Der er to slags tilhørsforhold. Det man fødes ind i, og det man finder. De fleste tror det første er det stærkeste. De fleste tager fejl.

Et hjem er ikke et sted man kommer fra. Det er et sted der dufter af noget man ikke vidste man savnede, indtil man stod i døren.

Upubliceret brev, afsender ukendt, fundet i Hitlaro-bankens arkiv

Kapitel 7

Blodet og brødet

Den Gyldne Bog lå i den anden ende af hovedgaden, og vi fandt den ved at følge et skilt af, ja, en gylden bog der svævede over fortorvet og langsomt drejede rundt om sig selv.

Inde i butikken var der bøger fra gulv til loft. Ikke bøger som dem på Oxford biblioteket, tunge og stille og døde i deres indbinding. De her bøger levede. Nogle af dem bevægede sig svagt på hylderne, som om de skiftede stilling i søvne. Andre hviskede, et svagt, raslende mumlen der lød som blade i vind. En bog på den nærmeste hylde skiftede titel mens jeg kiggede på den: først stod der "Besværgelser for begyndere", så "Besværgelser for den usikre", og så bare "Besværgelser", som om den havde opgivet at imponere mig.

Butikken duftede af gammelt papir og nyt blæk og noget krydret der mindede om kanel, og lyset var dæmpet og gyllent og faldt ind fra runde vinduer i loftet som små sole.

Retia købte tre førsteårspakker til os alle, og bogsælgeren, en lille mand med halvrunde briller og blækpletter på fingrene, pakkede dem ind med en hurtighed der antydede at han havde gjort det tusind gange.

Mens Retia betalte, gik jeg hen langs den bagerste hylde. Bøgerne her var ældre. Mere stille. De hviskede ikke. De kiggede. Jeg ved ikke hvordan en bog kan kigge, men det var det de gjorde, som om de ventede på at nogen bestemt skulle komme forbi og tage dem ned.

Min hånd rørte ved en af dem. Ryg af sort læder, guldskrift der var falmet til næsten ingenting. Titlen var ulæselig. I det øjeblik mine fingre rørte ryggen, vibrerede bogen. Kort og hårdt, som et hjerteslag, og en varme strøg op igennem mine fingre og ind i min håndled.

Jeg trak hånden væk.

Bogen stod stille igen. Som om den aldrig havde rørt sig.

"Chris!" Ahra vinkede fra disken. "Vi skal videre."

Jeg kiggede på bogen en sidste gang. Guldskriften på ryggen var ikke falmet længere. Nu stod der, klart og tydeligt, et enkelt ord:

Godrand.

Jeg vendte mig om og gik.

"Og Smedens Hule," sagde Retia da vi kom ud på gaden. "Vi skal alle have sværd og daggert."

"Sværd?" sagde jeg.

"Du har set udstyrslisten," sagde Retia.

Det havde jeg. Jeg havde bare antaget at "sværd" var en metafor for et eller andet. Det var det åbenbart ikke.

Smedens Hule lå hundrede meter oppe af gaden. Udefra var det en lille, uanselig butik med en smal dør og et skilt af smedejern. Indefra var det en hal.

Det første der ramte mig var varmen. Den kom nedefra, fra et sted under gulvet, og den bar en lugt med sig af metal og trækul og den særlige, skarpe duft af jern der er blevet opvarmet og slået og opvarmet og slået igen, mange hundrede gange. Gnister svævede i luften som ildfluer, langsomt og tilfældigt, og dybe i bygningen kunne jeg høre en lyd der mindede om sang, en dyb, rumlende tone som om selve metallet nede i essen sang mens det blev formet.

Og så var der våbnene. De hang overalt, langs alle vægge, fra gulv til loft: sværd og dolke og økser og ting jeg ikke havde navne for, i stål og sølv og noget der glødede svagt blåligt i det dæmpede lys. Nogle af dem så ud som om de sov. Andre så ud som om de ventede.

En mand stod bag disken bagerst i hallen. Han var mørk og bred og gik ikke i det samme slags tøj som alle andre. Hans beklædning var enklere, hårdere: læder og tungt stof og et forklæde der bar spor af sod og gnister. Ved hans side hang et langt sværd, og i hans bælte sad en dolk der var så velholdt at den så ud som om den blev pudset hver morgen.

