Eliksirer er den mest undervurderede gren af magi. Enhver kan lære at kaste en besværgelse. Det kræver blot Dherak og et ord. Men at brygge en eliksir kræver tålmodighed, præcision og en næse for hvornår noget er rigtigt. Det kan ikke læres fra en bog. Det kan kun læres med hænderne.

Prof. ukendt, citeret i "Eliksirkunstens grundlag," indledning

Kapitel 17

Søndag

Søndage på Déynáir var langsamme.

Det var det første jeg lærte at elske ved dem. Der var ingen timer, ingen klokker, ingen steder man skulle være. Spisesalen serverede morgenmad til klokken elleve, og de fleste elever kom drivende ned i pyjamasbukser og uldtrøjer med søvnige ansigter og strittende hår. Maden var anderledes om søndagen: pandekager og bær og tyk, varm sirup, og en slags brød med nødder og honning der lugtede af noget der mindede om jul, selvom det kun var november.

Ahra var altid den sidste der kom ned. Han sov til halv elleve hver søndag og ankom i spisesalen med et ansigt der stadig bar mærker af puden og Lynx dinglende i hans arme. Han satte sig ned, spiste to pandekager uden at tale, drak tre kopper te, og begyndte langsomt at ligne et menneske.

Retia var altid den første. Hun sad med sin bog og sin te og ventede på os, og der var noget i den måde hun sad der om søndagen der var anderledes end på hverdage. Afslappet. Hendes krop var ikke på vagt. Hendes skuldre var nede. Hendes ben var trukket op under hende i stolen, og Fulmen sad på bordet og spiste bærrester fra hendes tallerken, og Retia lod den gøre det uden at rette på den.

Jeg sad ved vinduet med min te og kiggede ud over floden og mærkede søndagen i min krop. Den føltes anderledes end hverdage. Længere. Bredere. Der var plads i den til ting der normalt ikke fik plads: lange tanker, langsomme samtaler, stilhed der ikke var akavede men bare var stilhed.

Om formiddagen blev vi i opholdsstuen.

Maka sad i sin sædvanlige lænestol med sin guitar og spillede sange der skiftede toneart af sig selv. Nogle af de ældre elever spillede kort. Andre lavede lektier, bøjede over bøger med fjerpenne der skrattede mod pergamentet. En dreng fra tredje år sad i vindueskarmen og læste højt fra en roman for sin Amícûs, en stor, grå kat der lå i hans skød og spindede med lukkede øjne.

Ahra lå på gulvtæppet med Lynx og en bog om Dherak-teori der var dobbelt så tyk som hans hoved. Han læste tyve sider, sukkede, bladrede tilbage, læste ti af dem igen, sukkede igen, og lukkede bogen.

"Jeg forstår det ikke," sagde han.

"Hvad?" sagde jeg fra min stol.

"Noget af det." Han viftede med bogen. "Dherak-resonans. Harmonisk overførsel. Frekvensafstemning mellem Amícûs og ejer." Han kiggede ned på Lynx. "Forstår du det?"

Lynx gik op og lagde sit hoved på hans bryst og kiggede op med gule øjne der sagde at hun forstod alt, men at hun ikke havde tænkt sig at forklare det.

"Lad mig se," sagde Retia fra sin stol uden at kigge op fra sin egen bog. Ahra kastede bogen over mod hende. Den landede i hendes skød. Hun læste to minutter.

"Du skal starte med kapitel tre, ikke kapitel syv," sagde hun. "Du har sprunget fundamentet over."

"Fundamentet er kedeligt."

"Fundamentet er det der gør resten forståeligt. Det er ligesom at bygge et hus fra taget."

"Hvem bygger huse fra taget?"

"Du, tilsyneladende."

Ahra sukkede igen og åbnede kapitel tre.

Maka kiggede op fra sin guitar. "Lillebror, har du prøvet at bede Lynx om hjælp? Los-Amícûs er gode til Dherak-teori. Det er noget med deres tålmodighed."

Ahra kiggede ned på Lynx. Lynx kiggede op på ham. De stirrede på hinanden i ti sekunder.

"Hun siger at jeg skal holde kæft og læse," sagde Ahra.

"Klog kat," sagde Retia.

"Hun er en los, ikke en kat."

"Klog los."

Maka grinede og gik tilbage til sin guitar, og den skiftede toneart igen af sig selv, og denne gang spillede den noget langsomt og smukt der fyldte rummet med en varme der ikke kom fra pejsen.

