I det fjerde år af Krigen udviklede Mester Kay en kampform der kombinerede Dherak-kontrol med fysisk kamp. Han kaldte den den tavse klinge, fordi den virkelige kriger aldrig fortalte sin modstander hvad der kom. Formen er siden gået tabt. Eller skjult.

Fragment af et brev, afsender og modtager ukendt, fundet i Rådets arkiver

Kapitel 18

Duellen

Det begyndte i kamptimen en tirsdag i den niende uge.

Haltora stod midt i salen med sin gyldne kappe over den sorte tunika og ulven liggende ved sine fødder. Træsværdene var skiftet ud med noget andet: stave af et mørkt, poleret træ der var lettere end de så ud, og som summede svagt når man holdt dem, en vibration der gik igennem håndfladen og op i håndleddet.

"I dag duelerer I," sagde Haltora. Hans stemme fyldte rummet uden at han hævede den. "Ikke med sværd. Med stave. Staven kanaliserer jeres Dherak og lader jer mærke hinandens kraft. Den der mister grebet om sin stav, taber."

Han gik langsomt rundt i cirklen og parrede os to og to med en håndbevægelse der ikke tillod diskussion. Will med en pige fra Toníâs. Marcus med Torin. Retia med en dreng fra Ästonie der var en hoved højere end hende og allerede så nervøs ud.

Og så pegede han på mig. Og på Nihil.

Selvfølgelig.

Nihil stod i den modsatte side af cirklen med sin stav allerede i hånden. Han holdt den lavt, langs benet, afslappet, men hans fingre var stramt viklet rundt om håndtaget, og hans knoer var hvide. Hans duft af vintervind og bart jern var skarpere i dag, koldere, med en kant der ikke havde været der under stratego-kampene.

Vi trådte ind i cirklen. De andre elever trådte tilbage og dannede en ring rundt om os, og rummet blev stille på den måde rum bliver stille når folk holder op med at trække vejret. Retia stod i den forreste række med armene over kors og et ansigt der var stramt af noget hun ikke sagde. Ahra stod ved siden af hende med Lynx presset mod sit ben og sine hænder nede i sine lommer, og hans fingre bevægede sig derinde, nervøse og usynlige.

Gulvet under os var koldt og glat, og luften i rummet lugtede af sved og gammel sten og den metalliske rest af Dherak der altid hang i kamplokalet efter mange timers brug.

Jeg holdt min stav foran mig med begge hænder. Den summede mod mine håndflader, og jeg kunne mærke min Dherak reagere på den, strømme ned igennem mine arme og ind i træet, og staven blev varm under mine fingre.

Nihil holdt sin stav med én hånd, lavt, langs hoften. Hans øjne var blå og flade og fokuserede, og hans krop var stille på den måde kroppe er stille når de er klar til at bevæge sig hurtigt.

Haltora løftede sin hånd. "Begynd."

Et øjeblik stod vi bare og kiggede på hinanden. Hans blå øjne holdt mine. Mine grønne holdt hans. Og i det øjeblik mærkede jeg noget igennem staven, noget der kom fra ham: ikke had, ikke vrede, men en vilje der var så koncentreret at den føltes fysisk, et tryk mod mit bryst. Han ville vinde. Ikke for at ydmyge mig. Fordi det var det eneste han havde at give.

Nihil angreb.

Det var hurtigt. Hurtigere end noget jeg havde set i træningstimerne. Hans stav kom op fra hoften i en bue der sigtede mod min skulder, og jeg parerede instinktivt, og lyden af stav mod stav var dyb og rungende, og vibrationen gik igennem mine arme og ind i mine tænder. Hans Dherak ramte mig igennem kontakten, en kold bølge der føltes som at stikke hænderne ned i isvand, og jeg trådte et skridt tilbage.

Han angreb igen. Lavere denne gang, mod mine ben. Jeg sprang over hans stav og slog ned mod hans skulder, men han var allerede ude af vejen, drejet til siden med en bevægelse der var for kontrolleret til at være instinktiv. Alt hvad Nihil gjorde var bevidst. Hvert skridt, hvert slag, hver vending var tænkt igennem inden den blev udført.

Jeg kæmpede anderledes. Min krop reagerede før mit hoved nåede at tænke. Min stav fandt hans stav uden at mine øjne fortalte mine hænder hvor den var. Det var den samme fornemmelse fra forhindringsbanen, fra klatrevæggen, fra floden: min krop vidste noget mit hoved endnu ikke havde forstået.

Vi kæmpede. Slag og parering, slag og parering. Nihils stav var kold mod min, og hans Dherak pressede mod min som is der prøver at fryse en flod, og min Dherak pressede tilbage, varm og bred og dyb. Vi bevægede os i cirklen, rundt og rundt, og de andre elever var forsvundet fra min bevidsthed, og der var bare ham og mig og lyden af træ mod træ og den kolde duft af vintervind og den varme strøm i mine arme.

Han var god. Bedre end mig i teknik. Hans slag landede præcis hvor han ville have dem, og hans fodarbejde var fejlfrit, og hans pareringe var stramme og økonomiske. Men jeg var stærkere. Ikke fysisk. I Dherak. Hver gang vores stave mødtes, mærkede jeg hans kraft rykke en centimeter, og min holde.

