endnu, men som havde begyndt at bevæge sig.

"Min far prøvede at kæmpe. Han brugte forsvars-magi. Angrebs-magi. Intet af det virkede. Tigeren var for hurtig. For stærk." Surains stemme begyndte at knække i kanterne, som is der langsomt revner under for meget vægt. "Den satte kløerne i ham. Rev store sår i hans bryst. Blodet lå i pytter på jorden. Hans tøj blev flænset op."

Han stoppede. Trak vejret. Det tog ham lang tid at fortsætte.

"Inden tigeren dræbte ham, kiggede den på mig. Direkte på mig. Og jeg stod bare der." Hans stemme var så lav nu at jeg måtte læne mig frem for at høre den. "Jeg var femten år gammel, og jeg stod bare der og kiggede på mens min far døde, og jeg gjorde ingenting. Jeg løftede ikke en finger. Jeg sagde ikke et ord. Jeg stod bare der."

Tårerne begyndte at løbe ned ad hans ansigt, langsomt, to stykker, en fra hvert øje, parallelle linjer ned over huden der var garveret af sol og år og noget sværere end begge dele. Han tørrede dem ikke af. Han lod dem falde, og det var det mest modige jeg havde set nogen gøre den dag, modigere end at springe i en flod eller gribe en polarræv i luften: at sidde foran tre teenagere og græde uden at prøve at stoppe det.

"Det sidste han sagde var: 'Jeg vil altid være ved dig, min dreng. Farvel.'" Surains stemme brød. "Han var død et par sekunder efter."

Rummet var helt stille. Ingen af os vidste hvad man sagde til det. Der var ingenting man kunne sige. Man kunne bare sidde der og lade det være sandt.

"Så løb jeg," sagde Surain efter en stund. "Tigeren fulgte efter. Men den jagede ikke mig. Den jagede Idolon. De løb begge ind i skoven, og jeg løb efter dem. Jeg ville hævne min far. Jeg følte at det var min skyld at han var død."

Han åbnede øjnene. De var røde og våde, og hans ansigt var forandret af det han havde fortalt, ordene havde gravet sig ned i ham på ny.

"Jeg fandt dem dybt inde i skoven. Tigeren lå stille. Og Idolon stod ved siden af den. Men Idolon var ikke den samme. Dens øjne var røde nu. Dens striber var gule. Den kiggede på mig som om den ikke kendte mig." Han tav et øjeblik. "Og så løb den. Og jeg har aldrig set den igen."

Solen var begyndt at stå lavere udenfor, og dens lys faldt ind gennem det beskidte vindue og lyste den modsatte væg op. Der hang et billede. En mand med en stor tiger ved sin side. Surain havde ikke set det endnu. Eller måske havde han altid vidst at det hang der, og bare aldrig kunnet kigge på det.

Jeg rejste mig stille og gik hen til det. Tog det ned fra væggen. Vendte det om.

På bagsiden stod der, med en håndskrift der var falmet men stadig læselig:

Mig og mit dyr. Evigt og altid.

"Det er min far," sagde Surain bag mig. Hans stemme var tynd. "Men den tiger... den har blå øjne. Den der dræbte ham havde sorte." Han stoppede. "Og min far har aldrig haft en spøgelsestiger som dyr. Han har faktisk aldrig haft en Amícûs overhovedet."

Jeg kiggede på billedet. Manden lignede Surain, men yngre, og han smilede det smil en mand smiler når han er sammen med noget han elsker, og tigeren ved hans side var hvid med grå striber og blå øjne og lå roligt med sit hoved i hans skød.

"Hvem er manden på billedet, hvis det ikke er din far med sin Amícûs?" sagde jeg.

Surain kiggede på mig. Og i hans øjne var der noget jeg genkendte. Ikke sorg. Noget under sorgen. Den slags spørgsmål man har stillet sig selv i så mange år at det er holdt op med at have ord. Bare en stilhed der sidder og venter på et svar der aldrig kommer.

Jeg kendte den stilhed. Jeg havde boet i den i femten år.

"Det ved jeg ikke," sagde han.

Han hang billedet op igen. Tørrede sine øjne med bagsiden af sin hånd. Rettede sig i stolen.

Og så kiggede han på mig med et blik der var helt anderledes end noget han havde vist os hidtil. Ikke som en butiksindehaver der kigger på en kunde. Som en mand der kigger på noget han genkender.

"Hvad er dit efternavn, dreng?" sagde han.

"Godrand," sagde jeg. "Chris Godrand."

Noget passerede over hans ansigt. Det lignede det der var passeret over Haltoras ansigt ved floden, og over Vuldators ansigt i det halvmørke kontor. Det var det samme navn der ramte dem alle på den samme måde, som om navnet Godrand var en sten der blev kastet ned i stille vand, og alle sammen kunne mærke ringene brede sig.

"Godrand," gentog han, meget stille. "Ja. Det giver mening."

Han sagde ikke hvad der gav mening. Og jeg spurgte ikke. For jeg begyndte at forstå at der var noget alle i den her verden vidste om mit navn, som ingen ville fortælle mig.

Og det var den følelse der gjorde mest ondt af alle de følelser den dag: ikke at være alene, men at stå i et rum fuldt af svar, og ikke få lov til at høre et eneste af dem.

"Vi tager en teleport tilbage," sagde Surain. Han tog en lille hvid kugle op af sin lomme og lagde den på gulvet. Han mumlede nogle ord, og kuglen svævede op fra jorden og begyndte at lyse blåligt. Små skrifttegn kom til syne overalt på dens overflade, roterende som planeter i miniature.

"Tag fat i min hånd og dan en cirkel om kuglen," sagde han.

Jeg tog fat i Surains hånd med den ene og Retias med den anden. Alôpex klatrede ned fra min hals og stillede sig på min fod. Fulmen satte sig fastere på Retias skulder. Lynx lagde sin pote på Ahras fod.

"Klar," sagde Surain.

Han ventede ikke på svar.

"Defluo."

Et lyn flængede himlen og slog direkte ned i Surain. I et splitsekund var alting hvidt, og mine fødder var ikke på jorden, og mine hænder var ikke mine egne, og der var ingenting undtagen lys og fart og en lyd som af tusind stemmegafler der alle rungede på én gang.

Og så stod vi i Surains gård.

Mine knæ gav efter, og jeg faldt på hænder og knæ på brostenene. Ahra lå allerede fladt på ryggen. Retia var den eneste der stadig stod oprejst, selvom hendes ansigt var hvidt som papir. Surain stod som om ingenting var sket.

"Første gang er altid den værste," sagde han.

Vi lagde mønterne på disken. Surain talte dem ikke. Han skubbede dem til side med bagsiden af sin hånd og sagde farvel. Da vi gik ud af butikken og igen stod på gaden i Tés Aváir, med solen stadig høj og mennesker stadig myldrende forbi os som om verden ikke havde ændret sig, kiggede jeg tilbage mod butikken en enkelt gang.

Surain stod i vinduet og kiggede efter mig. Ikke efter os. Efter mig.

Og hans ansigt bar stadig det udtryk man får, når man ser noget man har ventet på at se i lang, lang tid.