Retia lagde sin bog ned og kiggede ud af vinduet. Himlen var grå og lav, og der var begyndt at falde noget der ikke helt var sne men heller ikke var regn, noget midt imellem der lagde sig på vinduesruden i små, halvgennemsigtige dråber.

"Slud," sagde hun. "Min mor hadede slud. Hun sagde det var vejrets måde at sige 'jeg har ikke besluttet mig endnu.'"

"Det er en god beskrivelse," sagde jeg.

"Min mor er god til beskrivelser." Retia rørte ved vinduet med sin fingerspids og trak en lille streg igennem duggen. "Hun er god til mange ting. Bare ikke til at holde op med at vente."

Ahra kiggede op fra sin bog men sagde ingenting. Det var en af de ting han havde lært de sidste uger: hvornår man skulle tale, og hvornår man skulle lade stilheden gøre arbejdet.

Jeg sad i min stol og lod mine øjne vandre rundt i rummet. Sera Ventris, hende med fregnerne og det røde hår, sad i et hjørne og strikkede noget med tråd der skiftede farve for hvert stik. Kael Thormund, bred og stille med det ar over øjenbrynet han aldrig fortalte om, arm-brydede med en ven ved et bord, og bordet rystede, og nogen råbte at de skulle lade være. To andenårspiger sad i vindueskarmen og snakkede lavt med hovederne tæt sammen, den slags snak der handler om nogen der ikke er der.

Det var det her Razolní var. Ikke et kollegium. Et sted man var i mens man blev den man skulle blive. Et sted der duftede af pejsens bøg og gammel tæppelugt og den kageagtige lugt der altid hang i luften søndag eftermiddage, fordi nogen et sted i slottets køkken altid bagte noget om søndagen.

Alôpex lå i min stol og sov med snuden mellem sine poter, og hendes åndedræt var langsomt og regelmæssigt, og det var lyden af noget trygt, og jeg lod den fylde mine ører mens Maka spillede, og Retia kiggede på sluddet, og Ahra læste kapitel tre med rynkede øjenbryn og en blyant han holdt forkert.

Will Mathson kom forbi efter frokost og satte sig i en lænestol og talte med Ahra om ingenting. Han grinede og var afslappet og sagde sjove ting, og han var den Will han altid var, den venlige, den lette, den der fik alle til at slappe af. Men to gange den eftermiddag kiggede han over mod døren, og hans blik gik den vej Gistónu-opholdsstuen lå, og hans smil var et par watt for svagt, og han trak vejret lidt for dybt, og jeg så det fordi jeg så alt.

Nihil sad et sted derovre. Hans tvillingebror. På det kollegium der ikke passede, i den ende af bordet der var for mørk, med den stilhed der var for tung. Og Will var her, i det varme, lyse Razolní, med venner og latter og en guitar der spillede af sig selv, og det var ikke retfærdigt, og Will vidste det, og skylden sad i hans øjne.

"Er din bror okay?" spurgte jeg da Will gik.

Will stoppede i døren. Han stod der med ryggen til mig, og hans hånd lå på dørkarmen, og hans fingre strammede sig en smule.

"Ja," sagde han. "Han er bare stille." Pause. "Han var altid stille. Men det her er en anden slags stille."

Han gik. Og jeg tænkte at det er en bestemt slags smerte at se nogen man elsker forsvinde ind i noget man ikke kan følge dem ind i. Og at Will bar den smerte med et smil der var en tand for bredt, fordi det var det eneste han vidste at gøre.

Dario Fell tabte til Retia i besværgelser den torsdag. Ikke stort. Bare en øvelse. Retias "Scutum" var stærkere end hans "Ignis," og det var det, og prof. Daleth sagde "godt, Caritas" og gik videre.

Men jeg så Darios ansigt det splitsekund efter. Det øjeblik der er mellem tabet og den maske man sætter på. Og det ansigt var ikke arrogant. Det var ikke vred. Det var bange. Den samme frygt Chris Godrand kendte: frygten for at man ikke er nok, at ens værdi sidder i ens præstationer, og at hvis præstationen svigter, forsvinder man.

Han satte masken på igen. Smilede. Sagde "godt kæmpet, Caritas" med en stemme der var perfekt kontrolleret. Men hans hænder, nede ved hans sider, var knyttet, og han gik ud af lokalet med skridt der var for hurtige, og han kiggede ikke på nogen.

Jeg kendte det ansigt. Det var mit eget ansigt. Bare fra den anden side af rummet.