"I skal vel skrives ned til sværd og dolk," sagde han da vi kom hen til ham. Det var ikke et spørgsmål.

"Ja, alle tre," sagde Ahra. "Daggerten skal være af sølv."

"Følg med. I skal måles og vejes." Han førte os ind i et baglokale med et målebånd på et bord og en vægt på gulvet. Vi blev målt og vejet alle tre, og bagefter var det vores Amícûs' tur. Alôpex sad stille på vægten og kiggede op på smeden med sine sorte øjne, og smeden nikkede som om han var tilfreds med noget han ikke sagde.

"Jeg skal bruge en dråbe blod fra jer alle. Også fra jeres Amícûs." Han trak en lille dolk frem fra sit bælte. "Blodet smeltes ind i jeres sværd. Det binder det til jer. Et sværd smedet med jeres blod kan kun bruges af jer og jeres slægt. I andre hænder er det bare metal."

Ahra stak sin arm frem uden at tøve. Smeden snittede hans hud med dolkens spids, hurtigt og præcist, og opsamlede blodet i et reagensglas. Så Lynx. Han blandede de to dråber, og glasset glødede svagt guldent et øjeblik inden det slukkede.

Retia var næste. Samme ritual. Fulmen skreg en enkelt gang da spidsen ramte dens klo, men Retia beroligede den med en hånd på dens bryst. Glasset glødede guldent igen.

Så var det min tur.

"Navn," sagde smeden. Han stod med dolken løst i den ene hånd og reagensglasset i den anden, og hans krop var afslappet, rutineret, en mand der har gjort det her hundredvis af gange.

"Chris Godrand."

Hans hænder stoppede.

Det var ikke meget. Dolkhånden standsede midt i bevægelsen, måske et halvt sekund. Hans øjne løftede sig fra dolken og kiggede på mig, og det var det samme blik jeg efterhånden var begyndt at genkende: blikket fra en person der hører et navn de kender meningen af, men som de ikke havde forventet at høre fra en femtenårig dreng i en smedje på en tirsdag eftermiddag.

Han sagde ingenting. Han snittede min arm. Kniven var skarp, og snittet brændte kort og varmt, og blodet kom hurtigt, mørkerødt og tykt. Han opsamlede det i glasset med en omhu der var anderledes end med de andre, som om han vidste at det her blod var noget han skulle passe på. Så tog han forsigtigt fat i Alôpex' pote og tog en enkelt dråbe fra hende også, og hun knurrede lavt men lod ham gøre det. Hendes blod var lysere end mit, næsten rosa.

Han blandede vores blod i glasset.

Det glødede ikke guldent.

Det glødede hvidt. Skarpt og kort, som et blitz, og i det splitsekund lyset varede, så jeg noget. Eller troede jeg at jeg så noget. Et ansigt i lyset, for hurtigt til at jeg kunne fange det, for sløret til at jeg kunne genkende det. En kvindes ansigt. Eller bare en form der lignede et ansigt. Eller ingenting.

Smeden holdt glasset op mod lyset og kiggede længe på det. Hans mund åbnede sig. Lukkede igen.

"Sværdet vil ankomme inden for den første uge af skoleåret," sagde han til sidst. "Dolkene sender jeg i morgen."

"Hvor meget koster det?" spurgte jeg.

"To gulddalere. For det hele."

Vi betalte og gik ud. Da vi var på gaden igen, sagde Retia stille: "Lagde I mærke til den måde han kiggede på dig?"

"Ja," sagde jeg.

"Og den hvide glød. De andres var guldne."

"Ja."

"Hvad ved alle de her mennesker om dit navn, som du ikke ved?"

Jeg havde ikke et svar. Men jeg havde et mønster. Haltora ved floden. Vuldator i sit kontor. Surain i sin hytte. Og nu smeden. Fire mennesker der alle havde hørt mit navn og reageret med det samme blik, den samme pause, den samme tavshed der sagde alting og ingenting.

Fire mennesker der vidste noget om mig, og ikke én af dem ville sige det.

Det var ikke længere nysgerrighed. Det var noget der brændte, stille og lavt, nede i brystet, på det sted hvor tillid sidder når man stadig har den, og hvor der bare er et tomt sted når man ikke har.