Men han gav ikke op. Nihil Mathson var mange ting, men han var ikke en der gav op.

Vi kæmpede i det der føltes som timer men nok var minutter. Sveden løb ned ad min nakke og mine arme, og mine hænder var glatte af sved mod stavens håndtag. Nihils ansigt var rødt, og hans vejrtrækning var hurtig, men hans øjne var de samme: blå og flade og fuldstændig fokuserede.

Han pressede mig. Et hårdt slag mod min side der næsten ramte, og jeg snublede bagud og mistede min balance et splitsekund. Han så det. Hans stav kom susende ind mod mit håndled, og jeg vidste at jeg ikke kunne parere i tid, og at jeg var ved at tabe.

Alôpex sprang.

Ikke mod Nihil. Mod hans stav. Hun ramte den med sine poter i det øjeblik den var en centimeter fra mit håndled, og stavens bane ændrede sig, og den passerede mit håndled og ramte ingenting, og Nihil snublede fremad af sin egen kraft.

Jeg rettede mig. Holdt min stav. Stod stille.

Nihil rettede sig også. Han kiggede ned på Alôpex der stod mellem os med strittende pels og bare tænder, og hans ansigt var ulæseligt.

"Stop," sagde Haltora. Han stod ved kanten af cirklen med armene over kors. "Uafgjort."

Rummet var stille. Alle kiggede. Retia stod med sine arme stramt over kors og et ansigt der sagde at hun var lettet og sur på samme tid. Ahra stod med åben mund og Lynx trykket mod sit ben.

Nihil og jeg stod overfor hinanden i cirklen, svedige og forpustede, med stave der stadig summede.

"Din ræv," sagde Nihil. Hans stemme var flad af udmattelse.

"Ja," sagde jeg. "Undskyld."

"Det var snyd."

"Ja."

Nihil kiggede på Alôpex. Alôpex kiggede op på ham med sine sorte øjne og knurrede ikke. Hun bare kiggede. Og Nihil kiggede tilbage, og noget i hans ansigt ændrede sig. Ikke et smil. Bare en lille åbning, en revne i den mur han altid bar.

"Men din ræv er hurtig," sagde han. "Og du er ikke så dårlig som jeg troede."

Han rakte sin stav ud og holdt den vandret foran sig. Det var den gestus man lavede efter en duel: at tilbyde sin stav som tegn på respekt.

Jeg holdt min stav vandret og rørte hans med spidsen. Træ mod træ. Varme mod kulde. Et kort øjeblik af kontakt.

Nihil nikkede. Et kort nik. Vendte sig og gik. Men da han passerede mig, sagde han lavt, kun for mig:

"Næste gang uden ræven."

"Næste gang," sagde jeg.

Og det var det tætteste Nihil Mathson nogensinde havde været på at smile. Det varede et splitsekund, en lille bevægelse i den ene mundvig der var væk inden den rigtig nåede at være der. Men den var der. Og jeg havde set den.

Han gik hen til Gistónu-bordet. Will kiggede på ham fra Ästonie-bordet med et ansigt der var halvt lettet og halvt noget andet. Nihil satte sig ned og kiggede ikke på sin bror. Men hans skuldre var en centimeter lavere end da han var gået op i cirklen, og det sagde nok.

Haltora stoppede mig på vej ud.

"Godrand." Han stod i døren med armene over kors og ulven ved sine fødder. Hans duft af jern og natteluft var stærkere nu, opvarmet af den time vi lige havde haft. "Din ræv."

"Jeg ved det," sagde jeg.

"I en rigtig kamp," sagde han, og hans stemme var lav og alvorlig, "ville din modstander have dræbt din Amícûs for det. Husk det."

Han gik. Ulven fulgte lydløst.

Jeg stod i den tomme gang og mærkede hans ord sætte sig. Ikke som en trussel. Som en sandhed. Og sandheder er tungere end trusler, fordi man ikke kan ignorere dem.

Om aftenen sad jeg i opholdsstuen og kiggede ned på mine hænder. De rystede stadig svagt, ikke af udmattelse men af den Dherak der var løbet igennem dem hele eftermiddagen og endnu ikke var faldet til ro. Alôpex lå i mit skød med lukkede øjne.

"Du burde ikke have gjort det," sagde jeg til hende i tankerne.

"Du var ved at tabe."

"Det er ikke pointen."

"Det er præcis pointen," sagde hun. "Jeg er din Amícûs. Det er mit job at beskytte dig."

"Også mod at tabe en træningsduel?"

"Mod alt." Hendes stemme i mit hoved var rolig og varm og fuldstændig sikker. "Altid."

Jeg strøg hendes pels. Blød og tæt og duftende af is og jord og ren luft. Hendes hjerte slog langsomt mod min håndled.

"Det var snyd," sagde jeg.

"Det var kærlighed," sagde hun. "Det er ikke det samme."

Jeg sagde ingenting. Men der var noget i det hun sagde der satte sig et sted i mig og ikke ville flytte sig. At kærlighed og snyd ikke er det samme. At man kan bryde reglerne for at beskytte nogen og stadig have ret. At verden ikke er delt op i rigtigt og forkert, men i grunde der er gode nok og grunde der ikke er.

Det var en tanke jeg ville bære med mig længe.