Det var en søndag. Det skete ingenting. Det var nok.

Eliksirer-timen om tirsdagen var det fag jeg ikke havde forventet at elske.

Lokalet lå i kælderen, og det lugtede af alt. Urter og krydderier og jord og metal og noget sødligt der mindede om brombær, og duften ændrede sig fra time til time afhængigt af hvad der blev brygget. Kedlerne stod på lange borde i rækker, og de dampede og boblede og lavede lyde der var individuelle, hvert bord sin egen melodi af kluk og hvæsen og den lave summen der siger at magi er til stede.

Prof. Meriken var en lille mand med store hænder og et forklæde der var pletteret af hundredvis af farver fra hundredvis af brygninger. Han lugtede af rosmarin den dag, i morgen ville det være noget andet, altid duften af den seneste ting han havde brygget, som om hans krop absorberede sit eget arbejde. Han talte hurtigt og bevægede sig hurtigt, og hans øjne var overalt på én gang, og der var noget i den hastighed der sagde at han engang havde lært hvad der skete når man var for langsom.

"Eliksirer er ikke magi," sagde han den første time. Hans hænder skærede en urt i præcise stykker mens han talte, uden at kigge ned, fingrene der fandt de rigtige vinkler af sig selv. "Eliksirer er håndværk. Magi er det I putter i kedlen. Håndværk er den rækkefølge I putter det i, den temperatur I holder, det tidspunkt I rører. En sekunders forskel i røretiden kan gøre forskellen mellem en eliksir der healer og en der forgifter. Husk det."

Jeg fandt ud af at mine hænder var gode til det. Ikke mine tanker, ikke min Dherak, men mine hænder. De fandt den rigtige temperatur ved at røre. De vidste hvornår en urt var skåret fint nok. De mærkede ændringen i konsistens der sagde at det var tid til at røre den anden vej.

Og min næse var endnu bedre. Jeg kunne dufte hvornår en eliksir var færdig. Ikke ved at følge en opskrift, men ved at mærke det øjeblik hvor alle dufterne i kedlen smeltede sammen til noget nyt, noget der ikke var summen af delene men en helt ny ting, og det øjeblik var det rigtige øjeblik at stoppe.

Jorin Hale sad ved kedlen ved siden af mig. Han var lille for sin alder og stille, med mørkt hår der faldt i øjnene uanset hvor mange gange han strøg det væk, og han duftede svagt af jord og urter. Han var god til eliksirer på den tålmodige, omhyggelige måde der handler om at læse opskriften to gange inden man begynder, og hans kedel boblede altid i det rigtige tempo.

"Hvad er din hemmelighed?" hviskede han til mig en dag da min kedel skiftede til den præcise nuance af mørkeblå der sagde at den var færdig.

"Jeg kan lugte det," sagde jeg.

"Du kan lugte hvornår en eliksir er færdig?"

"Ja."

Han kiggede på mig med store øjne og rystede langsomt på hovedet og sagde ingenting mere. Men fra den dag stillede han altid sin kedel lige ved siden af min, og nogle gange lænede han sig over og snuste til min bryg med lukkede øjne, og det var både rørende og komisk.

"Godrand," sagde Prof. Meriken og kiggede ned i min kedel. "Den er perfekt."

"Tak."

"Nej, du forstår ikke. Den er perfekt. Det er tredje gang. Ingen laver tre perfekte eliksirer i træk i deres første måned."

Han kiggede på mig med det blik lærere har når de ser noget de ikke kan forklare. Så gik han videre til den næste kedel.

Ahra, der stod ved kedlen ved siden af mig, kiggede ned i sin egen bryg der var den forkerte farve og boblede for hurtigt.

"Jeg hader dig lidt," sagde han.

"Jeg ved det," sagde jeg. Og grinede.

Besværgelser-timen var det modsatte: et fag der krævede alt det eliksirer ikke krævede. Ikke hænder. Stemme. Vilje. Ord der blev sagt med en præcision der var mere end fysisk.

Prof. Daleth var en høj, tynd kvinde med hvidt hår der engang havde været sort, og en stemme der var så præcis at hvert ord lød som en nål der blev stukket igennem stof. Hendes kat, en gammel grå skabning der hed Visper, sad på skrivebordet og kiggede på os med det samme vurderende blik som Daleth selv. Lokalet var koldt og tomt, uden møbler undtagen stole i en cirkel, og luften i rummet havde den skarpe, rene kvalitet man mærker efter et tordenvejr.