"Vi skal snart have noget at spise," sagde Retia. "Skal vi tage hjem til mig?"

Hjem. Det var et ord jeg kendte betydningen af, men aldrig havde haft meningen af. Hayman Kollegiet var et sted jeg boede. Det var ikke et hjem. Det var en adresse med en seng og et klædeskab og tomme vægge.

"Ja," sagde Ahra. "Lad os det."

Vi drejede af hovedgaden og ind i et kvarter jeg ikke havde set endnu. Gaden var smal og brolagt og roligere end hovedgaden, og husene lå tæt op ad hinanden med små haver foran, alle med blomster i krukker og buske der var klippet i former der ikke helt var naturlige. En af buskene lignede en fugl. En anden lignede en slange der sov.

Solen var på vej ned, og det sent-eftermiddagslys der fyldte gaden var gyldent og tungt og gjorde alt varmt. Igennem et åbent vindue kunne jeg dufte en andens families aftensmad, noget med krydderier og stegt kød, og igennem et andet vindue hørte jeg en kvindes latter og en lille piges stemme der fortalte noget der åbenbart var meget sjovt.

I en af haverne legede to børn med noget der lignede en bold, men bolden svævede et par centimeter over jorden og skiftede farve hver gang en af dem rørte den. De grinede og skreg og skubbede til hinanden, og deres mor stod i døren og kiggede på dem med den slags blik mødre har, halvt trætte, halvt fulde af en kærlighed der er så stor at den ikke kan være i et enkelt ansigt.

Jeg kiggede på dem mens vi gik forbi. Og jeg mærkede noget der ikke var jalousi. Det var noget mildere og mere smerteligt. Det var opdagelsen af at det her var hvad et liv kunne se ud. At det her var hvad folk kom hjem til, hver dag, uden at tænke over det. En svævende bold. Et barn der skriger af grin. En mor i en dør.

Jeg havde aldrig haft det. Og det var ikke vrede jeg følte. Det var bare en stille undren over at det fandtes, og at det hele den tid havde ligget og ventet et sted jeg ikke vidste eksisterede.

Retia stoppede foran et hus i tre etager med hvid facade og rødt tag. Hun tog en nøgle frem. Da hun åbnede døren, slog duften mig i ansigtet.

Nybagt brød. Stegt løg. Varmt smør. Friske urter, noget der mindede om rosmarin og timian. Og under det hele, svag og usynlig men til stede overalt, duften af et hus hvor nogen har lavet mad med kærlighed i mange, mange år. Det var ikke bare mad. Det var duften af et liv der blev levet af nogen der mente det.

Jeg havde aldrig stået i en dør der duftede sådan. På Hayman Kollegiet lugtede entréen af gulvvoks og matronens kaffe. Her lugtede den af et liv.

Entréen var smal og varm. Gulvet var af mørke fliser, og væggene var dækket af billeder. Ikke portrætter i olie som Edmund Fullas. Billeder af mennesker der levede. Retia som barn, med sand i håret og et skævt smil. Arvia med en baby i armene, og øjne der var røde men glade. Cajis på en gynge med benene strakt ud mod en himmel der var blåere end den burde være. Og et enkelt billede, lidt længere nede ad gangen, halvt gemt bag en frakke der hang på en krog: en mand med mørkt hår og to forskellige øjne, et gråt og et blåt, og et ansigt der var smukt og hårdt og bar et ar fra øret ned over kinden.

Retias far. Det måtte det være. Men billedet var skubbet til side, ikke taget ned, bare skubbet.

Jeg tænkte på min egen væg. Den tomme væg på Hayman Kollegiet. Ingen billeder. Ingen minder. Intet at skubbe til side, for der var ingenting at begynde med.

"Er det dig, Retia?" lød det ude fra køkkenet.

"Ja, mor."

Arvia kom ud med en bakke brød i hænderne, og bag hende svævede to fade gennem luften og satte sig blødt på spisebordet som om de kendte vejen. Bordet var dækket op til fem. Fem tallerkener, fem glas, fem sæt bestik. Ikke seks. Fem.

