Tés Aváirs tredje distrikt hører under General Moriven og har den laveste kriminalitetsrate i byen. Dette skyldes ikke Tueriernes indsats, men det faktum at al kriminalitet i distriktet kontrolleres af en enkelt person, hvis navn ingen kender, og som alle frygter.

Klassificeret Tuerier-rapport, kun til internt brug

Kapitel 14

Cajis

Brevet kom under morgenmaden på en tirsdag i den tredje uge.

En grå due fløj ind af det åbne vindue i spisesalen, kredsede en gang over bordene, og landede på Retias skulder. Der var et lille stykke pergament bundet til dens ben med en rød snor. Retia løsnede det med sine fingre, foldede det ud, og læste.

Hendes ansigt ændrede sig.

Det var ikke dramatisk. Det var den slags ændring der sker bag øjnene, i musklerne omkring munden, i den millimeter hendes kæbe strammede sig. Retia var en person der ikke viste noget hun ikke havde besluttet at vise, og det der skete i hendes ansigt nu var noget hun ikke havde besluttet. Det slap igennem fordi det var for hurtigt og for stort til at kontrollere.

"Hvad er der?" sagde Ahra.

Retia foldede brevet sammen og lagde det i sin lomme. Hendes fingre rystede svagt da hun gjorde det, og hun pressede sine hænder fladt mod bordet for at skjule det.

"Cajis," sagde hun. "Min lillesøster. Hun var væk i et par timer i forrige uge. Min mor vidste ikke hvor hun var." Hun kiggede ned i sin te. "Hun er hjemme nu. Hun siger hun bare var på markedet."

"Men du tror hende ikke," sagde jeg.

Retia kiggede op. Hendes blå øjne var hårde og blanke og bange.

"Cajis er tretten. Hun går aldrig nogen steder alene. Hun læser bøger og sidder i haven og taler med naboens kat. Hun går ikke på markedet alene i to timer efter mørkets frembrud."

Hun tog sin kop te og drak. Hendes hænder var stille nu. Hun havde fået dem under kontrol.

"Jeg vil gerne hjem," sagde hun. "I denne weekend. Og jeg vil gerne have I kommer med."

Ahra kiggede på mig. Jeg kiggede på Ahra. Der var ingen diskussion nødvendig.

"Selvfølgelig," sagde jeg.

Retia fik tilladelse fra rektor via Prof. Gopaltu, og om fredagen efter den sidste time gik vi ned til kajen og tog færgen til Tés Aváir.

Overfarten var anderledes denne gang. Det var sen efterår nu, og luften var koldere end da vi var der sidst, og himlen var grå med en skydække der lå lavt og tungt over havet. Vinden var skiftet til nordvest og bar en skarphed med sig der skar i kinderne og fik øjnene til at løbe. Bølgerne var højere, og færgen vuggede mere, og Ahra sad med lukkede øjne og et let grønligt ansigt og holdt fast i rælingen med begge hænder.

Retia stod i stævnen med ansigtet mod vinden og kiggede fremad. Fulmen sad på hendes skulder og kiggede med. Der var noget i den måde hun stod på der sagde at hun allerede var hjemme i sit hoved, at hendes krop var på båden men hendes tanker var i Tés Aváir, i det hus med den hvide facade og det røde tag, ved det bord der var dækket til fem men kun brugt af fire.

Jeg stod ved siden af hende. Alôpex lå i min hætte med snuden stikkende op, og hendes pels var varm mod min nakke.

"Hun er okay," sagde jeg. "Cajis. Hun er hjemme."

"Ja," sagde Retia. "Denne gang."

Det var det hun var bange for. Ikke det der var sket, men det der kunne ske. At Cajis ville gøre det igen. At hun ville forsvinde en aften og ikke komme hjem.

Tés Aváir i sen efterår var en anderledes by end den vi havde besøgt i sensommeren.

Bladene på de magiske buske langs gaderne var skiftet fra grønt til rødguld, og de faldt langsomt i spiraler ned på brostenene, langsommere end normale blade, drøjede af magi. Blomsterne i krukkerne var erstattet af bær i farver der ikke fandtes i normalverden, mørkeblå og dybt orange og en slags gennemsigtigt lyserødt der glimtede i det grå lys. Brostenene var våde af en regn der var faldet om natten, og de glinsede, og luften lugtede af våd sten og efterår og det søde, rådne der er i blade der er begyndt at gå i opløsning.

Folk gik hurtigere end om sommeren. Kapperne var trukket tættere, hætterne var oppe, og der var færre børn på gaden. En Tuerier-patrulje gik forbi os med hurtige, militære skridt, tre mænd i grå kapper med korte sværd ved siden, og deres ansigter var lukkede og opmærksomme, og de kiggede på os uden at hilse.

Jeg lagde mærke til andre ting også. En butik i en sidegade der var lukket med brædder for vinduerne. Et vægmaleri på en mur der var malet over med hvid kalk, men ikke helt, man kunne stadig se sporene af det der havde været under: et ansigt, et symbol, noget der var blevet fjernet men ikke glemt. En kvinde der gik hurtigere da hun så Tuerier-patruljen, og som drejede ind i en gyde inden de nåede hende.