"Besværgelser er ikke at sige ord," sagde hun den første time. "Besværgelser er at mene dem. I kan sige 'Ignis' hundrede gange og ingenting sker, hvis I ikke mener det. Meningen er alt. Meningen er Dherak formet til intention og sendt igennem sprog."

Hun lod os øve med simple ord. "Lux" for lys. Vi sad i cirklen og sagde "Lux" igen og igen, og de fleste af os producerede ingenting, og et par producerede en svag gnist, og Retia producerede en hel kugle af hvidt lys der svævede over hendes hånd i tre sekunder inden den slukkede.

"Godt," sagde Prof. Daleth. "Caritas forstår det. Resten af jer: I siger ordet. I mener det ikke. Find meningen."

Jeg lukkede mine øjne. "Lux." Ingenting. "Lux." Ingenting. Jeg tænkte på det Surain havde lært mig: at slippe. Ikke tvinge. Slippe. Jeg holdt op med at prøve og bare sagde det.

"Lux."

Lyset kom. Ikke en kugle. En bølge. Det bredte sig ud fra mine hænder i alle retninger, og hele rummet blev hvidt et øjeblik, og alle kiggede, og Prof. Daleth hævede sit ene øjenbryn en millimeter.

"Godrand," sagde hun. "Mindre. Meget mindre."

"Undskyld."

"Undskyl ikke. Kontrollér."

Det var problemet. Jeg havde magt nok. Hvad jeg manglede var kontrol. Det var det Haltora vidste. Det var det Surain prøvede at lære mig. Og det var det der skræmte dem begge: at en femtenårig dreng med et hav af Dherak og ingen træning i at styre det var som en flod uden bredder.

Besværgelser-timen var også der jeg for første gang så Nihil gøre noget der overraskede mig.

Vi øvede "Scutum" — skjold-besværgelsen. Samme ord som Ahra havde valgt på prøveøen. De fleste elever producerede en svag flimmer i luften foran sig, et skjold der varede et sekund eller to og så forsvandt.

Nihil producerede en væg.

Ikke en flimmer. En væg. Tæt, solid, gennemsigtig men tydelig, og den stod der i ti sekunder mens alle kiggede, og den summede med en lav tone der sagde at der var meget Dherak i den. Nihils ansigt var koncentreret, hans kæbe stram, og hans hænder var løftet foran sig med fingrene spredt, og han rystede svagt af anstrengelsen.

Da han slap, faldt han ned på sit ene knæ. Hans ansigt var hvidt. Will startede hen mod ham fra den anden side af cirklen, men Nihil rejste sig selv, hurtigt, og hans øjne sagde "rør mig ikke."

"Mathson," sagde Prof. Daleth med det hævede øjenbryn. "Imponerende. Men du brugte for meget."

"Jeg ved det," sagde Nihil. Hans stemme var hæs.

Jeg kiggede på ham tværs over cirklen. Han kiggede tilbage. Og der var noget i det blik der var anderledes end alt det had og den rivalisering der havde været mellem os. Det var genkendelse. Han vidste hvordan det føltes at have for meget kraft og for lidt kontrol. Han kæmpede med det samme som jeg gjorde, bare fra den modsatte side: han havde kontrol men tvang for meget igennem den. Jeg havde kraft men ingen kontrol overhovedet.

Vi var to sider af den samme mønt. Og vi vidste det begge.

Det begyndte i kamptimen en tirsdag i den sjette uge.

Haltora stod midt i salen med sin gyldne kappe over den sorte tunika og ulven liggende ved sine fødder. Træsværdene var skiftet ud med noget andet: stave af et mørkt, poleret træ der var lettere end de så ud, og som summede svagt når man holdt dem, et vibration der gik igennem håndfladen og op i håndleddet.

"I dag duelerer I," sagde Haltora. Hans stemme fyldte rummet uden at han hævede den. "Ikke med sværd. Med stave. Staven kanaliserer jeres Dherak og lader jer mærke hinandens kraft. Den der mister grebet om sin stav, taber."

Han gik langsomt rundt i cirklen og parrede os to og to med en håndbevægelse der ikke tillod diskussion. Will med en pige fra Toníâs. Marcus med Torin. Retia med en dreng fra Ästonie der var en hoved højere end hende og allerede så nervøs ud.

Og så pegede han på mig. Og på Nihil.

Selvfølgelig.

Nihil stod i den modsatte side af cirklen med sin stav allerede i hånden. Han holdt den lavt, langs benet, afslappet, men hans fingre var stramt viklet rundt om håndtaget, og hans knoer var hvide. Hans duft af vintervind og bart jern var skarpere i dag, koldere, med en kant der ikke havde været der under stratego-kampene.

