Ingen ved hvad Mester Ôrun sagde til sine elever den sidste nat. De Tretten var samlet i en ring rundt om forseglingen, og hvad der skete i den ring blev aldrig nedskrevet. Da morgenen kom, var forseglingen lukket, og Mester Ôrun var væk, og ingen af De Tretten talte nogensinde om det.

Angliens Krønike, bind II, kapitel om Krigens afslutning

Kapitel 27

Under bjerget

Passagen gik nedad.

Ikke stejlt. Langsomt, en svag hældning der trak os dybere ind i bjerget med hvert skridt, og væggene var af sort sten der var glat og kold under mine fingre da jeg rørte den for at holde balancen. Min håndflade sved hver gang. Luften ændrede sig for hvert skridt: koldere, tungere, mættet med en Dherak der var så tæt at den prikkede i huden og sad i tænderne og smagte af kobber og noget ældre.

Alôpex løb foran mig med snuden mod gulvet. Hendes pels skinnede svagt i det mørke, og hendes ører drejede konstant, fremad, bagud, til siderne, og hendes krop var spændt og lav, og hun sagde ingenting i mit hoved, og den tavshed var værre end ord.

Foran os var der lys. Orange, flakkende. Nirams fakkel, langt foran, allerede dybt nede i tunnelerne. Og Kalmins skridt, hurtige og desperate, et sted mellem os og dem.

Bag os trak indgangen sig sammen. Langsomt. Stenen knasede lavt, som is der arbejder på en sø om natten. Det var ikke en dør man åbnede og lukkede. Det var et sår der prøvede at hele.

"Indgangen bliver mindre," sagde Nihil bag mig. Han hang stadig på Retias skulder, og hans stemme var flad af udmattelse.

"Jeg ved det," sagde jeg.

"Så må vi hellere være hurtige. Hvis vi skal ud igen."

"Ja."

Retia gik ved hans side med sin stav som støtte og Fulmen på sin skulder. Hendes ansigt var drænet af farve, og hendes skridt var kortere end normalt. Hendes Dherak var brugt op, alt sammen, og det eneste der holdt hende oprejst var vilje. Ren, stædig Retia-vilje. Hun holdt Nihil, og Nihil holdt hende, og ingen af dem ville have indrømmet hvem der holdt mest.

Ahra gik foran os. Hurtigere end alle andre. Hans øjne var rettet mod det sted hvor hans brors skridt stadig gav ekko, og Lynx løb ved hans side med ørerne flade.

Tunnelen åbnede sig.

Vi kom ud i et kammer der var større end alt hvad jeg havde set under jorden. Loftet var så højt at fakkellyset ikke nåede det, og væggene var dækket af symboler, hundredvis af dem, hugget ind med den samme præcision som tjørnekransen udenfor. De glødede svagt, blåligt, og deres lys var nok til at se ved, og det de viste var et rum der var rundt og dybt og bygget af nogen der vidste hvad de lavede. Luften var tør og stillestående og smagte af støv.

I midten af rummet var der en kilde. Rund og sort og helt stille, en underjordisk gren af floden, og vandet var så klart at det næsten ikke var der. På bunden lå et sværd. Det havde ikke rustet.

Slægtsværdet.

Jeg vidste hvad det var i det øjeblik jeg så det. Ikke fordi jeg havde set det før. Det var som at høre sit eget navn i et rum fuldt af stemmer. Man ved ikke hvem der sagde det. Man ved bare at det var én selv der blev kaldt på.

Men jeg nåede ikke hen til det.

Niram Caritas stod allerede ved kilden. Hans to mænd stod bag ham med hævede hænder og mørk magi der glødede i deres fingre. Og bag kilden, i klippevæggen, var der endnu et symbol. Større end alle de andre. Det pulserede med en dybde der sagde at det der var bag det var tæt. Meget tæt.

"Forseglingens kerne," sagde Arcanus ved min side. Han havde ikke trukket hætten op igen, og i det blå lys var hans unge ansigt gråt. "Det er her de lukkede det inde. Det er den dør der aldrig må åbnes."

Niram kiggede op fra sværdet. Hans øjne fandt mine i det blå lys. Så gled de ned til min hånd, til blodet, og tilbage igen.

"Sværdet er dit," sagde han. "Tag det. Og gå. Det her handler ikke om dig."

"Hvad handler det om?"

"Om noget der blev gjort forkert for tre hundrede år siden. Noget der skal rettes."