"Det var ikke sådan her om sommeren," sagde jeg.

"Nej," sagde Retia. Hendes stemme var stille. "Noget har ændret sig."

Retias hus lå på den samme gade med de pæne huse og de små haver, men haven var anderledes nu. Blomsterne var væk, erstattet af visne stilke og tomme krukker, og gangen op til hoveddøren var dækket af våde blade der ingen havde fejet. Et af vinduerne i stueetagen var mørkt.

Retia stoppede op foran lågen og stod stille et øjeblik. Hendes hånd lå på lågenhåndtaget, men hun åbnede ikke. Hun bare stod der og kiggede på huset, og noget i hendes holdning sagde at hun forberedte sig. At det hus hun kom hjem til ikke var det samme hus hun havde forladt.

Så åbnede hun lågen og gik ind.

Arvia stod i døren inden vi nåede stien. Hun var tydeligt tyndere end sidst, og hendes smil var det samme varme smil, men det sad på et ansigt der var træt. Hendes duft var der stadig, nybagt brød og varmt linned, men der var noget nyt under den: noget syrligt, noget der mindede om søvnløshed og bekymring.

"Retia." Hun tog sin datter i armene og holdt hende, og denne gang var det Arvia der holdt for længe, og Retia der stod stille og lod sig holde.

"Hej, mor."

"Cajis er oppe på sit værelse," sagde Arvia. "Hun er..." Hun stoppede. Hendes smil vaklede. "Hun er okay. Bare lidt stille."

Vi gik ind. Huset lugtede stadig af mad og urter og hjem, men der var noget tyndere ved det nu, en rest af noget der ikke blev lavet med samme omhu. Billederne hang stadig på væggen i gangen. Retia som barn. Arvia med en baby. Cajis på en gynge.

Og billedet af manden med arret var væk. Krogen var tom. Der var et lyst rektangel på væggen hvor det havde hængt, og støvet rundt om det sagde at det var blevet fjernet for nylig.

Retia stoppede og kiggede på den tomme krog. Hun sagde ingenting. Men hendes hånd der hang ved hendes side knyttede sig, langsomt, og slap igen.

Vi spiste. Arvia havde lavet gryderet, den samme slags som sidst, men portionerne var mindre, og hun spiste næsten ingenting selv. Hun sad og kiggede på Retia mens Retia spiste, og der var en hunger i hendes blik der ikke handlede om mad.

Cajis sad ved bordet med sin bog. Hun var anderledes end sidst. Ikke fysisk, ikke synligt, men noget i hendes tilstedeværelse var ændret. Hun sad mere stille. Hendes øjne, når de løftede sig fra bogen, kiggede længere end de plejede, ud igennem vinduet, ud mod gaden, som om hun ventede på noget eller nogen.

"Hvordan går det i skolen?" spurgte Arvia og kiggede på mig.

"Godt," sagde jeg. "Det er anderledes end Oxford."

"Bedre?"

Jeg tænkte på Dherak-timen og Haltoras hånds ryk på min skulder. På passagerne i mørket. På den knirkende trappe og den ravnefjer på min væg og den følelse af at have et sted der var mit.

"Ja," sagde jeg. "Bedre."

Arvia smilede. Og dette smil var ægte, det nåede op til hendes øjne, og det var det første rigtige smil jeg havde set af hende den aften.

Midt under maden rejste jeg mig for at finde toilettet. Jeg gik ud i gangen, forbi de billeder der stadig hang, og forbi den tomme krog, og da jeg kom ud fra toilettet stod Cajis i gangen.

Hun stod med ryggen mod væggen og sin bog presset mod sit bryst, lige under det sted hvor hendes fars billede havde hængt. Hendes øjne var åbne og stille og kiggede direkte på mig.

"Mor fjernede billedet," sagde hun. Bare det. Som en oplysning. Som en ting der var sket, hverken god eller dårlig, bare sket.

"Jeg lagde mærke til det," sagde jeg.

"Hun fjernede det fordi hun græd hver gang hun gik forbi det." Cajis' stemme var den samme nøgterne stemme hun havde brugt sidst. Den fladt-ærlige stemme børn har når de endnu ikke har lært at pakke sandheden ind. Eller når de har besluttet at lade være. "Hun tror ikke jeg ved det. Men jeg hører hende om natten."

Jeg sagde ingenting. Mine hænder hang ved mine sider, og jeg mærkede væggens kolde sten mod min skulder da jeg lænede mig tilbage. Gangen lugtede af lavendel og varmt træ, den samme duft som sidst, men tyndere nu. Jeg stod der og kiggede på en trettenårig pige der bar mere end nogen trettenårig burde bære, og jeg mærkede det i mit bryst, den kolde genkendelse der er i at se nogen der ligner en selv.

"Jeg så far," sagde hun.

De tre ord faldt ud af hende som sten man har holdt i lommen for længe.

"I forrige uge. Jeg var ikke på markedet. Jeg var nede ved havnen, og jeg så ham. Han stod og talte med nogen i en gyde. Han havde sin kappes hætte oppe, men jeg genkendte ham. Hans hænder. Den måde han stod på. Og hans øjne." Hun kiggede ned. "Det ene grå. Det andet blå."