Vi trådte ind i cirklen. De andre elever trådte tilbage og dannede en ring rundt om os, og rummet blev stille på den måde rum bliver stille når folk holder op med at trække vejret. Retia stod i den forreste række med armene over kors og et ansigt der var stramt af noget hun ikke sagde. Ahra stod ved siden af hende med Lynx presset mod sit ben og sine hænder nede i sine lommer, og hans fingre bevægede sig derinde, nervøse og usynlige.

Gulvet under os var koldt og glat, og luften i rummet lugtede af sved og gammel sten og den metalliske rest af Dherak der altid hang i kamplokalet efter mange timers brug.

Jeg holdt min stav foran mig med begge hænder. Den summede mod mine håndflader, og jeg kunne mærke min Dherak reagere på den, strømme ned igennem mine arme og ind i træet, og staven blev varm under mine fingre.

Nihil holdt sin stav med én hånd, lavt, langs hoften. Hans øjne var blå og flade og fokuserede, og hans krop var stille på den måde kroppe er stille når de er klar til at bevæge sig hurtigt.

Haltora løftede sin hånd. "Begynd."

Et øjeblik stod vi bare og kiggede på hinanden. Hans blå øjne holdt mine. Mine grønne holdt hans. Og i det øjeblik mærkede jeg noget igennem staven, noget der kom fra ham: ikke had, ikke vrede, men en vilje der var så koncentreret at den føltes fysisk, et tryk mod mit bryst. Han ville vinde. Ikke for at ydmyge mig. Fordi det var det eneste han havde at give.

Nihil angreb.

Det var hurtigt. Hurtigere end noget jeg havde set i træningstimerne. Hans stav kom op fra hoften i en bue der sigtede mod min skulder, og jeg parerede instinktivt, og lyden af stav mod stav var dyb og rungende, og vibrationen gik igennem mine arme og ind i mine tænder. Hans Dherak ramte mig igennem kontakten, en kold bølge der føltes som at stikke hænderne ned i isvand, og jeg trådte et skridt tilbage.

Han angreb igen. Lavere denne gang, mod mine ben. Jeg sprang over hans stav og slog ned mod hans skulder, men han var allerede ude af vejen, drejet til siden med en bevægelse der var for kontrolleret til at være instinktiv. Alt hvad Nihil gjorde var bevidst. Hvert skridt, hvert slag, hver vending var tænkt igennem inden den blev udført.

Jeg kæmpede anderledes. Min krop reagerede før mit hoved nåede at tænke. Min stav fandt hans stav uden at mine øjne fortalte mine hænder hvor den var. Det var den samme fornemmelse fra forhindringsbanen, fra klatrevæggen, fra floden: min krop vidste noget mit hoved endnu ikke havde forstået.

Vi kæmpede. Slag og parering, slag og parering. Nihils stav var kold mod min, og hans Dherak pressede mod min som is der prøver at fryse en flod, og min Dherak pressede tilbage, varm og bred og dyb. Vi bevægede os i cirklen, rundt og rundt, og de andre elever var forsvundet fra min bevidsthed, og der var bare ham og mig og lyden af træ mod træ og den kolde duft af vintervind og den varme strøm i mine arme.

Han var god. Bedre end mig i teknik. Hans slag landede præcis hvor han ville have dem, og hans fodarbejde var fejlfrit, og hans pareringe var stramme og økonomiske. Men jeg var stærkere. Ikke fysisk. I Dherak. Hver gang vores stave mødtes, mærkede jeg hans kraft rykke en centimeter, og min holde.

Men han gav ikke op. Nihil Mathson var mange ting, men han var ikke en der gav op.

Vi kæmpede i det der føltes som timer men nok var minutter. Sveden løb ned ad min nakke og mine arme, og mine hænder var glatte af sved mod stavens håndtag. Nihils ansigt var rødt, og hans vejrtrækning var hurtig, men hans øjne var de samme: blå og flade og fuldstændig fokuserede.

Han pressede mig. Et hårdt slag mod min side der næsten ramte, og jeg snublede bagud og mistede min balance et splitsekund. Han så det. Hans stav kom susende ind mod mit håndled, og jeg vidste at jeg ikke kunne parere i tid, og at jeg var ved at tabe.

Alôpex sprang.