"Du vil åbne forseglingens kerne," sagde Arcanus. Han trådte frem med sine hænder løftet, og hans besværgelse glødede mellem hans fingre. "Det tillader vi ikke."

"Vi?" Niram grinede den lave, bitre latter og slog ud med hånden mod os. "Du og fire børn? Mod mig og mine?"

Kalmin trådte frem fra skyggen ved kammerets side. Hans sværd var i hans hånd, og hans ansigt var stille og bestemt. Hans duft af tør egebark og blæk var tættere nu, skarp af adrenalin. Over ham, under loftet, kredsede en ravn. Mørk og stor, med lydløse vingeslag. Den lignede ravnen fra min vindueskarm. Nihil havde set den, ligesom jeg. Der var ikke tid til at tænke over hvad det betød.

"Ikke kun fire børn," sagde Kalmin. "Sektion XIII."

Kampen i kammeret var anderledes end kampen udenfor.

Udenfor var der plads til at løbe. Herinde var der kun stenen og lyset og ekkoet. Hvert slag og hvert skrig kom tilbage fra væggene, som om bjerget selv råbte med.

Arcanus gik mod Niram. Ikke med besværgelser. Med ren Dherak, hvid mod rød. To strømme stødte sammen i luften mellem dem, og gnisterne brændte huller i den sorte sten. Arcanus bevægede sig med den præcision han altid havde. Hvert skridt sad. Men Niram var stærkere. Tungere. Hans mørke-Dherak pressede det hvide lys bagud, skridt for skridt.

Kalmin gik løs på de to mænd med sit sværd. Hurtige, rene bevægelser. Slag, parade, et skridt frem. Ravnen styrtdykkede mod mændenes ansigter, trak sig op og dykkede igen, og Kalmin brugte hvert splitsekund. Han trængte dem bagud mod væggen.

Nihil slap Retia og løftede sin stav. "Scutum!" Skjoldet kom, mindre end udenfor, men tættere. Hårdere. Han satte det foran Retia, og han stod selv bag det og rystede. Langs væggen bag ham løb noget hvidt, lavt og lydløst.

Ahra stod midt i det hele med en knækket stav. Hans bror kæmpede til venstre. Hans venner stod til højre. Lynx stod foran ham med blottede tænder og ventede på at nogen kom tæt nok.

Og jeg gik hen til sværdet.

Mine fødder bar mig. Min krop vidste hvad den skulle gøre, selvom mit hoved var for overvældet til at tænke. Alôpex løb ved min side, og hendes tilstedeværelse i mit hoved var en fast, varm puls der sagde: gå. Tag det. Det er dit.

Jeg nåede kilden og gik ud i den uden at tænke over det. Vandet var så koldt at det ikke føltes som vand. Det nåede mig til knæene og stod helt stille om mine ben. Sværdet lå på bunden i det blålige lys, og det var smukt på den måde gamle ting er smukke: slidte og bårne og fyldte af mere end man kan se. Klingen var smal og lang, og håndtaget var viklet i læder der var mørkt og glat af mange hænder.

Og vandet duftede. Ikke af sten. Af dem. Af hænder der havde lagt det her, og hænder der havde taget det op og lagt det tilbage igen. Mænd og kvinder jeg ikke havde navne på, lag på lag, så gamle at de næsten var blevet til vand selv. Og øverst, tættest på, en jeg kendte uden at have mødt ham. Stearinlys og pergament, ligesom Edrin. Men ikke et rum nogen lige havde forladt. Et rum hvor nogen stadig var.

Min far. Jeg havde aldrig duftet ham før.

Det var ikke sværdet der gjorde det. Det var min næse, og vandet der huskede.

Jeg bøjede mig ned i kulden og tog det.

Varmen der gik igennem min arm da mine fingre lukkede sig om håndtaget, var den slags varme der ikke er temperatur men genkendelse. Det lå i min hånd som om det var formet efter den. Det var ikke sværdet der kendte mig. Det var hænderne der havde holdt det.

Jeg ventede på at der skulle ske noget mere.

Der skete ingenting. Ingen lys, ingen stemme, ingen pludselig kraft. Det var et sværd, og det var tungt. Mit eget sværd stod ved min seng, med den hvide streg langs æggen. Det her var ikke smedet til mig. Det var smedet til dem før mig. I historierne var det her det øjeblik hvor helten løftede klingen og alle stoppede op. Jeg stod med et arvestykke i hånden og vidste ikke engang hvordan man holdt det rigtigt.

Bag mig skreg Kalmin.