"Fortalte du din mor?"

"Nej." Hun kiggede op igen, og hendes øjne var hårde og bløde på samme tid. "Hvis jeg fortæller hende, bliver hun bange. Og hun er allerede bange nok."

Beskyttelse. Cajis var tretten og beskyttede sin mor ved at holde sin mund. Ligesom Vuldator beskyttede mig. Ligesom Kalmin beskyttede hvem-end-det-var. Alle mennesker i den her verden holdt sandheden skjult for at beskytte nogen de elskede, og prisen var altid den samme: den der beskyttede, bar den alene.

"Retia," sagde jeg. "Bør Retia vide det?"

Cajis tænkte. Hendes fingre strammede sig om bogen. Så løsnede de sig.

"Ja," sagde hun. "Retia bør vide det. Men ikke min mor."

"Okay," sagde jeg.

"Lov det."

"Jeg lover."

Cajis nikkede. Et kort, bestemt nik. Så gik hun tilbage mod stuen med sine små, stille skridt, og jeg stod i gangen og kiggede på den tomme krog og det lyse rektangel på væggen og tænkte at dette hus, der duftede af brød og varme og kærlighed, også bar noget andet: et fravær der var for stort til at pakke ind i et smil, uanset hvor øvet smilet var.

Jeg fortalte Retia samme aften, i haven bag huset, mens Ahra og Arvia vaskede op indenfor.

Haven var lille og lukket og duftede af våd jord og de sidste rester af sommerens blomster der var gået i dvale. En bænk stod under et træ der havde tabt sine blade, og vi satte os med Alôpex mellem os og Fulmen på en gren over vores hoveder.

"Cajis så din far," sagde jeg. "I forrige uge. Nede ved havnen."

Retias hånd, der havde ligget på bænkens arm, strammede sig om kanten. Hendes knoer blev hvide. Hun kiggede lige ud, på haven og hækken og den mørke himmel over den.

"Jeg vidste det," sagde hun.

"Hvad?"

"Jeg vidste han var her. Et sted." Hendes stemme var flad og kontrolleret, den stemme hun brugte når hun holdt noget inde. "Cajis har altid kunnet mærke ham. Selv da hun var helt lille. Når han var i byen, vidste hun det. Det er som om hun..." Hun stoppede. Trak vejret. "Det er ligegyldigt."

"Det er ikke ligegyldigt."

"Nej." Hun kiggede på mig. Hendes øjne var blanke i mørket, men hun græd ikke. Retia græd aldrig foran nogen. "Min far er her i byen, og han gemmer sig, og han kommer ikke hjem. Det er det der ikke er ligegyldigt."

Vinden rørte ved bladene i hækken. Alôpex lå stille mellem os, og hendes varme var det eneste varme i haven.

"Hvad vil du gøre?" sagde jeg.

"Ingenting," sagde hun. "Endnu." Hun rejste sig fra bænken. Strøg hænderne ned ad sine bukser. Rettede sin kappe. "Men jeg vil vide mere. Jeg vil vide hvad han laver, og hvem han taler med, og hvorfor han gemmer sig." Hun kiggede ned på mig med et ansigt der var hårdt og besluttet. "Og jeg vil have jeres hjælp."

"Du har den," sagde jeg.

Hun nikkede. Rakte sin hånd ned. Jeg tog den og rejste mig, og hendes greb var fast og varmt og kort, og det sagde alt det hun ikke sagde med ord.

Vi gik ind igen. Arvia stod i køkkenet og tørrede tallerkener af med et viskestykke, og hendes hænder bevægede sig mekanisk, og hendes blik var langt væk. Cajis sad i sofaen med sin bog og kiggede ikke op da vi kom ind. Ahra stod ved vinduet og kiggede ud i mørket med Lynx ved sine fødder.

Alt var normalt. Alt var stille. Alt var den slags stille der er i et hus hvor alle holder på noget de ikke siger, og hvor kærligheden er der, stadig, under det hele, men den er ikke nok til at fylde de rum tavsheden har lavet.

På færgen tilbage til Déynáir stod vi alle tre på dækket. Vinden var kold og bar duften af salt og tang og det der er i havet om natten, mørkt og dybt og ukendeligt. Slottet lå foran os med lys i vinduerne, og floden glimtede svagt i månelyset.

Retia stod mellem os. Hendes duft var der, saltvind og vilde roser, men den var anderledes i aften. Dybere. Mere alvorlig. Duften af en person der har truffet en beslutning.

"Tak," sagde hun stille. "For at I kom med."

"Selvfølgelig," sagde Ahra.

Jeg sagde ingenting. Jeg lagde bare min hånd på rælingen ved siden af hendes, tæt nok til at hun kunne mærke varmen fra mine fingre hvis hun ville, men ikke tæt nok til at røre.

Hun rørte. Hendes lillefinger lagde sig mod min. Bare det. Bare den ene finger, let og kort, og vi stod sådan hele vejen hjem uden at nogen af os sagde noget om det.