Ikke mod Nihil. Mod hans stav. Hun ramte den med sine poter i det øjeblik den var en centimeter fra mit håndled, og stavens bane ændrede sig, og den passerede mit håndled og ramte ingenting, og Nihil snublede fremad af sin egen kraft.

Jeg rettede mig. Holdt min stav. Stod stille.

Nihil rettede sig også. Han kiggede ned på Alôpex der stod mellem os med strittende pels og bare tænder, og hans ansigt var ulæseligt.

"Stop," sagde Haltora. Han stod ved kanten af cirklen med armene over kors. "Uafgjort."

Rummet var stille. Alle kiggede. Retia stod med sine arme stramt over kors og et ansigt der sagde at hun var lettet og sur på samme tid. Ahra stod med åben mund og Lynx trykket mod sit ben.

Nihil og jeg stod overfor hinanden i cirklen, svedige og forpustede, med stave der stadig summede.

"Din ræv," sagde Nihil. Hans stemme var flad af udmattelse.

"Ja," sagde jeg. "Undskyld."

"Det var snyd."

"Ja."

Nihil kiggede på Alôpex. Alôpex kiggede op på ham med sine sorte øjne og knurrede ikke. Hun bare kiggede. Og Nihil kiggede tilbage, og noget i hans ansigt ændrede sig. Ikke et smil. Bare en lille åbning, en revne i den mur han altid bar.

"Men din ræv er hurtig," sagde han. "Og du er ikke så dårlig som jeg troede."

Han rakte sin stav ud og holdt den vandret foran sig. Det var den gestus man lavede efter en duel, havde jeg lært: at tilbyde sin stav som tegn på respekt.

Jeg holdt min stav vandret og rørte hans med spidsen. Træ mod træ. Varme mod kulde. Et kort øjeblik af kontakt.

Nihil nikkede. Et kort nik. Vendte sig og gik. Men da han passerede mig, sagde han lavt, kun for mig:

"Næste gang uden ræven."

"Næste gang," sagde jeg.

Og det var det tætteste Nihil Mathson nogensinde havde været på at smile. Det varede et splitsekund, en lille bevægelse i den ene mundvig der var væk inden den rigtig nåede at være der. Men den var der. Og jeg havde set den.

Han gik hen til Gistónu-bordet. Will kiggede på ham fra Ästonie-bordet med et ansigt der var halvt lettet og halvt noget andet. Nihil satte sig ned og kiggede ikke på sin bror. Men hans skuldre var en centimeter lavere end da han var gået op i cirklen, og det sagde nok.

Haltora stoppede mig på vej ud.

"Godrand." Han stod i døren med armene over kors og ulven ved sine fødder. Hans duft af jern og natteluft var stærkere nu, opvarmet af den time vi lige havde haft. "Din ræv."

"Jeg ved det," sagde jeg.

"I en rigtig kamp," sagde han, og hans stemme var lav og alvorlig, "ville din modstander have dræbt din Amícûs for det. Husk det."

Han gik. Ulven fulgte lydløst.

Jeg stod i den tomme gang og mærkede hans ord sætte sig. Ikke som en trussel. Som en sandhed. Og sandheder er tungere end trusler, fordi man ikke kan ignorere dem.

Om aftenen sad jeg i opholdsstuen og kiggede ned på mine hænder. De rystede stadig svagt, ikke af udmattelse men af den Dherak der var løbet igennem dem hele eftermiddagen og endnu ikke var faldet til ro. Alôpex lå i mit skød med lukkede øjne.

"Du burde ikke have gjort det," sagde jeg til hende i tankerne.

"Du var ved at tabe."

"Det er ikke pointen."

"Det er præcis pointen," sagde hun. "Jeg er din Amícûs. Det er mit job at beskytte dig."

"Også mod at tabe en træningsduel?"

"Mod alt." Hendes stemme i mit hoved var rolig og varm og fuldstændig sikker. "Altid."

Jeg strøg hendes pels. Blød og tæt og duftende af is og jord og ren luft. Hendes hjerte slog langsomt mod min håndled.

"Det var snyd," sagde jeg.

"Det var kærlighed," sagde hun. "Det er ikke det samme."

Jeg sagde ingenting. Men der var noget i det hun sagde der satte sig et sted i mig og ikke ville flytte sig. At kærlighed og snyd ikke er det samme. At man kan bryde reglerne for at beskytte nogen og stadig have ret. At verden ikke er delt op i rigtigt og forkert, men i grunde der er gode nok og grunde der ikke er.

Det var en tanke jeg ville bære med mig længe.