"Sæt jer ind til bordet, vi spiser om lidt," sagde Arvia. Hun var på vej ud i køkkenet igen da hendes blik faldt på billedet af manden med arret, halvt gemt bag frakken. Bare et øjeblik. Hendes skridt stoppede, og noget i hendes ansigt blev hårdt og blødt på samme tid, og så gik hun videre ind i køkkenet og råbte "Cajis! Vi spiser!" med en stemme der var fuldstændig normal igen.

Skridt på en trappe. En pige kom ned med en bog i hånden og et halvfjernt blik, stadig inde i det hun havde læst. Hun var yngre end os, tretten måske, med helt lyst hår og blå øjne som Retia. Da hun så os, stoppede hun på trappen og kiggede.

"Det er Chris og Ahra," sagde Retia. "Venner fra skolen."

"Hej," sagde Cajis. Bare hej. Så satte hun sig ned ved bordet og åbnede sin bog igen.

Vi satte os alle sammen. Ahra trak sin stol ind under sig med et skrab mod gulvet og lagde sin serviet i skødet med den slags høflige bevægelser man kan se han har lært derhjemme. Retia sad ret i ryggen med hænderne i skødet og ventede. Maden kom flyvende ud fra køkkenet i fad efter fad, og Arvia satte sig til sidst, tørrede sine hænder i et viskestykke hun smed over sin skulder, og sagde "Bare tag for jer."

Og det gjorde vi. Jeg tog den første bid af oksestegen. Og jeg holdt op med at tygge. Mine øjne lukkede sig af sig selv, det var ikke en beslutning, det var en reaktion, den slags reaktion kroppen har når den modtager noget den ikke var forberedt på.

Det var ikke bare mad. Det var varme i fast form. Sovsen smagte af noget min krop ikke vidste den savnede, af tid og tålmodighed og af hænder der havde rørt i en gryde mens de tænkte på de mennesker der skulle spise det. Kartoflerne var smørbløde og duftede af jord. Brødet var så friskt at dampen stadig steg fra det da jeg brækkede det over, og det knasede under mine fingre med en lyd der føltes som trøst.

Jeg kunne smage forskel. Jeg kunne altid smage forskel. Mellem mad der er lavet fordi nogen skal spise, og mad der er lavet fordi nogen elsker dem der spiser den.

Jeg sad og kiggede på dem mens vi spiste. På den måde Arvia fyldte Cajis' tallerken op uden at Cajis bad om det. På den måde Retia grinede af noget Ahra sagde og for et øjeblik glemte at hun var den pige ingen ville sidde ved siden af. På den måde Cajis kiggede over kanten af sin bog og smilede uden at sige noget, bare det lille smil man giver når man er glad for at der er mennesker i ens stue, selvom man ikke helt gider sige det højt.

Det var en familie. Ikke en perfekt familie. Men en rigtig en. Med kærlighed i de små ting: en tallerken der blev fyldt, et grin der blev delt, et smil over en bogkant. Og den varme i rummet var ikke bare fra maden. Det var den varme der opstår, når folk elsker hinanden, ikke dramatisk, ikke højlydt, men stille og hverdagsagtigt og til stede i alt fra den måde saltet blev rakt videre til den måde nogen rejste sig for at hente mere vand uden at nogen bad om det.

Jeg mærkede min krop give slip. Mine skuldre sank ned i stolen. Min kæbe, der altid var spændt, altid på vagt, gav langsomt efter. Mine hænder lå åbne på bordet i stedet for at gribe om kanten af sædet som de plejede.

Jeg havde aldrig siddet i den varme. Og det gjorde lidt ondt at opdage at den fandtes.

Midt under maden rejste jeg mig for at finde toilettet. Arvia pegede ned af gangen, og jeg gik.

Gangen var smal og duftede af lavendel og varmt træ, og væggene var fyldt med flere billeder. Cajis' barndom. Retias barndom. Og det ene billede af manden med arret der stadig hang halvt gemt bag en frakke.

"Det er min far."

Jeg vendte mig om. Cajis stod i den anden ende af gangen med sin bog presset mod brystet.

"Han ligner dig," sagde jeg, selvom det ikke helt var sandt.

"Alle siger det." Hun kiggede på billedet, og hendes fingre strammede sig en smule om bogens ryg. "Han er næsten aldrig hjemme. Men når han er, er han sød." Hun sagde det på den nøgterne måde børn siger ting der gør ondt, med en stemme der er flad fordi den endnu ikke har lært at den burde ryste. Det er den farligste slags sandhed: den der kommer fra nogen der ikke ved at den er smertefuld endnu, eller som har besluttet at den ikke skal være det.