Jeg vendte mig om. Og så det ske.

Der var kommet en mand ind i kammeret. Ikke en af Nirams. Han kom fra en anden passage, en sort åbning i væggen ingen af os havde set, og han stod bag Kalmin med hætten trukket langt frem og sort lys mellem fingrene.

Hans duft nåede mig over alt det andet. Ikke brændt træ og aske. Tør kalk og noget sødt og tungt, som æbler der har ligget for længe i en kælder. Og under det noget jeg ikke havde et navn for. Jeg kunne ikke placere den. Jeg gemte den alligevel, på samme måde som jeg gemmer navne og ansigter. Uden at bestemme mig for det. Figuren der havde stået med Kalmin i passagen i november, havde ikke duftet af noget som helst. Den her mand gjorde.

Kalmin var vendt den forkerte vej. Han havde pareret et slag fra en af de to mænd, og hans ryg var åben.

Den sorte magi ramte ham i ryggen.

Det var ikke som da Nihil blev ramt. Det var værre. Kalmins krop bøjede sig bagover. Der kom en lyd ud af ham der ikke var et skrig. Den var dybere, fra det sted magi sidder. Hans sværd faldt og klingede mod stenen. Hans knæ gav efter.

Ravnen skreg. En enkelt, gennemtrængende lyd der fyldte kammeret og gav ekko ud igennem tunnelerne. Så foldede den vingerne ind og styrtede ned. Den strøg forbi mit ansigt så tæt at jeg mærkede luften fra den, og et halvt sekund duftede det af noget jeg kendte. Hjem. Det samme som fjeren på min vindueskarm. Så var den forbi og nede over manden, og han slog den til side med et slag af sort lys. Den ramte væggen og faldt til jorden og lå stille. Om den trak vejret, kunne jeg ikke se.

Ahra var der inden Kalmin ramte gulvet.

Han greb fat i sin brors skuldre og holdt ham, og Kalmin hang i hans arme med lukkede øjne og et ansigt der allerede var ved at miste sin farve. Lynx stod over dem begge og knurrede, men det var ikke en knurren af vrede. Det var en klage.

"Kalmin," sagde Ahra. Hans stemme var den slags stemme man kun hører én gang i sit liv. "Kalmin, kig på mig."

Kalmins øjne åbnede sig. Grønne og klare, og helt rolige. De fandt sin brors ansigt.

"Lillebror," sagde han. Hans stemme var en hvisken. "Du skulle ikke... være her."

"Hold kæft," sagde Ahra. Tårerne løb ned ad hans ansigt. "Hold kæft og bliv her."

Kalmin smilede. Et lille, svagt smil der kostede ham alt det han havde. Hans hånd fandt Ahras kind og lå der et øjeblik, varm og rystende og svagere for hvert sekund.

Han sagde noget. Lavt. Kun for Ahra. Og Ahras ansigt ændrede sig, og hvad det var Kalmin sagde, fortalte Ahra aldrig nogen.

Kalmins hånd faldt. Hans øjne lukkede sig. Hans bryst holdt op med at bevæge sig.

Lynx lagde sit hoved på Kalmins bryst og lukkede øjnene.

Bjerget rystede.

Ikke som et jordskælv. Som et åndedræt.

Mens vi alle kiggede på Kalmin, var Niram kommet forbi Arcanus. Arcanus lå på det ene knæ, og de to mænds mørke lys sad om hans arme som reb. Niram stod ved kernen med begge hænder på den. Det røde lys pulserede så stærkt at symbolerne på væggene blev røde i kanten.

Og kernen revnede.

En tynd sort streg, fra toppen af symbolet og ned. Kold luft strømmede ud af den. Den lugtede af sten der aldrig havde set lys og af noget der levede. Bag stregen pressede noget på. Det var som at stå ved en dør og mærke nogen læne sig mod den fra den anden side.

"Chris," sagde Alôpex. Hun stod helt stille ved mine fødder. "Den åbner sig."

Jeg stod nærmest. Tre skridt fra kilden, fire fra kernen, med sværdet i den ene hånd og den anden hånd stadig åben og blodig fra tjørnene udenfor.

Nihils stemme på værelset. "Nogen med Godrand-blod er nødvendig for at åbne den. Eller for at lukke den igen."

Jeg vidste ikke hvad det ville koste. Jeg vidste bare at det ville koste noget. Ingen kiggede på mig. Arcanus var nede. Ahra sad med sin bror. Ørnen var fløjet efter Edrin, og ingen var kommet endnu. Jeg kunne være blevet stående, og ingen ville nogensinde have sagt noget om det.