"Jeg har aldrig mødt min far," sagde jeg. Jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det. Det var bare der.

Cajis kiggede på mig. Ikke med medlidenhed. Med noget der lignede genkendelse.

"Det er måske bedre," sagde hun stille. "Så kan du ikke savne ham."

Hun gik ind i stuen igen med sine små, stille skridt. Og jeg stod i gangen og kiggede på billedet af manden med arret og de to forskellige øjne og tænkte at Cajis var klogere end nogen trettenårig burde være.

Og det var først da vi var tilbage ved bordet og jeg kiggede hen mod enden af det, den femte plads med tallerkenen der aldrig var blevet brugt, at stilheden kom.

"Hvor er din far?" spurgte Ahra. Han sagde det let. Et tilfældigt spørgsmål.

Retia kiggede ned i sin tallerken.

"Han er på arbejde," sagde Arvia. Hun smilede, men smilet var et øvet smil. Et smil man giver når man vil have folk til at holde op med at spørge.

Jeg kendte det smil. Det var det samme smil matronen altid gav mig når jeg spurgte til min familie.

Cajis kiggede ikke op fra sin bog. Men hendes fingre holdt lidt hårdere fast i kanten af siden. Og i et splitsekund mødtes vores øjne over bordet, og jeg vidste at hun tænkte på det hun havde sagt til mig i gangen. "Det er måske bedre. Så kan du ikke savne ham."

Men man savnede alligevel. Det vidste vi begge to.

Ingen sagde mere om det.

Vi sagde farvel efter maden. Arvia kramte Retia i døren, og denne gang varede det lidt længere end sidst, og Retia holdt lidt hårdere fast, og da de slap hinanden, var Retias øjne blanke, men hun tørrede dem hurtigt og sagde ingenting.

Vi gik ned af havegangen og ud på gaden. Ahra var allerede et par skridt foran os og snakkede om færgetiderne.

Retia gik ved siden af mig. Stille. Hendes duft var der igen, saltvind og vilde roser, og aftenluften bar den over mod mig som noget den ville have mig til at bemærke.

"Han var god engang," sagde hun. Helt lavt. Så lavt at Ahra ikke hørte det.

Jeg kiggede på hende. Hun kiggede ikke på mig. Hun kiggede lige ud, på gaden og aftenens lys og de blomster der stadig blomstrede. Hendes hænder hang ved hendes sider, og den ene hånd åbnede og lukkede sig langsomt, et greb der ledte efter noget at holde fast i.

"Min far," sagde hun. "Han var god. Engang."

Jeg sagde ingenting. For der var intet at sige. Nogle gange er det eneste rigtige man kan gøre at gå ved siden af et menneske og lade dem sige det de har brug for at sige, uden at prøve at gøre det bedre eller mindre eller anderledes.

Vi gik videre. Og hun sagde ikke mere.

Vi nåede den sidste færge med få minutter til overs. Tés Aváir blev mindre bag os, gade for gade, lys for lys, indtil den var en silhuet mod aftenens himmel.

Foran os lå Déynáir-øen. Slottet var tegnet op mod en himmel der brændte i gyldent og rødt og en smule lilla helt ude i kanten, og floden foran det fangede hver eneste farve og kastede dem tilbage som et spejl der var gået i stykker og samlet igen i en ny orden. Vinden var skiftet fra varm til kølig, og den bar duften af salt og tang og det kobberagtige der lå under alt her, og solen var en håndsbred fra horisonten og kastede lange, gyldne striber hen over vandet som stier man kunne gå på.

Jeg stod på dækket med Alôpex om min hals og kiggede, og Ahra stod ved siden af mig, og Retia stod på den anden side, og ingen af os sagde noget, for der var ikke noget at sige. Solnedgange kræver ikke ord. De kræver bare at man er der.

Og jeg tænkte, for første gang, at det her måske var mit. Ikke slottet. Ikke øen. Men det her. De her to mennesker ved min side, og den her stilhed der ikke var pinlig, og den her aften der duftede af salt og kobber og vilde roser.