Udenfor havde jeg åbnet den. Den her ville jeg lukke.

Jeg lagde klingen mod min håndflade og trak den igennem. Det var det eneste sværdet gjorde den nat. Snittet var rent og koldt, og så var det varmt, og blodet løb ned ad mit håndled.

Så gik jeg de fire skridt og lagde hånden på kernen. Lige ved siden af Nirams.

Den tog.

Ikke kun blod. Den tog det der var under blodet. Min Dherak, alt sammen, trukket ud igennem min hånd som vand igennem et hul i en spand. Kulden løb op ad min arm og ind i mit bryst. Det gjorde ondt på en måde der ikke havde et sted, det gjorde bare ondt overalt. Mine knæ gav efter. Min hånd blev på stenen. Jeg holdt den der.

Jeg pressede ikke. Niram pressede. Jeg gav bare, og blev ved med at give.

Den sorte streg trak sig sammen. Langsomt, så hurtigere. Det der lænede sig mod døren gled væk fra den. Det røde lys under Nirams hænder flakkede, og så gik det ud.

Og så mærkede jeg det gå videre. Ud af kernen. Ud i stenen. Op igennem de tunneler vi var kommet ad, hele vejen op til den åbning mit blod havde lavet udenfor, som når man lukker en hånd og fingrene følger med. Det var ikke kun kernen der lukkede sig.

Niram trak sine hænder til sig som om stenen havde brændt ham. Han kiggede på min hånd. Det grå øje og det blå. Et sekund. Så vendte han sig og løb mod den sorte åbning i væggen, og hans mænd slap Arcanus og løb efter ham. Manden med den søde, tunge duft var allerede væk. Skygger der forsvandt i skygger.

Jeg tog hånden fra stenen.

Hele min håndflade var rød og hævet, og tværs over den, hvidt i det røde, stod tjørnekransen. Hver torn. Som om nogen havde trykt den ind i huden med et varmt jern. Mærket i min hånd lignede mandens fra markedet, og var det alligevel ikke. Blod dryppede fra min næse ned på stengulvet. Mine hænder rystede så meget at jeg næsten tabte sværdet.

Der hvor min Dherak plejede at summe, var der stille. Ikke tomt som de tre dage i sengen. Tømt. Som en brønd nogen havde øst.

Alôpex pressede sig mod mit bryst. Hendes pels var varm, og hendes hjerte slog hurtigt.

"Jeg er her," sagde hun.

Arcanus trak mig op at stå. Hans fingre var hårde om min overarm. Han kiggede på min hånd, og noget gik hen over hans unge ansigt, og så var det væk.

"Tunnelerne lukker sig," sagde han. Hans stemme var skarp og hurtig. "Vi har minutter."

Stenene knagede. Der faldt støv ned fra et loft vi ikke kunne se. Symbolerne på væggene slukkede, ét efter ét.

"Vi skal ud," sagde Retia. Hun stod med Nihils arm om sin skulder, og han stod med sin om hendes, og de holdt hinanden oprejst. Hendes ansigt var hvidt, men hendes stemme var fast. "Nu."

Ahra rørte sig ikke. Han sad på stengulvet med sin brors hoved i sit skød og sine hænder i hans hår.

"Ahra," sagde jeg. Jeg stak sværdet ind under mit bælte og gik ned på knæ ved siden af ham. "Vi skal gå."

"Jeg kan ikke forlade ham."

"Vi bærer ham. Sammen. Ikke uden dig."

Stenene over os knagede igen. Et stykke klippeloft faldt ned ti meter fra os og smadrede mod gulvet med en lyd der rungede igennem hele kammeret. Støvskyen ramte os. Jeg hostede, og mine øjne løb.

"Ahra. NU."

Han kiggede op. Hans øjne var tørre nu. Ikke fordi han var holdt op med at græde. Fordi tårerne var brugt op.

"Hjælp mig," sagde han.

Arcanus tog Kalmin under armene. Jeg tog benene. Mine arme rystede, og det føltes som om jeg bar sten. Ahras hånd lå på sin brors bryst hele vejen. Lynx gik ved hans side.

Ved væggen lå ravnen. Ubevægelig. Jeg kiggede på den én gang, over skulderen, og så var vi i tunnelen.

Vi løb. Opad. Loftet faldt bag os, stykke for stykke. Sten mod sten, som torden der kom tættere. Alôpex løb foran og fandt vejen. Fulmen fløj lavt over Retias hoved. Retia vaklede, men hun holdt sig oprejst og Nihil med hende. To gange vendte Nihil sig om og kastede et Scutum bag os, og stenene prellede af det med en lyd som hagl på et tag.

Vi nåede passagen opad. Den var smal. Smallere end da vi kom ind. For smal til to der bar en krop.

"I går foran," sagde Ahra.

Arcanus åbnede munden.

"Han er min bror." Ahra tog Kalmins krop fra os. Alene. Over sin skulder, som man bærer en sæk, men hans hænder holdt forsigtigt, ømt, og hans krop bøjede sig under vægten men brød ikke.

Arcanus kiggede på ham et øjeblik. Så trådte han til side.

"Ahra, du kan ikke..." sagde jeg.

"GÅ."

Retia gik først. Nihil fulgte. Arcanus gik efter dem og kiggede tilbage. Jeg stod i passagen og kiggede på Ahra, der bøjede sig under sin brors krop og begyndte at gå opad, langsomt, ét skridt ad gangen, og Lynx gik foran ham og kiggede bagud med gule øjne.

Loftet faldt bag ham. Sten der knasede og bragede og fyldte passagen med støv.

Jeg gik. Opad. Mine ben var bløde, og mine arme var følelsesløse, og sværdet slog mod min hofte for hvert skridt. Alt lugtede af støv og kobber og blod.

Vi nåede næsten ud.

Retia og Nihil var igennem åbningen. Arcanus var igennem. Jeg var igennem. Natteluften ramte mit ansigt, kold og ren, og stjernerne var der, og bjergets overflade var under mine fødder.

Ahra var ti skridt bag mig. Ti skridt og en brors vægt.

Og passagen lukkede sig.

Ikke langsomt denne gang. Med et brag. Stenen gled sammen i ét slag, hurtigt og endegyldigt, og der var en mur hvor der lige havde været en passage. Ahras ansigt var det sidste jeg så inden stenen lukkede: hans blå øjne, der kiggede på mig med noget der var mere end frygt.

Jeg slog mine hænder mod stenen. "AHRA!"

Stenen svarede ikke. Den var sten igen. Kold og glat og ubevægelig.

"AHRA!"

Alôpex stod ved mine fødder og kiggede op på mig med sine sorte øjne, og hendes åndedræt var hurtigt, og hendes hale var lav.

"Han er derinde," sagde hun. "Ham og Lynx og Kalmin."

Retia stod bag mig med hænderne over sin mund og tårer der løb. Nihil stod ved hendes side med et ansigt der var gråt og lukket. På en sten ved hans fod satte Brúma sig op på bagbenene, hvid i mørket, og hun kiggede ikke på ham. Hun kiggede på muren. Arcanus stod lidt væk med sine hænder ved sine sider og et ansigt der sagde at han havde set det her ske før, en gang, for lang tid siden, og at det ikke var blevet lettere.

Jeg lagde min blodige hånd fladt mod stenen. Den hånd der havde åbnet forseglingen derude, og lukket den derinde. Jeg ventede på varmen. På pulsen. På noget.

Ingenting. Stenen var kold, og der var intet i mig at give den.

Arcanus' hånd lukkede sig om mit håndled. Han trak den ikke væk. Han holdt den bare.

"Det dit blod åbnede, lukkede dit blod også," sagde han stille.

Dit blod.

Jeg kiggede på min hånd. På tjørnekransen, hvid i huden. Jeg havde mærket det derinde: hånden der lukkede sig, og fingrene der fulgte med. Tunnelerne vi var kommet ad. Åbningen. Også den her.

Det var ikke bjerget der havde lukket Ahra inde. Det var mig.

Jeg lagde min pande mod den kolde sten og lukkede mine øjne og mærkede bjerget under min hud, den langsomme, dybe puls der var der stadig, dæmpet nu, lukket inde igen, og et sted bag den puls, dybt nede i det mørke der var fyldt med gammel magi og gammel sten, var min bedste ven.

"Ahra," hviskede jeg. Ikke til stenen. Til natten. Til alt det der var mellem os der ikke kunne lukkes inde bag en mur.

Stenen svarede ikke.

Men dybt nede i bjerget, svagt og fjernt og næsten ikke til at høre, knurrede Lynx. Og det sagde at de var i live. At Ahra sad i mørket med sin brors krop og sin los og ventede.

På hvad, vidste ingen af os.